En lille lykkelig tåre

Matias havde været meget bekymret for hvordan det gik med hans mor i fredags.
Da vi kom hjem gemte han sig på værelset og jeg måtte IKKE komme ind.
Til sidst smed han en kuvert ud af døren med denne tegning indeni.

Må man godt tude en lille smule af stolthed og lykke over, at have sådan en vidunderlig søn?

Fææærdig!!

I onsdags kørte jeg den lange vej, gennem is og sne, ned gennem øen, for at overdrage vores lille hjertebarn.
Følelsen var fantastisk men nervepirrende. Er alle fejl rettet? Er den god nok? Nu kan jeg ikke gøre mere .. argghhh *panik*!

I går var vi til speciallæge med mellemstesønnen. Mere om det en anden dag.

I dag holder jeg fri. HELT fri.
Alene hjemme.
Stilhed og høj musik.
Dans i stuen.
Eftertænksomhed.

Weekenden byder på godt selskab og meget latter.

Og på mandag, på mandag tager jeg hul på eksamenslæsningen. Den sidste bakke jeg skal over.
Det er med bankende hjerte at jeg bestiger bakken. Den der bliver den sværeste, at stille tilfreds bliver mig. Ingen tvivl om det.
Jeg når toppen af bakken d. 21. januar hvor jeg skal til det sidste grønne bord, i forhåbentligt meget lang tid!

Såehh ... jeg prøver at holde en smule liv i bloggen her, men hvis jeg ikke lige får set forbi så tit, så er det bare fordi jeg sidder og bliver skeløjet med næsen dybt begravet i bøgerne.

Hende der bag skærmen

Kan I mærke, at jeg ikke er her, sådan helt?

Jeg kan.
Selvfølgelig kan jeg det. Jeg er jo inde i mig hele tiden, ved præcis hvilke døre der åbnes og hvilke der holdes lukkede.

Mit rum hvor jeg opbevarer de kloge ord og gode sætninger er vel besøgt for tiden. Gulvet er godt beskidt af alt den vaden ind og ud. Jeg forsøger i mange timer hver dag, at hente nye forsyninger til mit rum fra de bøger der ligger i stabler omkring mig, for blot at sende forsyningerne videre hen til det virtuelle stykke papir, der sendes frem og tilbage mellem min skrivepartner og jeg.

Det rum der huser stoisk ro og overskud er ved at være godt tømt. Der står kun en gammel kaffemaskine tilbage, der kæmper for at følge med. Det runger i rummet når den sprutter kaffe ud, for der er ingen bløde møbler til, at stoppe lydbølgerne fra at bølge frem og tilbage mellem vægge og loft.

De andre rum er mange, og jeg kan godt fare vild på min vej rundt mellem dem. Måske er det blandt andet fordi mit dejlige rum med overskud giver ekko når jeg træder ind i det?
Nogle rum er jeg desideret bange for, for tiden. Jeg kan stå med hånden på håndtaget og mærke. Forestille mig hvordan det ville være, at gå derind. Men jeg gør det ikke. Tør ikke. Kan ikke?

Jeg glæder mig til, at fylde op i mit forsømte, kolde overskudsrum igen. Der skal indrettes med tæpper, levende lys, gode samtaler og søvn. Masser af søvn. Den der søvn hvor man bare er helt væk og vågner op med en følelse af, at dagen bare ikke kan starte hurtigt nok for man er frisk! Ikke den der drømmefyldte søvn, der stadig efterlader en udmattet, lige meget hvor mange timer man ligger og drejer sig uroligt i sengen.

Ordene flyder i mit hoved. Uden struktur. Uden holdepunkt. Intet rum passer præcis til dem, så de løber forvildet rundt på gangene og gør det svært at sove.

Nogle gange spiller livet en det pus, at alt muligt svært skal ske på samme tid.
Men mit overskudsrum venter tålmodigt. Tapetet kan sættes op igen. Varmen kan skrues op. Der kan igen være noget at hente derinde.
Bare ikke lige nu.

Det brænder på.

Bachelor!

Det er det der fylder det meste af mine vågne timer for tiden.
Læse, skrive, diskutere, interviewe, skrive, slette, flytte rundt, skrive, diskutere, lære.

Det er nu jeg skal samle de sidste 3½ år til et samlet værk der siger "Se hvad jeg kan".
Forventningerne er høje, for i den bachelorforberedende opgave de kalder 2. ekstern ramte jeg loftet af karakterskalaen da jeg skulle forsvare den til eksamen.
Så jeg skal ikke særligt meget under ved denne eksamen før jeg vil kunne mærke skuffelsen hive i mine nakkehår.

Jeg har en jobansøgning ude og hænge. Jeg vil SÅ gerne have det job (så ring dog og kald mig ind til samtale!), men det er en barsk afdeling.
Tør jeg i virkeligheden? Kan jeg?
Kan mit sensitive væsen overleve, at være et sted hvor børn ikke altid overlever?

Hvis jeg ikke får det, eller et af de andre få jobs der bliver slået op, så står arbejdsløsheden og byder mig velkommen med åbne arme til februar.
Det er nedslående at vide, at derude på de danske hospitaler styrter mine kollegaer rundt og slider sig selv ned, mens jeg bare kan sidde og glo på mit tv.
Og hvor skal jeg gøre af al min motivation? Alt den viden som jeg er SÅ klar til at komme ud og bruge og lave om til praktisk håndelag.
Det er vildt at tænke på, at da jeg startede på mit studie blev vi lovet guld og grønne skove. Nu er der kun jobansøgninger fra Grønland i vores fagblad.
Jeg tror det vil være lidt svært at nå hjem til aftensmad fra Nuuk. Jeg siger det bare.

Jeg er presset og stressen lurer lige der rundt om hjørnet. Men jeg er også motiveret.
Motiveret for, at presse det sidste ud af det her studie og hive det i land med en tilfreds følelse af "jeg gjorde det sgu" og ikke mindst motiveret for at få det job.
Fandme!

Nårhja ....

Og prokrastinationens klamme ånde er søgt hen over mig igen.

Bloggen har fået lidt nyt tøj på.

Og Jaaaah, jeg skal nok få skrevet lidt på det jeg egentlig SKAL skrive på nu.
Hvis jeg nu koncentrerer mig en hel time uden afbrydelser, må jeg så godt få chokolade i aften?