Blå

Var til den lækreste sølvbryllupsfest i går. På Kruts. Mine svigerforældres.
Den startede sådan her, og så var vi ligesom igang:

På et tidspunkt beordrede jeg Dagdrømmeren til at tage et par billeder af mig. Man skulle jo også kunne se, at jeg havde været der.
Og fordi jeg har tømmermænd i dag (måske det i virkeligheden gik mere galt omkring den der absinth som min svigerfar synes det er så sjovt at servere for mig. Eller da jeg endte bag baren senere og lærte at lave espresso, betjene opvaskemaskinen - og fandt ud af hvor hvidvinen stod!), så får i bare et par seeeeee mig og min nye kjole fra Bulgarien og min fine hudfarve (også fra Bulgarien. Vi takker) -billeder.
Gider ikke redigere de omkring 600 ferie billeder i dag. Vil åbenbart hellere glo på mig selv?!
Så værsgo´. Her er jeg.

Fårk det blæser jo her. Ødelægger mit "pose"! Tsk.

Og så kan der vist ikke hives mere indlæg ud af dén kjole.
Nu tænker jeg at der skal stenes tv. Da datteren har påråbt sig retten over tvét, så står den vist på Rasmus Klump på repeat!

Siden sidst

Jeg ved det. Her er larmende stille.
Men tiden, for pokker. TIDEN. Jeg har tidsrøvere på spil.

Nåmen, jeg kan da fortælle at jeg har fået job (Hell yeah!!). Min karriere som arbejdsløs varede 9 dage :P.
Behøver jeg, at fortælle hvor meget jeg glæder mig til, at starte? Nej vel.

Nogle gange er det lidt pudsigt som tingene sker.
Da jeg startede på sygeplejeuddannelsen var jeg meget interesseret i psykiatrien. Så kom jeg ud i en dårlig praktik og jeg forsvor mig, at jeg nogensinde skulle arbejde deri, for det var vist alligevel ikke noget for mig.
Men når jeg kigger tilbage på mine opgaver, så har alle et psykologisk/psykiatrisk aspekt. Uden, at jeg aktivt har valgt en rød tråd gennem dem så handler de alle om forskellige sider af mestring.
Mestring af kriser, mestring af smerter, mestring af livet.
Og hver eneste gang har der sneget sig noget psykologi ind over.
Jeg kan åbenbart bare ikke lade være. Men hvis man tænker over det, så er psykologi jo essentielt i enhver situation.
Den måde vi agerer på, den måde vi opfatter verden på, den måde vi udvikles på, den måde vi taler med hinanden på. Jeg kunne blive ved.
Men psykiatrien. Arjj jeg ved ikke.

Og pludselig 1-2-3 så tog livet mig lige med ud på en lille køretur, og nu skal jeg arbejde som miljøterapeut sammen med unge mennesker med psykiatriske diagnoser. Og jeg glæder mig HELT vildt!

Men inden da. I morgen. Der skal der festes så det synger i knoglerne.
Jeg holder min store "yeah jeg gjorde det sgu" dimissionsfest med en hulens masse fantastisk dejlige mennesker.
Så lige du drikker jeg kaffe (tidsrøverne levner heller ikke tid til søvn), vasker tøj, gør rent, hører høj musik og skriver huskesedler - som jeg glemmer hvor jeg har lagt.
Og fniser forventningsfuldt ved tanken om i morgen.

Et perspektiv

Jeg kigger op på mig selv mens jeg læner mig ind over bordet ved vasken.
Mit spejlbillede laver en øjeblikkelig gengivelse af mine bevægelser.

Alkoholen tindrer en smule bag min pande. Jeg retter på håret og smiler til mig selv.

Afsted til musik, latter, dans og måske en enkelt flirt.

Jeg kaster ansvarets tunge bånd af mig for en stund.
Ingen i rummet aner hvem jeg er. Kender ikke mine hemmeligheder og mine luner.
Jeg kan være hvem som helst.

En håbefuld byder op til dans og jeg lader rytmen tage over sammen med ham.
Han byder høfligt på en øl, jeg afslår høfligt. Har aldrig kunne det der med at tage imod drinks.

Rytmen banker i mit bryst mens jeg kigger på folk.

Vi er her sammen og så alligevel så ene.
Alle håber vi på noget.
Nogle på sjov, nogle på den nye kærlighed, nogen på en smule bekræftigelse inden ansvarets taske igen smides over skuldrene.
Hjem til lyden af de velkendte, trygge snork fra livsledsageren med løfter om varme kram om morgenen og en der ved hvad man bedst kan lide på sit franskbrød uden at behøve at spørge.

Alle motiver er ok. Det er en stor byttehandel. Du giver, jeg tager, jeg giver, du tager.