Siden sidst

Jeg ved det. Her er larmende stille.
Men tiden, for pokker. TIDEN. Jeg har tidsrøvere på spil.

Nåmen, jeg kan da fortælle at jeg har fået job (Hell yeah!!). Min karriere som arbejdsløs varede 9 dage :P.
Behøver jeg, at fortælle hvor meget jeg glæder mig til, at starte? Nej vel.

Nogle gange er det lidt pudsigt som tingene sker.
Da jeg startede på sygeplejeuddannelsen var jeg meget interesseret i psykiatrien. Så kom jeg ud i en dårlig praktik og jeg forsvor mig, at jeg nogensinde skulle arbejde deri, for det var vist alligevel ikke noget for mig.
Men når jeg kigger tilbage på mine opgaver, så har alle et psykologisk/psykiatrisk aspekt. Uden, at jeg aktivt har valgt en rød tråd gennem dem så handler de alle om forskellige sider af mestring.
Mestring af kriser, mestring af smerter, mestring af livet.
Og hver eneste gang har der sneget sig noget psykologi ind over.
Jeg kan åbenbart bare ikke lade være. Men hvis man tænker over det, så er psykologi jo essentielt i enhver situation.
Den måde vi agerer på, den måde vi opfatter verden på, den måde vi udvikles på, den måde vi taler med hinanden på. Jeg kunne blive ved.
Men psykiatrien. Arjj jeg ved ikke.

Og pludselig 1-2-3 så tog livet mig lige med ud på en lille køretur, og nu skal jeg arbejde som miljøterapeut sammen med unge mennesker med psykiatriske diagnoser. Og jeg glæder mig HELT vildt!

Men inden da. I morgen. Der skal der festes så det synger i knoglerne.
Jeg holder min store "yeah jeg gjorde det sgu" dimissionsfest med en hulens masse fantastisk dejlige mennesker.
Så lige du drikker jeg kaffe (tidsrøverne levner heller ikke tid til søvn), vasker tøj, gør rent, hører høj musik og skriver huskesedler - som jeg glemmer hvor jeg har lagt.
Og fniser forventningsfuldt ved tanken om i morgen.