mandag den 13. oktober 2014

"Kunst"



Er der andre end mig, der har det svært ved at hænge sin egne ting op?

Og ikke mindst svært ved, at kalde sine egne ting for kunst.
Hvad er kunst i øvrigt?
Er det, at udstille hundelort i glas?
Er det, at vente til man har brugt mindst tusinde timer på, at øve hver en streg for man viser det frem?
Hvem skal man være, før man kan kalde sig en kunster?

Nå, men jeg øver mig rigtig meget i, at se mine egne ting som de små stykker af, ikke blot kreativitet, men som de stykker kunst de faktisk er. Så nu har jeg taget to af mine tegninger, sat dem i glas og ramme og sat dem op ude i det rum vi er mest i.
Og jeg øver mig i, at se det gode og det der er lykkedes når jeg kigger på dem, frem for at minde mig selv om aalt det der kunne være bedre.

Jeg er dybt inspireret af mine egne børn, mine elever og andre børn jeg får lov at observere midt i deres skaberproces. De er ikke hæmmet af "godt nok" (selvom de ikke skal være særlig gamle før det starter. Hvor vover vi voksne!). De lader hånden føre vejen og vælger farver intuitivt. Og hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tegne som dem.
Der er magi i deres tegninger, magi som vi voksne kun kan forsøge at gøre efter i et lidt halvfladt udtryk.

Så jeg øver mig også i, at lade hånden føre.
At se magien.
Nogle gange viser den sig i glimt og jo mere jeg øver mig, jo flere glimt får jeg at se.
Jeg kan ikke tegne som et barn. Det er heller ikke meningen, at jeg skal gøre det. Jeg er jo ikke længere et. Jeg skal tegne ud fra den jeg er. Lade lidt af mit indre skinne igennem.
Vise gennem mine streger hvordan verden ser ud med mine øjne. Lade dem udvikle sig.
Og ikke mindst, have tålmodighed med mig selv, når jeg intuitivt forstår hvor jeg er på vej hen, men hvor mit indre blik er længere fremme end jeg har øvet min fysiske krop til at kunne formidle på papir.

Og så kigger jeg igen på mine tegninger gennem mit lag af magi og så synes jeg faktisk godt om det jeg laver,
Jeg laver nemlig kunst. Basta!

onsdag den 8. oktober 2014

Doodles



De der små finurlige tegninger der gror ud af ens hånd, ofte mens man laver noget andet.

Den kreative proces er en sær størrelse.
Den kan ikke tvinges frem. Den bestemmer selv.
Man kan måske lokke den frem, hvis man allerede har brugt meget tid sammen.
For det er lige som om, at jo større mængder den kreative proces har fået god opmærksomhed, jo bedre og mere villigt opfører den sig også. Jo nemmere lader den sig lokke frem, eller står klar når man skal bruge den.

Den kreative proces er også 'flow'. Der hvor tiden står stille og ingen andre tanker maser sig på.
Mylderet holder op og der er stille. Der er kun stregen og hånden der intuitivt bevæger sig over papiret.


Pludselig tager jeg mig selv i at vågne op med et sæt, strække fingrene, trække vejret dybt og kigge forundret ned på det der er kommet frem på papiret.

Jeg ved ikke helt, om det var mig der tegnede dem eller dem der lod sig tegne af mig.
Frem kom de ihvertfald. Og nu bor de her på hvert sit stykke papir.


søndag den 31. august 2014

Eventyr tiden i klassen

Den første uge var der spredte udbrud: "Åh nej, eventyr er kedeligt".
Og jeg blev nervøs. Nervøs for, om jeg, blot ved hjælp af en stemning, et tændt stearinlys og min stemme, kunne bringe mine elever den dybe gamle visdom, gemt i folkeeventyrerne.

Men hurtigt gik det op for mig, 'kedeligt' betyder svært.
Det er svært for mine bybørn at lytte - og kun det. De er vant til stimuli af alle slags; interaktive mobiler og tablets, tv film hvor Snehvide er for evigt printet ind på vores nethinde som en sorthåret skønhed i blå kjole.
Alle billeder er leveret, færdige og med en lille sløjfe på; værsgod, ingen grund til at anstrenge sig her.

De har set hele verden allerede inden de begynder i skole og kommer til, at kunne og vide meget mere end mig, inden deres liv er slut - gudskelov for det, i øvrigt.

Hvordan skal jeg så kunne sidde der og fortælle et lille bitte eventyr og forvente, at de lytter?

"Har du ikke nogen billeder, Synne?"

Vi skal vænne os til, at kigge indad, mens historien udfolder sig. At se, hvordan vores indre øje laver sin egne billeder af helten der frejdigt går ud af landevejen, på vej ud i verden.

På denne måde, kan jeg også fortælle historierne præcis som de blev overleveret og ikke i en halvtam version, lavet i bedste mening til børn, hvor livets prøvelser er taget ud og hvor eventyret mister sin opdragende effekt.
Jeg kan fortælle således, at Trolden netop ér den fæleste af dem alle og så hæslig, at man næsten bliver hvidhåret af skræk, blot ved at se på den.
For børnenes egne indre billeder bliver aldrig mere uhyggelige end de kan følge med i deres små sjæle.

Vi må godt gyse. Vi skal gyse når det hele bliver uoverkommeligt og vi slet ikke aner hvordan det dog skal gå.
Men de historier der bliver fortalt af voksne fra en skærm, med special effects, passende baggrundsmusik og et monster i HD der bliver kastet lige ud i armene på de små, dét kan de ikke altid tåle.
Der passer det ydre indtryk ikke til det de selv vil kunne frembringe af indre billeder og der bliver de ægte bange!

Så vi øver os, nede i klassen, på at lytte. Og ved I hvad, det går faktisk rigtig godt!
De kan nemlig godt, på trods af oddsene. De er små, viise mennesker der kan mærke, at dette er vigtigt. Jeg vil ikke kunne spørge dem om det, for deres intellekt kan ikke formidle det for dem, men deres hjerter kan mærke det.
Og jeg kan mærke deres hjerter banke når jeg fortæller.


torsdag den 28. august 2014

Guldkorn

Citater fra denne uge i 1. klasse - og blot deres 2. uge i skole:

- Efter eventyr, hvor jeg fortalte 'Hans og Grethe'; "Hvorfor var moderen ond? Jeg synes ikke hun var så ond. Hvis det ikke havde været for hende, så havde de jo aldrig fundet skatten".

- Vi talte om kys. Jeg giver gerne mine elever et kys på toppen af hovedet i håret eller i panden (det er kun mor eller far der kysser på munden). Jeg fortalte dem, at kys er små stykker kærlighed som læreren kan sætte på børnene - hvorefter et af de børn jeg har været lidt bekymret for om jeg kunne nå ind til, kom over og gerne ville have sat et stykke kærlighed i sit hår.

- Efter eventyr, hvor de havde fået lov, at knytte videre på deres små armbånd fra gårsdagens håndarbejdstime, mens jeg fortalte. En af de hurtige elever, der havde knyttet flere allerede, kom op til mig: "Synne, jeg har lavet en gave til dig" (tænkepause, mens vi kiggede i tavshed på det fine armbånd), "jeg har knyttet eventyret ind i det".

Jeg kan rigtig, rigtig, RIGTIG godt lide mit job!
Jeg har aldrig været så træt i hele mit liv, men det er ligesom om det ikke rigtig betyder så meget.

fredag den 22. august 2014

Uden faldskærm eller sikkerhedsnet!









18/8 var skæringsdatoen.
Der hvor det var slut med at drømme, slut med kun at forestille sig.
Kl. 10, mandag d. 18/8-2014 sad der en flok børn på en bænk, i en sal, ude på Amager. Det var deres første skoledag og de var SÅ klar og spændte!

Det var deres lærer også.

Måneders undren, overvejelser, tvivl, hårdt arbejde, planlægning, indre arbejde og meget meget mere, kulminerede på denne dag, hvor vi mødtes helt rigtigt.
Vi havde tyvstartet over et par gange. Først i SFOén hele sidste år da de hed Børnehaveklasse og jeg øvede mig på skolelivet som SFO pædagog - og så en enkelt gang som lærer og elever inden sommerferien (Kæpheste dagen har jeg før skrevet om, lige her).
Men denne gang var der ikke mere "lige-ved". Det var nu det gik igang.

Klasseværelset var sat i stand (det var så dén sommerferie), buketterne bundet, eventyret lært udenad.

Det var nu jeg tog springet, ændrede drastisk retning.
Sagde endeligt farvel til sygeplejersken og goddag til lærerinden.

Nu er første uge slut og jeg har knoklet! Min klasse har ikke forladt mine tanker mange øjeblikke.
Klokken blev både 22 og 22.30, mens jeg stadig forberedte mig til næste dag, skrev mails til forældre eller strikkede på årets første fødselsdagsgave.
Nye tvivl, nye overvejelser, ny planlægning overtog den gamle i glidende overgang.

Min klasse og jeg, vi lærer vores vej i skolen sammen. Vi øver os allesammen i, at gå i skole.
Jeg forsøger, at lære dem lidt om livet, universet og alt det der (her i starten øver vi os dog mest på at tie stille når læreren taler og binde snørebånd) og de lærer mig noget om, at være menneske.

Det er SÅ vildt! Og jeg ELSKER det.
Hvem havde set dén komme?


LinkWithin

Related Posts with Thumbnails