Der går en mand rundt...

Klokken ringer omkring 7 om morgen. Det er tirsdag,
Vi står på Nørreport station.
Der er ikke helt fyldt endnu, men folk begynder at dukke op. På vej steder hen.
På vej på arbejde. På vej til møder? Måske bare for, at være et sted?

En mand går rundt blandt alle de andre.
Han har en ren uld-frakke på, en ren skjorte, et par nye bukser, et ansigt der vidner af et hårdt liv, et øjenbryn der er flækket og et hår der er friseret. Måske er det fedtet, måske er det vokset?
Han leder efter en smøg.

Der står en kvinde på Nørreport station. Med dreadlocks, mærkeligt tøj og opmærksomme øjne.
Han spørger hende, som alle andre: Har du en smøg?

Kvinden kan ikke andet end at sige nej. Hun har ingen cigaretter.
De kigger hinanden i øjnene et øjeblik. Manden smider lidt skrald ud på skinnerne og svarer:
"Det er også godt det samme. Det er godt unge mennesker ikke ryger. Så mangler vi bare, at afgifterne på spiritus bliver sat op så de heller ikke drikker længere".
Den unge kvinde ser på ham. Svarer ikke med ord, men er der.
Lytter.

Manden føler sig ikke afvist og fortsætter:
"Jeg har ligget i snaps i knap 40 år....
Jeg har det ikke særligt godt".

Han kigger ned i gulvet og rækker sin hånd frem. Den ryster.

Kvinden ser fra hånden til manden;
"Du har abstinenser hva? Har du noget sted at sove?"

Idet løsner der sig noget inde i manden. Kvinden foran ham er ikke bange eller skræmt. Hun ser ham.
Hun møder ham. Kigger ham igen direkte ind i øjnene. Nej, han har intet sted at sove.
Han fortæller om det sted han kan hente rent genbrugstøj. Han rækker ud efter hendes hår. Hans stemme svinger i følelsernes leje. De er sammen. Lige der.
Midt i mylderet.
De griner lidt sammmen.

Højtalernerne gjalder ud. Hun kigger imod skærmene.
Lægger sin hånd på hans skulder.
Han gisper, kort. Nærmest uhørligt. Men hun mærker det. Er han ikke vant til, at folk tør røre ham?
Hun må afsted. Folk venter på hende.
Hun er sygeplejerske. Der er folk der har brug for hende.
Hun må sige farvel.
Han har været indlagt for kort tid siden. Har mødt søde sygeplejersker. Det er er ok for ham, at hun må afsted.
Da hun står på toget, står han stadig på perronen men den ene hånd for hjertet.
Dørene lukker. Toget kører.
De ser på hinanden. Så kort et møde.
To mennesker der så hinanden.
Øjnene følges så langt de kan, men alt for snart kan sygeplejersken kun se betonvægge.
Væggene bryder kontakten og hun sætter sig i sædet og forbereder sig til de næste 3 døgns uafbrudt arbejde.

Håber han finder sin vej.
Håber han finder lykkken,
Ærgelig over, at hun ikke kan tage alle mennesker med i inderlommen og bare beskytte dem.

...

Håber vi ses igen.
Du er med mig nu, du kære mand.
Jeg bærer på så mange. Der er også plads til dig.

I dag og i går - og de andre dage

I går drønede jeg rundt og vaskede vægge ned. "Nu skulle der fanme gøres rent og hvem gider se mere på de beskidte fingre alle steder og...".
Lige indtil jeg gik i stå.
Og så stod spanden der med kluden i og vandet blev koldt. Og jeg gik hen over den flere gange.
Det var en personlig fornærmelse, at den bare blev stående der og hånede mit energiniveau. "Troede du virkelig bare du kunne ræse derudaf?" kunne jeg næsten høre den vrænge, alt imens vandet blev koldt og krummerne og skidtet samlede sig i overfladen.
Så skrid dog!

I dag har jeg ondt i mit hoved. Har nok noget at gøre med den Ripasso jeg skyllede ned i en vældig fart i går aftes, i en mængde som mere voksne og fornuftige mennesker ikke ville kaste sig ud i en søndag aften.
Men hey, jeg skal jo heller ikke på arbejde, så hvad gør det.
Så sad jeg der i skumringen. I min sækkestol. Lidt flydt ud. Og gloede ned i mit vinglas mens jeg forsøgte at lade som om plottet i CSI var interessant og blev samlet lidt op af Dagdrømmeren der uddelte krammere og gode ord.

Da jeg senere gik ud og børstede tænder, skulede jeg til mig selv i spejlet og så at mine overarme tager tilløb til mormor-udseende. What! Som om jeg gider have det.

På mit arbejde taler de om mulighedserklæringer og møder. Og jeg orker næsten ikke at skulle op til lægen og forklare min sag. Og blive bedømt. Er jeg i virkeligheden syg nok, til at være hjemme i de resterende 6 uger af min arbejdstid, opsigelsesperiode og i forvejen 3 ugers planlagt ferie?

Ferie.
Ohh ferie.

Bare man en gang imellem kunne tage ferie fra sig selv.

Målet er nået

For 4½ år siden (husk, jeg har også været på barsel) var jeg til min første skoledag.
Ligesom da vi startede i gymnasiet, var de næste år nærmest uendelige. Målet syntes langt væk.

Nu står jeg på den anden side. Rejsen har varet for evigt og et enkelt blink.
Sidste stop på den planlagte rejse var min fest.
Og sikke en fest!
Hende her (der desuden var tækkeligt klædt på, og stanghamrende hot som altid) har netop i dag udtalt, at det føles mere som om hun har været i krig end til fest. Jeg tolker det som en god ting ;).

Jeg kan ikke vise jer særligt mange billeder, for jeg var alt for travlt optaget af at være til stede - hvilket jo også er en god ting :).

Men der var fantastisk mad i lange baner. Alle havde taget rigeligt med.

Der var kreativitet.
Jeg havde nemlig ikke dækket bord. Kun sat borde og stole op.
Til gengæld havde jeg lagt en masse papirsdug, vaser, blomster, lysestager og dimser og dutter frem. Herefter fik gæsterne besked på, at teame op omkring et bord og få dækket op.
Jeg kunne have gået i timevis og dækket op, men ca. 10 min efter gæsterne var sat i sving, var der dækket op til 50 mennesker. Vupti!!

Der var børn der hyggede sig.

Der var taler (ooh, sikke taler!). Den ene af dem kan I læse lige her, de andre har jeg i mit hjerte og på krøllet papir.
Der var flotte gaver (I skarn ;)), der kom i form af vin, blomster, en bog om lykke, sygeplejeur, emaljeskilt megamussel, smykker og en scrapbog - der udsprang fra den der tale I lige har læst :).

Den der scrapbog vil jeg gerne lige give lidt mere opmærksomhed.
Jeg så godt, at alle var dybt optaget af den på skift, men jeg ville ikke læse i den samme aften men gemme den til der var ro næste formiddag, så jeg kunne give den min fulde opmærksomhed.
Og OHH!! Hvor er jeg velsignet med gode mennesker! Jeg grinede og græd mig vej gennem bogen. TAK venner og familie!
Det er dog alligevel den største gave af alle. Jeres ord og tanker.
TAK TAK TAK!!! Den bog er dyrebar for mig.

Det værste ved den slags fester er, at de slut alt alt for hurtigt og de gode mennesker kører hjem igen.

Til sidst er der bare en hat tilbage, som jeg ikke nænnede at smide ud (ja, det blev sent!), lidt stille jazz på anlægget og skål reste-pasta der bliver delt af to.

Og det var den plan. Fra ende til anden.
Hvad så nu?

Siden sidst

Jeg ved det. Her er larmende stille.
Men tiden, for pokker. TIDEN. Jeg har tidsrøvere på spil.

Nåmen, jeg kan da fortælle at jeg har fået job (Hell yeah!!). Min karriere som arbejdsløs varede 9 dage :P.
Behøver jeg, at fortælle hvor meget jeg glæder mig til, at starte? Nej vel.

Nogle gange er det lidt pudsigt som tingene sker.
Da jeg startede på sygeplejeuddannelsen var jeg meget interesseret i psykiatrien. Så kom jeg ud i en dårlig praktik og jeg forsvor mig, at jeg nogensinde skulle arbejde deri, for det var vist alligevel ikke noget for mig.
Men når jeg kigger tilbage på mine opgaver, så har alle et psykologisk/psykiatrisk aspekt. Uden, at jeg aktivt har valgt en rød tråd gennem dem så handler de alle om forskellige sider af mestring.
Mestring af kriser, mestring af smerter, mestring af livet.
Og hver eneste gang har der sneget sig noget psykologi ind over.
Jeg kan åbenbart bare ikke lade være. Men hvis man tænker over det, så er psykologi jo essentielt i enhver situation.
Den måde vi agerer på, den måde vi opfatter verden på, den måde vi udvikles på, den måde vi taler med hinanden på. Jeg kunne blive ved.
Men psykiatrien. Arjj jeg ved ikke.

Og pludselig 1-2-3 så tog livet mig lige med ud på en lille køretur, og nu skal jeg arbejde som miljøterapeut sammen med unge mennesker med psykiatriske diagnoser. Og jeg glæder mig HELT vildt!

Men inden da. I morgen. Der skal der festes så det synger i knoglerne.
Jeg holder min store "yeah jeg gjorde det sgu" dimissionsfest med en hulens masse fantastisk dejlige mennesker.
Så lige du drikker jeg kaffe (tidsrøverne levner heller ikke tid til søvn), vasker tøj, gør rent, hører høj musik og skriver huskesedler - som jeg glemmer hvor jeg har lagt.
Og fniser forventningsfuldt ved tanken om i morgen.

Der var jeg jo....

Synne, 31 år.

Nyligt uddannet sygeplejerske.

Status.

Engang fik jeg mit 2. barn.
Engang fik jeg en depression.

Engang drømte jeg om babyer der brændte, om skrig igennem flammerne. Om en mor der ikke kunne hjælpe.
Engang frygtede jeg, at jeg ville slå mit barn ihjel.
Engang turde jeg ikke forlade mit barn mens det sov, for tænkt nu hvis det forlod denne verden mens jeg kiggede væk.

Engang fik jeg den hjælp jeg ikke formåede at bede om.
De så mig og hev mig ud. Selvom jeg protesterede og negligerede.

Engang fik jeg det langsomt bedre.
Engang kunne jeg pludselig gå på gaden uden lyst til, at kaste mig ud foran bilerne.

Engang surfede jeg på nettet på jagt efter resten af mit liv.
Engang opdagede jeg sygeplejefaget.

I dag har jeg fået barn nr. 3.
Ingen depression. Ingen drømme om ild.
Til gengæld en mor tilbage til studiet fra orlov og en far hjemme på barsel.
Til gengæld en masse selvudvikling.
Til gengæld et eksamensbevis og en autorisation til, at have andre menneskers liv mellem mine hænder.

What the fuck!

Til gengæld en forestående  jobsamtale til et job jeg VED jeg vil kunne gøre en forskel i.
Ikke fordi  jeg er erfaren. Ikke fordi jeg er hård. Ikke fordi jeg vil gå gennem det uden at fælde en tåre eller to.
Men fordi jeg er mig. Og jeg har hjertet med mig.
Resten kan jeg lære. 

Dimission

Så nåede vi endelig til dagen.

Dimission.

Overrækkelsen af vores DSR emblemer. Taler. Eksamensbeviser. Følelser.

En rejse er slut.

Det kan godt være en kamp at bliver sygeplejerske! Ahem ...

Fællesbillede

Eksamensbevis

Tak for kampen smukke! <3

En lille lykkelig tåre

Matias havde været meget bekymret for hvordan det gik med hans mor i fredags.
Da vi kom hjem gemte han sig på værelset og jeg måtte IKKE komme ind.
Til sidst smed han en kuvert ud af døren med denne tegning indeni.

Må man godt tude en lille smule af stolthed og lykke over, at have sådan en vidunderlig søn?

Det brænder på.

Bachelor!

Det er det der fylder det meste af mine vågne timer for tiden.
Læse, skrive, diskutere, interviewe, skrive, slette, flytte rundt, skrive, diskutere, lære.

Det er nu jeg skal samle de sidste 3½ år til et samlet værk der siger "Se hvad jeg kan".
Forventningerne er høje, for i den bachelorforberedende opgave de kalder 2. ekstern ramte jeg loftet af karakterskalaen da jeg skulle forsvare den til eksamen.
Så jeg skal ikke særligt meget under ved denne eksamen før jeg vil kunne mærke skuffelsen hive i mine nakkehår.

Jeg har en jobansøgning ude og hænge. Jeg vil SÅ gerne have det job (så ring dog og kald mig ind til samtale!), men det er en barsk afdeling.
Tør jeg i virkeligheden? Kan jeg?
Kan mit sensitive væsen overleve, at være et sted hvor børn ikke altid overlever?

Hvis jeg ikke får det, eller et af de andre få jobs der bliver slået op, så står arbejdsløsheden og byder mig velkommen med åbne arme til februar.
Det er nedslående at vide, at derude på de danske hospitaler styrter mine kollegaer rundt og slider sig selv ned, mens jeg bare kan sidde og glo på mit tv.
Og hvor skal jeg gøre af al min motivation? Alt den viden som jeg er SÅ klar til at komme ud og bruge og lave om til praktisk håndelag.
Det er vildt at tænke på, at da jeg startede på mit studie blev vi lovet guld og grønne skove. Nu er der kun jobansøgninger fra Grønland i vores fagblad.
Jeg tror det vil være lidt svært at nå hjem til aftensmad fra Nuuk. Jeg siger det bare.

Jeg er presset og stressen lurer lige der rundt om hjørnet. Men jeg er også motiveret.
Motiveret for, at presse det sidste ud af det her studie og hive det i land med en tilfreds følelse af "jeg gjorde det sgu" og ikke mindst motiveret for at få det job.
Fandme!

Back to school

I dag stod den på skolegang. Første skoledag efter sommerferien. Og en af de sidste!
Vi har små to ugers bachelorforberedende undervisning lige nu, og herefter vender vi først tilbage til skolen når vores opgave skal afleveres og igen når den skal forsvares *gys*.

D. 31/1-2011 bliver min dimissionsdag. Den dag jeg får overrakt min nål og mit eksamensbevis.
Wow ... det er vildt at få en dato på.
Det er faktisk lige om lidt. I de sidste 4½ år (jeg har jo også været på barsel ;)) har jeg gået rundt i en studieboble. Eksamener, lektier, praktik, deadlines .....

I lang tid troede jeg, at følelsen af, at være en "rigtig" sygeplejerske aldrig kom til mig.
At følelsen af, at være klar til at hoppe ud i virkeligheden aldrig ville komme.

Men nu mødes enderne endeligt. Jeg er klar!

Og billederne i indlægget her? Det er skam endnu en skat fra min hemmelige vejside blomstersælger.

Jeg kan RIGTIG godt lide at gå fordi hendes hus ;).

P.s. Besparelserne er nu også kommet helt ud til sygeplejeskolerne! Skolen må nu ikke længere ansatte nye hvis der er nogen der forlader os.

Og vores dimissionsdag, den er uden pårørende for vi skal spare og der er ikke plads til 3 hold + deres familie i skolen egen kantine.

Fanme nej siger vi!! Vores familie har tage et lige så stort slæb som os igennem disse år.

Jeg vil have dem med når jeg får min belønning!

Så hvis I kender nogen der har et stort sted i Slagelse midtby hvor vi må være d. 31/1 i dagtimerne, så skriv lige ik´.

Vi sætter gerne plaster på nogen som tak for lån ......

En opvreden kaklud ..

Ekko, KAG, Stemi, N-Stemi, EKG, Bradycardi.....

Jeg kunne blive ved og ved.
Jeg er startet på hjerteafdeling!

Efter 2 dage føler jeg mig som en opvreden karklud. Min hjerne er på overarbejde for at huske det hele.
Det her er reelt set den sidste praktik inden jeg skal ud på egne vinger. Vildt fedt og vildt skræmmende på samme tid.
Jeg er snart en helt vaskeægte sygeplejerske.

Mit vækkeur ringer kl 04:50, min bus kører kl 06:12, min mødetid er fra 7:15-15:30. Herefter kører min bus hjem igen kl 15:41 hvis jeg er så heldig at nå den.
Hjemad skrumler vi alle og mange taber hovederne rundt omkring. Undtagen mig. Jeg hækler, læser, syer lidt i hånden (og føler mig en smule gammel når skoleeleverne glor på mig og mit håndværk ;)).

Jeg er TRÆT! Men jeg er glad. For det er vildt spændende at være der hvor jeg er i praktik nu.

Jeg elsker mit fag!