Hulestuen på toppen af verden.

Vi er langsomt ved at få gjort det til vores eget, heroppe under skyerne. Det første der er tæt på, at kunne kaldes færdigt er stuen.

1)Vi har bevist valgt sofaen fra og istedet indrettet et hyggehjørne med plads til at flade ud.
Gulvlampen er min aften-strikke lampe, når det bliver for meget med loftlys men for lidt at skulle strikke til stearinlys og tv.

2) Jeg fik endelig fat i noget dragepapir hos Solspejlet. De er i øvrigt ikke kun netbutik, men har en fantastisk hyggelig butik på Frederiksborggade, som vi havde den glæde at besøge i weekenden.

3) Kamilles legehjørne, med de nyerhvervede bjørne som hun købte hos Solspejlet.
Jeg bliver tit overrasket over deres valg, når de selv får rundt og kigger med penge på lommen.

4) Her i weekenden fik jeg afbarket den lange gren vi har haft liggende og tørre og vi fik hængt gardiner op. Jeg er vældig tilfreds med resultatet - og ikke mindst at kunne trække gardinerne for, så jeg ikke føler at jeg bor i et akvarie!

Lørdagssysler .. og noget om filosofi.

"Seee, der er sket noget med vores senge"

"Puden er helt blød og dynen er varm"

"Se mor. Er det ikke fint?"

"Fortæl mig et eventyr, mor"

"Moar, hvad er Gud?"

"Far, er der en Gud? Sidder han på en sky?"

"Ser Gud alt hvad vi laver?"

"Bliver Gud nogensinde træt?"

I *heart* weekender.

Efter endnu en travl uge er det velsignet, at vågne op til langsom weekend.

Langsomme kram.
Langsom morgenmad.

Rolige børn der nyder nuet.

I dag kan resten af verden passe sig selv. Vi huler og nyder hinanden.

Som en høne uden hoved..

Jeg troede lige jeg var blevet sådan en der bare fik styr på både gamle regninger, tjeck på budgettet, liiige gad lægge sokkerne sammen, vågnede tidligt og var ikke halvdød men.... frisk?
Tysk effektivitet og en enkelt snerrende bemærkning eller to (eller tre). Men nårhja, der er vel en pris for alting. Også effektivitet.
Eller har jeg begyndende stress? Åhnej, jeg vil ikke have stress. Jeg har ikke tid til at have stress!
Hvad med alt det jeg skal nå...

*løbe rundt*

Så kom jeg til, at kigge ud af vinduet her til aften og så gav det hele mening.
Jeg er helt lettet og kan pludselig se frem til at kende mig selv igen om et døgns tid.
Kommer der noget godt i tv i morgen?

Er du der stadig?

Jojo, jeg er her skam stadig. Er I?

Hvorfor jeg ikke blogger så meget?
Jeg hænger i med børn der reagerer på det bratte skift til København fra landet, med alt hvad det indebærer. Der skal omsorg og tid til, masser af tid.
Der er også noget med et job der kræver sin kvinde.
Og noget med et system (mit) der trænger til hvile for at kunne følge med.
Men det er ikke fordi jeg sådan pludselig er holdt op med at tænke tanker. Jeg har min lille notetsbog med mig overalt og jeg kan godt findes i metroen, godt bøjet over min bog for liiiige at skrible et par tanker ned.
Måske det snart bliver til nogle seriøse indlæg igen? Måske et par sange? Måske bare skriblede tanker på slidt papir.

Når jeg ikke hviler eller skribler eller arbejder eller kysser på børn, så kunne jeg godt finde på at løbe rundt i cirkler med begge hænder over hovedet, med dette nummer skruet helt op (og gud hvor har jeg dog tit lyst til det, lige der midt i morgenstivheden i metroen. Men jeg tør ikke! Det ville iøvrigt også se ekstra dumt ud når jeg selv er den eneste der kan høre musikken i mine små hovedtelefoner.):

P.s. Det halstørklæde som min store søn bestilte, dengang det stadig var bidende koldt, det er snart færdigt.

Lige i tide til foråret.

We didn´t start the fire...

Der brænder en ild i mig.
En ild der til tider ulmer og til andre tider buldrer.

Min verden er så modsætningsfyldt for tiden.

I mine arbejdstimer går jeg mellem folk, der er kommet til et sted i deres liv hvor de ikke kan andet end at vælge flugtvejen igennem stofferne frem for mad. Hvilket gør mad et utroligt stort samtaleemne blandt beboerne.
Flere af dem får kun mad de 4 gange om ugen der er mulighed for at få mad igennem bostedet.

Jeg har startet en vagt med hjertemassage.
Jeg har afsluttet en vagt ved, at have flere betjente til at slæbe en stofpåvirket afsted.
Jeg har set en vagtlæge møde op med 6 betjente - 4 af dem kampklar med skjold - fordi der var en beboer der muligvis skulle indlægges i lukket regi på røde papirer.
Jeg kan komme til at tænke om den vagtlæge, at han var et skvat.
Jég har en telefon jeg kan trykke på som ringer alarm hos mine kollegaer. Ofte er vi to kollegaer - til tyve beboere! Nogle gange har jeg også mine strikkepinde jeg kan prikke med, hvis det skulle være... Så skal de nok høre efter.
Bagefter kan jeg også komme til at tænke over, om mine egne grænser måske egentlig ikke er dem der bør ses efter?

Min dejlige mand fulgte intenst med i nyhederne da den stakkels pædagog blev myrdet af en beboer for ganske kort tid siden. Han sagde ingenting men kiggede bare på mig.
Han behøvede ikke sige noget.
Men så er det også jeg ved, at jeg ikke er i stor fare. For jeg holder af dem. Og det ved jeg de kan mærke.
Jeg både får og giver en krammer - til nogle. Til andre er den der hånd på min skulder alt hvad jeg behøver for at vide hvad de egentlig vil sige.
Vi kan skændes. Vi kan endda råbe lidt. Der kan være brug for, at jeg lige går et andet sted hen og lader dem være med deres følelser en stund og så kan vi tale lidt senere.
Der er opture, nedture, gode dage og røvdage.

Når jeg har fri går jeg fra den verden, direkte ind i en verden af eventyr og tryllestøv når jeg henter mine børn i deres utroligt dejlige og beskyttede verden på steinerskolen.
En verden hvor pinde forvandles til alskens ting, der spises hjemmebagte grovboller og råkost. Og der er altid en bolle til dem der kommer forbi. Uanset hvem de er.
Hvor de voksne er varme og glade og børnene smurt ind i mudder.
Æstetikken er i højsædet og der er smukt hvorend jeg vender mig.
Glade ansigter, glade tegninger.
Jeg får gåsehud af glæde.
Og jeg håber, at børnene holder glæden i sig for resten af deres liv.

I går stod jeg til forældremøde i børnehaven. Vi havde skolens eurytmist med for at vise os hvad vores børn laver når de har eurytmi.
Så stod jeg der og hoppede den lille reje mens jeg opdagede, at jeg stadig havde blod på både skjorte og bukser fra en beboer vi måtte sende akut afsted med ambulancen...

Modsætningerne i mit liv skaber en trodsighed i mig.
Forleden gik jeg på strøget og måtte holde fast i mig selv, for ikke at stoppe et vilkårligt sted og få lavet en piercing. Bare for at give "dem" fingeren.
For at gøre noget. Give udtryk for noget oprør...
Desværre tror jeg ikke rigtig "nogen" ville lægge mærke til noget og den eneste jeg reelt ville give fingeren var min egen økonomi. Så jeg nøjedes med, at købe en lækker burger med chili og guacamole og hjælpe en gammel dame på toilettet (altså, bare ind af døren, ik´).

Der er en tekst der har kørt på repeat i mit hoved de sidste dage.
We didn't start the fire
No we didn't light it
But we tried to fight it.

Hvis jeg nu henter Dagdrømmerens trommestikker, skruer op og trommer med på tastaturet, vil du så tromme med mig derude og råbe "WE CAN`T TAKE IT ANYMORE"?
Verdens absurditet er mig en evig gåde..

Mine steinerbørn om eftermiddagen.

Det kan der nemlig også være brug for, efter en hel dag fyldt med oplevelser.

Iøvrigt, hvis der er nogen af jer derude, hvis børn endnu ikke kender spiller Minecraft, så vil jeg på det varmeste anbefale det.
Det er ikke endnu et tomhjernet "skyd alt hvad du kan" eller den stil. Det er et spil hvor børnene skal bruge hovedet. Bygge byer op fra fri fantasi, overleve ved at finde føde, finde mineralet i jorden og meget andet.
Matias har bl.a. engang bygget et selvkørende vandingsanlæg til sine marker.
Man kan sagtens spille flere sammen, så drengene sidder med hver deres bærbare på Matias værelse og hjælper hinanden med at bygge og finde på.

En skovkonge, en smed og en papegøje!

I mandags kørte jeg i bus med en smed - og en skovkonge der mødte en havfrue fra sin klasse og dermed lige måtte løbe lidt rundt og vise hvor stor kongens bue var...

I dag afleverede jeg en papegøje, der fløj ind i børnehaven og gerne ville vise sin forslåede storetå frem for yndlingspædagogen.

Kostumerne er enkle.

Smeden har fået store overarme, ved at tage to trøjer uden på hinanden og derefter sy rundt langs skulderen, så trøjerne sad sammen der. Stoppe overarmene ud med dukkefyld og så håndsy rundt i ærmerne i hånden.

Farmor donerede et forklæde der fik en applikation på, som Matias selv tegnede.

Skovkongen har inderst:  fold et stykke stof så midten af folden er ved hovedet. Længden bestemmer i selv. Klip et hul til hovedet og sy langs kanten i begge sider. Husk ikke at sy hele vejen op. Armene skal kunne komme ud ;).

Kappen er der hundrede anvisninger på derude på nettet. Google er din ven ;).

Buen er købt.

Papegøjen gjorde jeg også så simpel som mulig. Det er min overbevisning, at når børnene stadig er så små som Mille er, så forsøger jeg at mindske deres bevægelsesmulighed så lidt som muligt.

Trøjen, gamacherne og den fede leopard-tylnederdel er alle fra H&M.

Vingerne så jeg første gang her, og har så bare lavet min egen version. Bl.a. sidderne vingerne fast med elastikker omkring skuldrene og håndled på min.

Giver mine anvisninger mening?

Uhhh... liveshow!

Så var der lige noget med endnu en bustur med tre eftermiddagstrætte børn.
I dag formåede Kamille, at råbe hele bussen op med sine krav om det ene sæde og det andet sæde, ikea, klapvogn, is, farmor, en tur til månen og en del andet, alt imens jeg fastholdt mit krav om, at enten sad hun på sædet ved siden af mig eller på mit skød og hun vred og snoede sig i protest.

Jeg så godt den gamle dame ud af øjenkrogen, i den ellers tomme bus.
Jeg så også hendes meget tydelige forragt for min datter, da hønserøven stod foran os og ventede på at skulle af. Hendes skulen og hendes hovedrysten var ikke til at tage fejl af. Men hun var dog ikke mere sikker i sin sag, at hun ikke turde kigge mig ind i øjnene.
Dog alligevel så meget, at hun blev ståene og kiggede - endnu hovedrystende og fuld af forragt - og kiggede på os da dørene smækkede og bussen kørte videre.
Og ja, det bed på mig! Jeg kunne mærke min puls stige og jeg havde mest af alt lyst til at råbe ukvemsord af hende!
Hvilket så resulterede i, at jeg steg rasende af bussen og trampede hen til vores egen opgang med to drenge halsende efter mig og en klapvogn der skramlede over fliserne (med en datter der nu lystigt vinkede efter bussen da den overhalede os).

Matias forduftede erfarent ind på sit eget værelse. Mille slog og sparkede alt hvad hun kunne komme i nærheden af. Og det hun var i nærheden af, var sin storebror der var blevet væltet omkuld i skolen og har slået hovedet.
Alt i alt en rigtig dejlig hjemkomst...

Men midt i det hele, så sad jeg pludselig på madrassen i stuen og havde opgivet det hele og håbede at min basketrætte datter mon snart faldt i søvn, da der lander en due på min altan.
En due?!
Ja, en due. Og så kom der en til.
Og de to dyb-snavede! Serious shit!
Og der gik live-show i den. Lige der 1.5 meter fra mig.
Jeg håber det var godt, for kort det var det.
Men bagefter nussede og puslede hun i hans fjerdragt. Han trak langsomt væk fra hende, men hun gik bare med, hen af gelænderet på min altan. Da han løb tør for gelænder fløj han og hun sad noget slukøret tilbage, indtil jeg kom til at røre på mig og hun flaskede væk også.

Så var det jeg tænkte:
Gamle sure gamle damer, der burde lære at opføre sig ordentligt, er der masser af!
Lad dem være sure.
Det er snart forår!

Hell yeah....

Og jeg får med garanti bedre sex end hønserøven.
HA!

P.s. Må løbe. Min datter er gået over til, at nikke skaller ud.

Voice - og jeg. Et eventyr i udvikling-

Engang tilbage i august tonede der en reklame frem på mit tv. Endnu en sangkonkurrence.

Jeg noterede mig det, men gjorde ikke noget synderligt ved det.

Den kom igen og jeg så den. Klikkede ind på hjemmesiden og læste om showet.

Surfede Youtube og så alt hvad jeg kunne komme til om programmet. Og jeg kunne lide hvad jeg så!

En dag optog jeg min video, svarede på alle spørgsmålene på ansøgningen. Uploadede min video og trykkede "send".

En anden dag tikkede en mail ind i min indboks: "Du er hermed inviteret til pre-audition på rytmisk musikkonservatorium".

Årh... mig?

Jeg lyttede til musik døgnet rundt derfra. Hvad pokker skulle jeg synge?

Kontaktede en lokal sanglærer og gik i skarp træning.

Dagen kom hvor jeg stod i kø med de andre ude på Holmen. Oppe på første sal blev der fulgt ivrigt med fra eleverne på skolen, ikke uden en del fnisen over de potentielle deltagere.

En lille smule hjertebanken.

4 søde auditionfolk og et kamera.

Sendt videre til interview.

Tiden gik. 

En dag ringede telefonen. Jeg var gået videre til Blind Audition!

Mig der ikke har arbejdet seriøst med musikken i 10 år skulle pludselig synge igen. For et publikum, for fire af Danmarks største stjerner og måske for resten af danmarks befolkning.

Gulp!

Kontrakten blev tilsendt. Læst igennem. Underskrevet og returneret.

Overvejede dér at lave en t-shirt med skriften "Proberty of Universal Music and Nordisk Film"...

Ventetid. Endnu en telefonsamtale hvor jeg fik min auditionsang tildelt.

Øve.

Til Værløse for kostumedag og interview. Ventetid. Sludre med andre af deltagerne.

Vente og forberede mig. 

Få hjertbanken.

Glæde mig.

Blive skrækslagen.

Men dagen oprandt. 

En dag midt i oktober var det min tur til, at tage turen til Værløse igen.

Optagedag.

The real deal!

Vente. 

Blive interviewet.

Glo på Morten Reesen.

Vente.

Hænge ud.

Vente lidt mere.

Bruge computerne og skrive et indlæg.

Og pludselig blive kaldt op. Nu var det min tur!

Alt mit overskud. Al min glæde. Al min selvtillid forsvandt i det øjeblik jeg trådte op på den scene.

10 år siden jeg sidst stod på en scene. Men der bakket op af mennesker jeg kender og stoler på omkring mig.

Her var jeg alene. Så uendeligt alene.

Bandet sad i graven bag mig. Lige foran mig var fire røde stolerygge. 

Lyset blænder, men jeg véd, at alle kigger på mig.

Det er nu!

Hjertet banker.

Kan jeg huske teksten?!?

Min krop tror, at jeg er i livsfare og sender store mængder adrenalin ud i mine årer.

Bandet sætter igang og jeg synger min sang.

Lukker øjnene og koncentrerer mig om, at høre min egen stemme derude.

I slutningen af andet vers, mod omkvædet er der stadig kun stolerygge.

Jeg bliver fustreret! Kom nu! Kan I ikke høre mig. Jeg står jo lige her!

Ved godt, mens tiden render ud, at jeg har holdt mig for meget til formen.

Angsten tillod ikke, at jeg virkelig viste mig.

Den sidste tone slutter. Jeg sænker mikrofonen. Eventyret er slut.

Prøver at stille skarpt på Liam der stikker mig et smil da hans stol vender sig.

Er ved at slå mine egne fortænder ud med mikrofonen, da han spørger til mit navn.

Jeg har endnu ikke fået helt kontrol over mine egne muskler.

Suk.

De giver hver især deres feedback. Rosen er mere end jeg forventede.

Og kritikken fair.

Vælter ud bag scenen igen og går direkte ind i armene på Dagdrømmeren. Alt imens et kamera stirrer på mig med sit dybe øje.

Når ikke at tænke en sammenhængende tanke før jeg får stukket endnu en mikrofon foran mig og spørgsmål om hvorvidt jeg er skuffet.

Skuffet? Nej da! Det her er mere end jeg drømte om.

Siger farvel og godnat og får et "Tak for godt humør", med på vejen.

Venter i publikumsområdet. Har venner i studiet der er kommet den lange vej for at støtte mig.

Kram og trøstende ord. 

En publikummer prikker mig på skulderen og forsikrer mig om, at hvis jeg nogensinde udgiver det album, så er hun køber af det.

Seriøst?! TAK, for helvede!

Kører ud af Værløse stationen for sidste gang som deltager.

Træt, glad, forundret, oplevelsesmæt. Det hele på en gang.

Jeg fik mit nye navn. Jeg fik tændt en gnist på ny.

Jeg fik endelig en tro på egne evner.

Sangkonkurrencer handler nu engang ikke om det potentielle talent, men om det talent man viser lige præcis i de minutter man er på scenen.

Udvikling tager den tid udvikling nu tager, og min har taget tid.

Jeg var tydeligvis ikke klar da jeg stod på den scene inde i Værløse, men jeg er dybt taknemmelig for den indsigt oplevelsen gav mig.

Musikken er i mig. Den skal nok finde vej. Når tiden er inde.

I aften sidder jeg og skal se semi-finalen i mit tv.

Overraskende mange semifinalister er fra den samme dag jég var til blind audition, hvilket selvfølgelig gør det endnu mere sjovt at følge med i.

Held og lykke venner. I styrer for vildt!!!

Vores vinterferie.

Jeg har en far og en mor 

de går på arbejde begge to 

for de skal tjene penge 

til mig og så min bror 

:// ...Men når min far kommer hjem 

så er min mor lige gået 

og når min mor kommer hjem 

så sover min far //: 

Jeg har en far og en mor 

der næsten aldrig er hjemme 

for vi har brug for penge 

til mig og så min bror 

// ...Men når min far kommer hjem 

så er min mor lige gået 

og når min mor kommer hjem 

så sover min far //: 

Jeg har en far og en mor 

som jeg ikke ser meget til 

de arbejder hele tiden 

for mig og så min bror 

// ...Men når min far kommer hjem 

så er min mor lige gået 

og når min mor kommer hjem 

så sover min far //: 

Jeg har en far og en mor 

der vil gøre alt for mig 

så vi kan få det bedre 

både mig og så min bror 

// ...Men når min far kommer hjem 

så er min mor lige gået 

og når min mor kommer hjem 

så sover min far //: 

Jeg har en far og en mor 

der hver gang det er søndag 

tar os med på nogen ture 

både mig og så min bror 

... når de holder fri 

laver vi noget sammen 

der er det jeg bedst kan li 

bare det var søndag altid

Titel: "Bare det var søndag altid"

Tekst: Poul Kjøller

Hjerternes dag, eller....

Det kan jo i princippet være hver dag. Det bør jo faktisk være hver dag.
Mennesket er historiefortællere og visse historier har fået større betydning gennem årene end andre.
I dag huskes den kære Valentine. Hjulpet på vej af blomsterhandlere og chokoladeproducenter.
Og så sneg min personlige mening om Valentines dag sig vist også ind...

I dag startede jeg som en lille tordensky. Men det er der ikke nogen der er tjent med, så noget måtte gøres.
Lidt læbestift med en besked til en hjertenskær og en datter der så mine balladestreger og også ville prøve min "læbestik".
Og så måtte jeg overgive mig og synes det hele var lidt sjovt igen.

"Picnik Show"

Create a free slideshow with Picnik!

Forandring.. #2

Mig med mit nye hår. Fanget midt i en solstråle, som skygge på en mur.

Forandring..

Jeg har tænkt på det længe. Lysten er kommet og gået i årevis.
Startede faktisk helt tilbage på efterskole, men så fik jeg travlt med at være voksen og jeg glemte det en del år.
Nu kravlede lysten frem igen og nu gør jeg det. I første omgang med mulighed for at fortryde, for nogle gange skal man lige prøve det af på egen krop inden man binder sig helt.

Ihh jeg glæder mig. Det bliver SÅ sjovt.

Nuff´ said... ;)