Målet er nået

For 4½ år siden (husk, jeg har også været på barsel) var jeg til min første skoledag.
Ligesom da vi startede i gymnasiet, var de næste år nærmest uendelige. Målet syntes langt væk.

Nu står jeg på den anden side. Rejsen har varet for evigt og et enkelt blink.
Sidste stop på den planlagte rejse var min fest.
Og sikke en fest!
Hende her (der desuden var tækkeligt klædt på, og stanghamrende hot som altid) har netop i dag udtalt, at det føles mere som om hun har været i krig end til fest. Jeg tolker det som en god ting ;).

Jeg kan ikke vise jer særligt mange billeder, for jeg var alt for travlt optaget af at være til stede - hvilket jo også er en god ting :).

Men der var fantastisk mad i lange baner. Alle havde taget rigeligt med.

Der var kreativitet.
Jeg havde nemlig ikke dækket bord. Kun sat borde og stole op.
Til gengæld havde jeg lagt en masse papirsdug, vaser, blomster, lysestager og dimser og dutter frem. Herefter fik gæsterne besked på, at teame op omkring et bord og få dækket op.
Jeg kunne have gået i timevis og dækket op, men ca. 10 min efter gæsterne var sat i sving, var der dækket op til 50 mennesker. Vupti!!

Der var børn der hyggede sig.

Der var taler (ooh, sikke taler!). Den ene af dem kan I læse lige her, de andre har jeg i mit hjerte og på krøllet papir.
Der var flotte gaver (I skarn ;)), der kom i form af vin, blomster, en bog om lykke, sygeplejeur, emaljeskilt megamussel, smykker og en scrapbog - der udsprang fra den der tale I lige har læst :).

Den der scrapbog vil jeg gerne lige give lidt mere opmærksomhed.
Jeg så godt, at alle var dybt optaget af den på skift, men jeg ville ikke læse i den samme aften men gemme den til der var ro næste formiddag, så jeg kunne give den min fulde opmærksomhed.
Og OHH!! Hvor er jeg velsignet med gode mennesker! Jeg grinede og græd mig vej gennem bogen. TAK venner og familie!
Det er dog alligevel den største gave af alle. Jeres ord og tanker.
TAK TAK TAK!!! Den bog er dyrebar for mig.

Det værste ved den slags fester er, at de slut alt alt for hurtigt og de gode mennesker kører hjem igen.

Til sidst er der bare en hat tilbage, som jeg ikke nænnede at smide ud (ja, det blev sent!), lidt stille jazz på anlægget og skål reste-pasta der bliver delt af to.

Og det var den plan. Fra ende til anden.
Hvad så nu?