mandag den 25. maj 2015

Bloggen har fået nyt hjem

Jeg har lavet nogen justeringer i mit liv. Det går også ud over bloggen, der fremover har hjemme på http://synnejustesen.blogspot.dk/.

Jeg skriver mere om disse ændringer derovre.

Husk at opdatere dit bogmærke. Jeg vil så gerne have, at du bliver hos mig.

Kh,
Synne

torsdag den 14. maj 2015

Ansvarets byrde ... eller frigørelse.

Jeg lovede at skrive lidt mere om ansvar. Det er et emne der ligger mig meget på sinde for tiden.
Lige som Frygt, så har Ansvar kæmpe stor indflydelse på vores liv.

Vi har Ansvar for, at få betalt regningerne, - at give børnene rette mængde tøj på, - at huske mormors fødselsdag.
Ansvar for, at holde kærligheden ny og sexlivet aktivt, - at holde sig på stien, - at gøre det rigtige, - at holde livets toner rene.

Ansvar for, at holde den mentale balance på plads, når tyngden fra ansvaret tvinger os i knæ!

Ansvar er noget vi kan smide fra os eller noget vi kan tage på os.
Ansvar er noget vi kan bruge til at smide mudder med, at bebrejde med, eller fratage andre.

Vi kan dulme os væk fra ansvaret, med mad, alkohol, sex, tv, stoffer, sport ...
Eller vi kan se det i øjnene og mærke os selv. Vores kerne.

Det kræver mod, at tage ansvar for os selv. Ikke blot det materielle ansvar, men det fulde ansvar. For hele os. Hele mig.

For den jeg er.

At stå frem præcis som jeg er - med risiko for at blive valgt fra.
Men samtidig med, at jeg risikerer at bliver valgt fra, så opnår jeg også, at blive valgt til af dem jeg virkelig gerne vil have i mit liv.

Jeg er træt af, at satse på folk jeg ikke tør vise hvem jeg er til fulde. Relationer der falder sammen, fordi jeg alligevel ikke kan holde mig selv nede i længden.
Relationer jeg skulle have sagt fra over for allerede fra starten af, men ikke gjorde, fordi jeg var rædselsslagen for at bliver valgt fra og angst for at tage det forkerte valg.

At tage ansvar for os selv er også, at tage ansvar for vores skyggesider.
Vores skyggesider er de sider af os selv som vi skammer os over. Dem holder vi under vand som store badebolde. De må poppe op på et tidspunkt, for vi bliver udmattede af at skulle holde dem alle under overfladen på en gang.
Når vi bliver pressede stikker vores skyggesider sine hoveder frem.
Vi råber vores børn ind i hovedet, vi ser porno i mørket, vi slikker chokoladen i os og gemmer papiret nederst i skraldespanden, vi har stærke negative holdninger til noget vi dybest set længes efter.
Det vi ved vi gemmer på, men som vi ikke vil være ved.
Vores skyggesider.

Ironisk nok, har jeg erfaret, at det at holde sine skyggesider så voldsomt i snor også gør, at det indre lys også dæmpes og, at det egentlig ikke er vores skyggesider vi er mest bange for. Det er vores lys!
Vores skyggesider vifter mange af os gerne med.
Jo det er stadig tabu at have psykisk sygdom. Men det er om noget, faktisk værre at stå frem i sit fulde lys og potentiale.
Hvem tror vi vi er?
Så hellere forfalde til tomhed og mørke. Det ved man ligesom hvad er.
Nedgøre sig selv. Udstille sig selv.
Det er alligevel mest trygt. Så skiller man sig alligevel ikke rigtig ud.

Ikke fylde, ikke larme, ikke skinne.

Jeg er blevet træt af, at vade rundt i sorthed.
Jeg er træt af, at gemme mig under min dyne, gemme mig bagerst i køen, træt af at lade andre stikke af med præmierne fra arbejde jeg har lavet, fordi jeg ikke selv turde tage spotlightet.

Men det kræver benhårdt arbejde at lade mit lys skinne.
Der er så mange tankemønstre der skal ændres. Tankemønstre der har lavet dybe spor, fra at have løbet i de samme riller i så mange år.
Frygt har været medspiller til, at grave mine riller dybe.
Jeg skal både tage ansvar, med risikoen for netop at stå ... til ansvar, fuldt og helt, for mine handlinger og jeg skal gøre op med min frygt.
Når jeg tager ansvar, har jeg ingen andre at skyde skylden på og det er virkelig angst-provokerende.
Hverken min mere eller mindre lykkelige opvækst, regeringen, mine børn, tobaksfabrikkerne eller nogen anden.
Jég står til ansvar.

Shit!

95% af brændstoffet i en raket, bruges op inden den forlader atmosfæren. Resten af tiden skal der blot lidt til, at holde den igang,
Hvorfor siger jeg det, jo fordi den største mængde energi bruges når vi sætter igang.
Den største indsats kommer i det, vi beslutter os for, at ændre kurs.
Når vi tager beslutningen, at vi KAN ændre os.
Vi kan ændre tankemønster fra det negative selvhad til det positive.
Men ja, det kræver opmærksomhed og vilje. Og ikke mindst kærlighed til os selv.

Uha, kærlighed til os selv. Kan man det? Skal man det?

Ja det skal man.
Der er ingen der hjælper andre ved selv at være deprimeret, syg eller fattig. Der er ingen inspiration for andre at følge i, at du ligger under dynen og gemmer dig.

Det er så nemt at pege ud i vores verden og placere skyld. Det er så nemt at gemme sig.
Men ... når jeg skyder skylden på andre, så griber jeg den nemmeste løsning i verden for at bruge det jeg tænker om dig til ikke at tillade mig selv, at være den jeg virkelig er.

Og når alt kommer til alt, så er der nogen der vil elske dig og nogen der vil hade dig.
Og intet af det, vil have noget med dig at gøre.


onsdag den 6. maj 2015

Det lille væsen der sidder på dine drømme - Frygt!

Jeg er 35 år gammel, jeg har givet liv til 3 børn, jeg har taget en temmelig prestigefyldt uddannelse hvor mit højeste formål er, at redde andres menneskers liv, jeg har snart kobberbryllup, jeg har både købt og solgt et hus, jeg har vejet alt fra 60 kilo til 95 kilo, jeg har siddet i bestyrelse og taget beslutninger på andre menneskers vegne, jeg har taget rigtig mange kurser med fine navne, jeg er blevet slået hélt hjem et par gange men har rejst mig igen.
Jeg er der, hvor man ville sige, at jeg efterhånden har en god portion livserfaring.

Jeg er 35 år gammel og er er endnu ikke landet der hvor samfundet gerne vil have mig til, at være: på en solid karrierestige hvor jeg gør min pligt som en god borger.
Det kan jeg godt få rigtig meget skyldfølelse over. Især når jeg indkaldes til møde i jobcentret,

Jeg er 35 år gammel, dvs. statistisk set nærmer jeg mig det sted hvor næsten halvdelen af mit liv er gået og det er for nyligt gået op for mig, at jeg først er ved at lære hvad jeg selv har lyst til!
Hvad JEG har lyst til.
Ikke hvad jeg tror jeg kan høste mest anerkendelse ved, udefra.
Men hvad JEG vil.

Men, det skøre er, at for at vide hvad JEG vil, så skal jeg først lære mig at kende. Som 35 årig er det vel egentlig også ved, at være på tide.
Nu er jeg som grundvibration blevet indlært, at være et rimelig skeptisk menneske, forstået på den måde, at jeg ordner alting oppe fra mit stærke hoved, mit intellekt.

Jeg har været i terapi hos forskellige mennesker efterhånden, for jeg elsker at udfordre tankerne og jeg bruger gerne mig selv som forskeremne. Men det var som om alt det der terapi ikke rigtig rykkede. Eller jo det gjorde det jo, for det var hvad jeg havde brug for på det tidspunkt, men ...
Jeg kan argumentere mig baglæns ud af det meste og gå direkte ind i resten, så terapeuter sidder og tænker "wow", mens jeg selv aldrig rigtig har forladt min komfortzone: intellektet.

Men så mødte jeg min krop!
Det var ikke noget rart møde. Det gjorde ondt, det gjorde rigtig ondt!
For nede i min krop er jeg ude af min komfortzone. Jeg kan ikke styre det med mit intellekt når der ingen ord er.
Der hvor alle følelserne bor. De forbudte, de forhadte, de besværlige følelser!

Og jeg græd som pisket.

Men på et tidspunkt holder tårerne op og jeg så ud på verden igen.

Det gode ved tårer er, at de har en magisk evne til, at vaske tingene rene så man kan se lidt klarere igen.

Der indså jeg hvor bange jeg er. Bange for overvægt, bange for undervægt, bange for krig, bange for tårer (!), bange for at min mand ikke længere synes at jeg er lækker (lets face it; 3 fødsler. Jeg behøver ikke sige mere vel), bange for spøgelser (bogstavelig talt, hvilket er ret upraktisk da jeg er sådan et mennesker der kan mærke dem omkring mig), bange for at folk ikke kan lide mig, bange for at have for lidt, bange for at have for meget.
Bange for at VÆRE for meget! Fylde for meget! Være til besvær! Være for synlig og samtidig hamrende bange for, at blive usynlig.

Og så sad jeg der og var bange en stund. Virkelig bange.
Jeg turde ikke bevæge mig, af frygt for at den ydre skál der holdt de splintrede stykker af mit indre liv sammen, ville briste og så ville jeg ligge der i tusinde stykker og ville ikke kunne nå tapen til at lappe det hele sammen igen!

Men Frygt er en underlig lille fyr. Han ELSKER at regere i det underbevidste. Han kan lave så frygtelig meget ballade.
Men når man kalder ham frem - og man må gerne have svedige håndflader og hjertebanken mens man gør det, det havde jeg - så er han vitterlig kun en lille løjerlig fyr.
Lidt skæv og hengemt. Fyldt med sedler i lommerne hvor vores barndoms autoriters domme står skrevet på. Altid klar til lige at læse en op og hviske os det i øret.
Når han løber i skyggerne fra vores ubevidste, så lytter vi til hans hvisken. Frygt har vundet og vi stagnerer i angst og undskyldninger.
Det mest absurde er, at vi langt fra altid er klar over, at vi faktisk er bange og at det er Frygt der laver ballade.

Men Frygt er ikke uovervindelig. Overhovedet ikke. Han skal bare lokkes frem. Måske han dybest set også er bange for, at være usynlig og han derfor bliver nødt til, at lave så meget ballade?
Jeg har arbejdet hårdt på, at lokke min Frygt frem og han viste sig, at være et forhutlet lille barn der gerne ville have kærlighed og omsorg. Ligesom enhver anden skabning i vores univers.

Så jeg kunne vælge to ting:
- Bebrejde ham hans natur og give ham ansvaret for mine endnu u-udlevede drømme...
- Eller tage ansvaret for ham (og fra ham) og give ham så meget kærlighed, at han langsomt kan transformere sig til noget bedre.

Så jeg tog ansvar og jeg lærer ham at kende.
Jeg bliver stadig bange. Konstant!
Men det føles anderledes, for på en måde er jeg slet ikke bange mere.
Bange på en ikke-bange agtig måde.

Jeg har tusinde gamle vaner, som jeg skal støde ind i, en ad gangen. Stoppe op hver eneste gang og minde mig selv om, at der ingen grund er, til at være bange mere.
Jeg ser hvordan mine reaktionsmønstre var og mit ego - der er rigtig gode venner med Frygt - der råber og skriger: "Du skal være baaaaange nuuuuu!". Jeg ser hvordan jeg nu kan stoppe og og sige "Sikke noget pjat" mens mit ego danser sin panikdans.
Jeg kan transformere dem. Både reaktionsmønstrene, egoet og Frygt.

Ja man bliver temmelig udmattet, for det er benhårdt arbejde. Jeg tvinger mig selv til, at stå blottet foran mig selv - min værste kritiker.
Jeg er tvunget til, at få min egen respekt, min egen kærlighed.
To ting jeg har haft så nemt ved, at give væk til alle andre end mig selv.
Men nu giver jeg den til mig selv og det transformerer langsomt min Frygt om til mod.
Og dét er lige til, at blive sådan helt selvglad af.

Og ansvar, dybt og fuldt ansvar ... det grubler jeg lige midt mere om og så skriver jeg noget mere snarest.

Imellemtiden kan du jo undersøge hvornår der er, at Frygt læser sedler op for dig med budskaber der overhovedet ikke er dine eller har noget med dig at gøre.
På psykologsprog hedder det dine internaliserede stemmer.
Din mor der fortæller dig, at (...).  - Den dukker straks op ik?
Din far der forlanger (...)
Eller hvem der nu stod som autoritet i din barndom.

Frasen "Åh jeg kan bare høre min mor sige...", det er dine internaliserede stemmer og det er de negative historier Frygt har stående på sine små sedler.

Tænk over det ... ♥.

Vi ses derude i solskinnet.

Lys og kærlighed til dig.

fredag den 24. april 2015

Instagram


Der er temmelig stille på bloggen her.
Det er ikke noget jeg forventer bliver ved, for jeg har ord der må ud.
Transformationer i mit indre der skal beskrives.
Talestrømme der er alt for lange til Instagram.

Men, indtil jeg får fundet de rette ord, så slår jeg mig løs ovre på Instragram.
Kom og leg. Det er ret skægt :).

onsdag den 15. april 2015

Skal du med på kursus?

Jeg har lyst til, at reklamere i dag.
Ikke fordi jeg er blevet betalt for det eller endda engang opfordret til det, men fordi jeg synes det er nogen dejlige damer, der oven i købet har en masse klogt på hjertet der står bag dette kursus.

Det handler om antroposofi. Du ved, den filosofi og måde at tænke på, der ligger bag Steiner pædagogikken.

Det handler om vores børn. Denne gang de store af slagsen (de holder også kursus om de små nogen gange).
Jeg skal helt klart med, for min førstefødte er galoperende ind i nye tider hvor stemmen nok snart begynder at knække og det pludselig er blevet meget vigtigt hvordan håret sidder.
Altså, han er tween og godt på vej ind i den "frygtede" teenage-alder.

Hvordan håndterer man så det, på antroposofisk?
Jo, det er det de her dejlige damer ved en hel masse om, så jeg vil sidde klar med notetsblok og nyspidset blyant.

Jeg har godt set, at tilmeldingsfristen er i dag, men de dejlige damer har lovet mig, at hvis bare du skynder dig lidt, så går det at tilmelde sig stadigvæk.

Ses vi?






LinkWithin

Related Posts with Thumbnails