♥ Juleferie ♥

Juleferie, lyksalige juleferie.
Ned i tempo, tæt sammen.

Bøger der sluges, the der brygges. samtaler der flyder.

Og Danmark, din slubbert! Så svøbte du dig alligevel i sne, i hemmelighed, julenat.

Hvad kan man dog forlange mere?
Jeg er løbet tør for ønsker og sidder blot midt i det hele, fyldt til randen med taknemmelighed.
Tak!

Et juleeventyr

Noget om håb - og en glædelig jul

Dagen falder til ro mens solen går ned.
Vi går hjemad.
Husets mindste falder i søvn i klapvognen allerede inden vi er nået ned til bussen, da vi går fra skolen.
Året er sluttet med krybbespil, opført af børnehaven.
Små hjerter har glædet sig og det er en fantastisk opførsel. Vi klapper begejstret da forestillingen er slut og alle børnehavebørn stolt løber ud over scenen og hen i deres forældres favn.

Det har været et langt år, men allermest et par lange måneder. Året tog sin slutspurt.
Det er ikke helt slut endnu, men håbet lever.
Håbet for, at den del af mit liv der pludselig virkede som om det var taget ud af et eventyr, bliver som slutningen plejer at være.
At det gode vinder.

Men både ordet "god" og "sejr" er jo to ord der formes efter behov. De er fuld af subjektiv gradbøjning.
For selvom arketyperne i eventyrene er rendyrket onde, gode, uhyggelige og smukke så er mennesker ikke rene i deres udtryk.
Blandt andet derfor at eventyrene bringer os gys og genkendelse. Vi kan genkende os selv i arketyperne.
Vi er alle både smukke, gode, uhyggelige og onde.
Og her midt i virkelighedens verden, tror jeg fuldt og fast på, at ingen mennesker bevidst ønsker ondt.
Der kan være tanker der har ledt mennesker hen af en vej der hverken gavner dem selv eller andre.
Og de kan være så frygteligt blinde for den skade de gør. Men jeg hader dem ikke.
Men jeg er uendelig tung om hjertet over den vej de har valgt at følge.

Men hvad så når livet pludselig føles som et eventyr. Lige her midt i virkeligheden.
Det gode er i mindretal.
Der kæmpes en kamp og netop da man tror det gode virkelig har en chance kommer det onde med dets planer og slår det gode ned igen.
I eventyrene må det gode gå gennem grueligt meget. Mange taber kampen undervejs.
Det ser sort ud.
De sidste sidder tilbage mens håbet svinder bort.
De vender øjnene mod himlen og råber "Så hjælp mig dog!". Men der er tyst som graven.
Men som alt ser sortest ud sker der noget.
Måske lyttede de alligevel, deroppe i himlen? Jeg skal ikke kunne sige det.

For mit vedkommende satte mine børn en tegnefilm på for nogle uger siden. Pludselig fandt jeg mig selv klistret til skærmen, skønt jeg havde set den før.
Jeg så noget nyt. Noget der gav genklang.
Musikken lever. Inspirerer.

A single thread in a tapestry, 

though its color brightly shine, 

can never see its purpose,

in the pattern of the grand design.

And the stone that sits on the very top
of the mountains mighty face
Does it thinks it´s more impotant
than the stones that forms the base?

[...]

Mennesker skriver deres følelser ind i tekster og laver historie fyldt med håb. Jeg hører dem. Jeg mærker dem.
Jeg mærker mig selv gennem deres håb.
Jeg må lære trinene i dansen.
Jeg må have tillid til vores evner.
Vi må stå sammen.
Vi må tro
Tro på, at vi tror på hinanden.
For når vi tror. Ægte og dybt tror, da åbner dørene og miraklerne sker.
"Let my people go" ...

Ligesom i de bedste juleeventyr.
Da vi er allermest tæt på den magiske skæringslinie, d. 24 december, da ser det oftest mørkest ud.
Bliver det nogensinde jul?
Klarer vi den?
Men når vi tænder for skærmen på den sidste dag, mens vi venter på, at aftenens magi må udfolde sig, da lever vi med figurerne, da de i 11. time overvinder både sig selv og det onde.
Og går i samlet flok om træet mens roen og julestemningen lægger sin beroligende dyne over os.
De klarede den.
Vi kan ånde lettet op. Læne os tilbage i stolen og igen vende opmærksomheden imod barnet på vores skød.

Og som jeg skriver dette opstår der et billede i mit hoved af en majstang, lavet i samlet flok. Med musik, dans, bånd i klare farver der væver sig ind i hinanden - som vi mennesker væver os ind i hinanden, forår og overvindelse.

Jeg håber I alle får overvundet jeres dæmoner. Hvilken form de end viser sig for jer i.
Og hvad end I kæmper med, så håber jeg, at der venter jer en glædelig jul.
Det er mit juleønske til jer.

Fra min familie og jeg, til alle jer skønne mennesker,
Glædelig jul.

Familietid, jul og noget om dårlig samvittighed.

Det er som om livet ikke rigtig vil stå stille.
Jeg jagter struktur og rytme, men det er som om det ikke rigtig vil falde til ro omkring mig.
Til dels vel nok min egen skyld.
Jeg er en foranderlig størrelse, for livet er ikke statisk og jeg vælger aktivt at følge med, istedet for at stritte imod.

Lige nu i dag har jeg givet op og indrømmet at jeg er syg. Det vil ikke rigtig gå over, selvom jeg bravt ignorer det og så kan man jo på et tidspunkt lige så godt acceptere det og lægge sig ned.
Så her ligger jeg nu. Browser, pinner, strikker lidt. Og tænker. Der er så forbandet meget tid til at tænke, mens man ligger.
Mens jeg tænker, lider jeg en lille smule af understress for det er december. Vi har ikke pyntet op endnu og jeg har helt vildt mange vikarvagter! Vores julepynt står begravet dybt nede i vores kælder og jeg er helt ærligt for klattet til at gide at gå på jagt efter det.
Jeg kigger langt efter de små søde juletræer foran vores Kvickly og drømmer om hvordan det ville se så smukt ud med sådan et i vores stue. Men det var valget mellem uldundertøj til alle mand her i kulden eller et juletræ... Jeg valgte, at mine børn ikke skulle fryse.
Men sidste år i december fik vi heller ikke pyntet op, for der flyttede vi. Det skal vi i øvrigt snart igen, for vi har kun lejligheden her i 1½ år endnu, da den er fremlejet og jeg kan mærke at det stresser min ældste søn en smule.

Det år der er gået herinde i København har gjort godt, rigtig godt. Mine børn blomstrer. Mit ægteskab har det godt og er solidt og jeg selv har fundet sider af mig selv jeg ikke vidste fandtes og som jeg holder rigtig meget af.
Men hvorfor får jeg så, så dårlig samvittighed mens jeg ligger her?
Hvorfor får jeg dårlig samvittighed over ikke at lade mig rive med i juleræset? Som egentlig er en tid der er gået fra en hellig til forbrugsmaks.
Hvorfor får jeg dårlig samvittighed over livet der tager os under sine vinger og giver os muligheder for udvikling, istedet for en stagnering i stabilitetens hellige navn.
Er det ikke årskarakteren på forældreskabet der skaber bundlinien? Er det ikke hverdagsmagien året rundt, der skaber stærke bånd mellem børn og deres voksne og ikke hvad vi kan præstere fra 1-24/12?
Og mon ikke vi alle kan tåle en flytning mere uden at gå i stykker? Bare lige rundt om hjørnet til et sted inden for postnr. 2300.
Sidste gang vi valgte bolig havde vi travlt. Vi havde under en måned til børnene skulle starte i skole og jeg skulle starte på job. Denne gang har vi god tid til at vælge denne rette permanente bolig. Den rette base for de næste mange års ro og rytme (ik´).

Vores adventskrans

Så jeg prøver at ryste min dårlige samvittighed af mig. Det er jo dybest set min egen forestilling om hvordan tingene BØR være.
Og der dukkede kodeordet nok op. Det lille ord, burde.
Jeg burde ...
Jeg skulle også...

Jeg overgiver mig til langsommelighedens pædagogik og tilliden til at jeg gør det godt nok.
Og når jeg tænker over det, så hár vi lavet julekrans i grene over spisebordet, vi har dyppet lys, vi leger med ler og perler om eftermiddagen. Jeg spiller julemusik og vi har spist eftermiddags-æbleskiver flere gange.
De har deres julekalender som de åbner en låge på hver morgen og vi sidder klar med børstede tænder når aftenens episode ruller over skærmen.
Der sker så meget i skolen og børnehaven at mine børn kommer hjem og klasker ud på en madras om eftermiddagen.
Skulle jeg så, for at dulme min egen 'burde' og for det gode mor-images skyld, gene dem op og stå, for at tage til juledit og juledat?

Og mon ikke jeg kan vise mine børn, ved at leve det selv, at vi ikke behøver følge med i verdens ræs?
At vi kan finde glæde ved at tænde et hjemmedyppet lys, finde taknemmelighed ved nærvær frem for dyre ting og store boliger?

Og mon ikke, ved hjælp af bedsteforældre og en bil der gider starte, det når at blive hélt rigtig juleaften med alt hvad der dertil hører?

Vi glæder os i denne tid..

Det er hemmelige tider.
Mærkelige kasser i skabe og forældre der pusler efter sengetid.

Herover er det gaven til husets tøsebarn.
Dukkehuset er fra far og mor. Inventaret er fra bedsteforældrene.
Jeg har selv shoppet de meget specifikke ønsker. Så er bedsterne sikre på at barnet får det helt rigtige ;) - og vi har sparet på portoen ved, at jeg lavede en samlet kurv.
Jeg kunne ikke dy mig for at sætte tingene ind i huset inden jeg pakkede det ned i to kasser, klar til at fragte til bedsterne der så kan give det videre til tøsebarnet.

Hvordan gør I hjemme hos jer med indkøb af gaver?

Juhuuuu(L)

En runde i de lokale genbrugsbutikker, lidt fra gemmerne, lidt fra drengenes produktion fra skolen, lidt mos fra Fakta, et stearinlys i ren stearin og så et drys stemning.
Så nåede vi til 1. december.
Det bliver småt med julepynten i år, for ingen af os aner om vi har pakket begge huler ned om 14 dage, men lidt stemningsdrys skal der til, trods alt.
Og mon ikke, som i et rigtigt juleeventyr, at også vi sidder d. 24.i et julepyntet hjem med hele smøren (det kan jeg faktisk garantere, for vi pendler mellem bedsteforældrene, og hos dem er alt - heldigvis - som det plejer, at være).

Skålen med krystaller er sat ind som et pædagogisk forsøg.
Når man, som jeg, godt kan lide at pynte spisebordet med dims, men er træt af, at diskutere hvad der må pilles i (og pilles i stykker, ikke mindst), så må man indføre "pil-løs" zoner.
Der kommer skålen med runde sten ind i billedet. Nu kører skålen rundt når vi spiser og børnene vælger deres egen sten. Og dermed har utålmodigheden et sted at blive kanaliseret over i, og vi kan sidde samlet mere end 10 minutter ad gangen.
Der er selvfølgelig rift om udvalgte sten, men overordnet set virker det.

Reddet på målstregen-ish..

3 pakkekalendere, panikindkøbt på panikudsalg, til halv pris.

Julepynt siger du? Jeg kan ikke høre hvad du siiiiiiger.

Det bliver en overskudsjul. Jeg kan mærke det!

Glimmer, glæde og gavmildhed

Der blev pakket gaver op. Der blev jublet. Der blev ordnet under opsyn. Der blev spist dejlig mad. Der blev sunget og hygget og til sidst blev børnene pakket ind i mange lag tøj, bilen skubbet fri af snedriven og der blev kørt hjem og sovet.

Tidligt i morges var der puslen i stuen af små fødder der sneg sig ud for at fortsætte legen med alle de nye gaver.

Julemarked i den Grå hal

I dag gik turen til Christiania for at snuse lidt stemning ind ved det årlige julemarked.
Selvom det er proppet med mennesker, elsker jeg at gå rundt og kigge. Det er som at træde ind i en anden verden, når man går gennem dørene til hallen. Alle boderne er sat så flot op og kreativiteten flyder.
Alle duftende, lydene, farverne. Jeg elsker det hele.

Og så lærte jeg en kunster at kende. Sine Strøm, der står og ser lidt betuttet ud i sin bod på billedet herover. Det tror jeg faktisk også jeg ville være, hvis en fremmed dame kom og spurgte om hun måtte tage billeder af mig.
Jeg stod længe og aede alle hendes ting (faktisk lidt irriterende, måske, egentlig) og kunne have købt det hele.
Jeg tømte jo desværre sparegrisen på de her japanske bøger, så jeg sukkede bare misundeligt og nøjedes med at tage billeder. Men prøv lige at se de kreationer hun laver. Jeg er ganske begejstret. Allermest for den pink kjole.
Kære univers, hvis du lytter så ønsker jeg mig den, ik´.

En madpakke er jo en gave i sig selv, men...

Okey indrømmet, det er en genbrugside og genbrugsbillede, men det var noget ungerne talte om længe efter.

Grethes hjerter

Grethe laver kunst i papir.
Jeg har kendt Grethe i mange år. Hun er en af min mors veninder.

I min barndom var vi mange familier der mødtes hos Grethe og foldede papir, mens Grethe løb rundt mellem os og viste os den fingrenemme og forsigtige vej, når vi var ved at krølle det hele sammen i frustration.
Tror da stadig jeg kan folde en æske eller to, hvis det skal være.
Engang kunne jeg også folde frøer. Men det har forlængst forputtet sig i glemsomhedens mentale kasser.

I år har jeg købt mig nogle af Grethes fantastiske flettede julehjerter.
Jeg elsker, at gå og kigge på dem og tænke "Hvordan pokker gør hun det?".

P.s. Jeg har fået min gave fra Den Kreative Julekalender. Øj.. øjøjøjøj siger jeg bare.
Skal nok vise frem. Skal bare lige have vristet den af min søns hænder. Han så gaven på mine og snuuup, så var det pludselig ikke mine mere! Jeg har planer om hemmelig tilbageerobring.

I mit land

I mit land rydder man forsiderne på aviserne når vi taber i Melodi Grand Prix.
I mit land laver de konkurrencer om "landets koldeste job" når temperaturen falder til -2 grader.
I mit land hersker der til tider en vis uskyldighed som jeg er meget forelsket i.

Men ..

I mit land er der ikke defineret en fattigdomsgrænse, for det ville være alt for pinligt, at få sat tal på de mange der lever med alt for lidt.

I mit land er det snart jul. Det er skønt, det er hygge, det er samvær.

Men..

I mit land sidder der også familier der ikke kan få pengene til at række til at købe et ordentlig julemåltid og gaver til børnene.

Du kan både få og give, men ligemeget hvilken en af delene du vælger, så giver du alligevel.

Se det er da smart.

Nysgerrig? Så følg med hos Marina og Trine. Og mon ikke der også kommer et pip eller to mere om det her hos mig også.

EDIT: Jaaahhhhh. Nu må jeg linke. Så er det bare at klikke-klakke for at være med.

Glædelig julestart

At grave sig ned igennem julekasserne i år var en mærkelig blanding af glæde og sug i maven.
Tingene fra det hjem der nu er væk, var små skatte jeg ærbødigt bar op af dybet.
En lille nisse af trylledej havde tabt hovedet og den ene arm. Han blev lagt ned i sit silkepapir og venter på at forsigtige fingre limer ham sammen igen.

De fine glaskugler blev også lagt ned igen. De skal hænges på træet når tiden kommer.
Vi skal for første gang holde jul hjemme i vores eget hus.
Denne gang er det os der skal åbne døren juleaften og invitere ind i varmen.
For første, men ikke sidste gang.
Jeg ser for mig, at årene går. Som en film bliver døren åbnet gang på gang.
Mit eget ansigt er det samme, men håret bliver mere gråt for hver gang .
De små ansigter der gemte sig genert bag min kjole de første gange døren åbnede, står nu pludselig uden for døren.
Ansigterne er blevet voksne og måske har de selv små generte mennesker med.

Generationerne skifter og nye står klar til at tage traditionerne videre.
Det er tid til, at lave egne traditioner og finde vores helt egen jul.

Jul hos Småfolk #2

Der er visse steder der nærmest er magiske. Nogle steder handler om fantasi og eventyr, andre steder om dimser, og andre igen er en blanding af mange ting.

Når jeg træder ind ad døren til Småfolks verden bliver jeg nærmest helt statisk elektrisk af begejstring.

Jeg har endnu engang forsøgt at fange den begejstring ind til jer ved hjælp af mit kamera.

Så fra Småfolk og undertegnede, til alle jer ønsker vi nu en glædelig (for)jul med disse billeder.

Og kom så ud og shop!

Her er de så. Mine små ynglinger. Sættet består af 3 stk. Far, mor og lille.

Havde jeg ikke ret? Er de ikke kære? Jeg kunne have købt hele fadet!

Apropo fad. Jeg købte også et magen til i sin tid. Men jeg har aldrig tænkt på at kombinere.

Således er der her sat to forskellige farver sammen. I kan måske lige ane det. Selve fadet er tyrkis, mens holderen er pink. Genialt :).

Man bliver budt velkommen af Snemand Frost (nu iført labert halstørklæde) og de små hjælpere.

Så fint får man sine gaver pakket ind i butikken. 

Jeg har lyst til at pakke hele mit hus ind i dette gavepapir!
Måske jeg bare skulle gå all in;
Rulle mig i papiret og give mig selv væk til jul?
Hmmm.. så tror jeg at jeg vil forære mig selv til Comwell!

Julebluser *må have*!

Jeg bliver nødt til, at få opskriften på den dukke! 

(kjolen, der ville gå godt til et jule tamtam-komsammen på en lille pige er nu også ret lækker).

Den virkelig fede måde at præsentere kalendergaver på.
Jeg tænker, at jeg vil hænge tøsen her op og lade en bemærkning falde om, at
lommerne da vist liiige passer til sådan nogle små æsker man kan få hos guldsmeden (jotak Hr Petersen, MED guldfyld i, tak).

Kalenderpigen har en søster (HA! Kan I følge fidusen. Dobbelt op på de små æsker).

Et billede til de nærsynede.

Ikke lige så julet, men nyt. Sagde du en af hver? Hvorfor ikke to? Jeg siger, jatak!

Den der overraskelse har jeg overhovedet ikke glemt. Men se på tidspunktet hvor dette indlæg blev postet.
Der er ikke lige vildt godt lys til at fotografere i lige nu.

Men jeg har ikke glemt den (hvordan kunne jeg. Mit soveværelse roder med den).

Se flere billeder fra Holbæk butikken i julehumør her.