Støvet fløj af

I går brugte jeg 6 vidundelige timer sammen med 26 andre, hvor jeg ikke har set langt fleste af dem i 15 år.

Det var venner og skolekammerater fra min gamle efterskole, Bindernæs Efterskole, årgang 95/96.

Vi mødtes på bakken og kastede os ind i varme kram.

Blikkene er blevet dybere. En rynke hist og her. Men vi lignede os selv og der blev grinet fra det øjeblik vi mødtes til vi skiltes igen.

Vi spiste middag, så på gamle billeder og de blå bøger gik på rundgang.

"Ai kan du huske...?".

Natterend, nat og dag tema (hvor vi skubbede vores døgn i 12 timer en hel uge, bare for at prøve det), flippede lærere der farvede hår med os, hænge ud i Lalandias gader, kærester...

Enkelte der ikke er blandt os mere og andre der var tæt på, men klarede den.

Men også huslån, børnefødsler, livet der formede sig.

Vi ér blevet voksne, men minderne blev støvet af og et øjeblik tror jeg næsten vi følte os som teenagere igen som vi dinglede gennem Bakken og sendte grupper af modige op i forlysterne.

I dag stjal jeg både Dagdrømmeren og Dulleroden med på Rørvig havn for, at spise kæmpeis. Og da mine drenge kom hjem fra bedsteforældrene var der hemmeligheder, arme gemt bag ryggen og en gave til mor *snøft, tud*.

Holddaop for en weekend!

Husker du?

Holocaust, D-dag, krystalnatten, Auschwitz, lidelse, ødelæggelse...

Men for 66 år siden blev der festet i gaderne. Mørklægningsgardinerne blev revet ned og lysene tændt (dem der var der altså. Den luksus af, at eje stearinlys var ikke alle forundt på det tidspunkt).
Jeg er ikke tilhænger af, at hænge fast i fortiden, men jeg er bestemt heller ikke fortaler for, at glemme!

Jeg kan ikke huske min farmors fødselsdato, men hvert år d. 4. maj, befrielsesnatten, sender jeg hende en kærlig tanke.
Hun kunne fortrylle en lille pige med historier om hvordan hun gik rundt og delte flyers ud for modstandsbevægelsen og havde dem gemt i barnevognen.
Hvis hun var blevet taget havde det kostet hende livet.
Der var mange modige mennesker dengang der risikerede alt i frihedens navn.

Jeg har stået midt i Auschwitz.
Jeg kastede næsten op over at nærstudere jorden i lejren. Den er grålig, men det er ikke kalk som vi oplever i danmark. Det er aske fra de tusinder af kroppe der blev brændt af!
Jeg gik med sorg i mit hjerte rundt og så på lidelserne og mærkede tyngden.
Jeg kom til det store udstillingsvindue med bunkevis af afklippet hår meter efter meter, men da der lå en lys, tyk og lang fletning oven på bunken måtte jeg vende om og gå ud igen.
Jeg har lært historier om såkaldte psykiatere der udførte såkaldte eksperimenter på fangerne. For at tage et eksempel; hvor lang tid kan fangerne holde sig i live i 2 grader varmt vand. Orv, ham der holdt ikke længe hva! NÆSTE .....

Og her er det mig uendelig fristende at drage paralleller til de nyheder er der i mit tv disse dage, om USA der har sejret og hævnet.
Sejret?
Hævnet?

Martin Luther King sagde det bedst:
"The ultimate weakness of violence is that it is a descending spiral, begetting the very thing it seeks to destroy. Instead of diminishing evil, it multiplies it. Through violence you may murder the liar, but you cannot murder the lie, nor establish the truth. Through violence you may murder the hater, but you do not murder hate."

Folkemord og -forfølgelse gør mig uendelig ondt i hjertet, uanset hvem der står for skud.
Og jagten på en syndebuk er i mine øjne et fralæggelse af ansvar: "Det er også bare DIN skyld, at [...]"

Jeg har lyst til at råbe: Lad nu ikke 6 millioner jøder være døde forgæves!!!!!!

Glædelig julestart

At grave sig ned igennem julekasserne i år var en mærkelig blanding af glæde og sug i maven.
Tingene fra det hjem der nu er væk, var små skatte jeg ærbødigt bar op af dybet.
En lille nisse af trylledej havde tabt hovedet og den ene arm. Han blev lagt ned i sit silkepapir og venter på at forsigtige fingre limer ham sammen igen.

De fine glaskugler blev også lagt ned igen. De skal hænges på træet når tiden kommer.
Vi skal for første gang holde jul hjemme i vores eget hus.
Denne gang er det os der skal åbne døren juleaften og invitere ind i varmen.
For første, men ikke sidste gang.
Jeg ser for mig, at årene går. Som en film bliver døren åbnet gang på gang.
Mit eget ansigt er det samme, men håret bliver mere gråt for hver gang .
De små ansigter der gemte sig genert bag min kjole de første gange døren åbnede, står nu pludselig uden for døren.
Ansigterne er blevet voksne og måske har de selv små generte mennesker med.

Generationerne skifter og nye står klar til at tage traditionerne videre.
Det er tid til, at lave egne traditioner og finde vores helt egen jul.

En mental pause

En af de gaver min morfar gav mig, var at lære mig at spille skak.
Faktisk lærte han nok det meste af familien at spille skak. Om de ville eller ej!
Min mor fortalte mig den anden dag om det gamle bræt. Når hende og de andre børn lå syge, så kom min morfar straks med spillet - for nu gik de da ingen vegne.

I mange år har jeg haft glemt fornøjelsen ved, at vride hjernen i strategiske folder, men nu er min morfars ældgamle skakspil kommet hjem til os.

Der gik ikke mange timer før min store søn udfordrede mig - og det kunne jeg jo ikke lade stå.

Så vi tog os et godt slag søndagsskak i går. Og lur mig om vi ikke kommer til at bruge det rigtig meget fremover, for det ér faktisk rigtig sjovt at spille skak.

Kan du spille skak?

Lidt nyt til hjemmet

For en måneds tid siden skrev jeg om min morfar der pludselig blev ramt af en hjerneblødning og gik bort.
I går lå den tunge opgave at få tømt min mormor og morfars hus for et helt liv.

Det var sørgeligt, morsomt og fyldt med de mest varme og fantastiske minder at arbejde os igennem huset. Mine bedsteforældre havde selv gjort et stort arbejde med at tømme loft og andre ting, efterhånden som deres dåbsattest gulnede.
Men der er stadig rigtig mange ting i sådan et hus.

Jeg fik en del af minderne med hjem i form af ting. Deres bryllupsbillede har jeg været så privilligeret at få lov til at arve. Det venter nu på, at finde den helt rigtige plads i mit hjem.

Andre ting hár fundet ind på hylder og særlige steder i mit hjems kroge, og lyser op med deres nærvær.

Jeg har lyst til at vise to af disse ting frem.
Herunder skamlen som jeg har siddet utallige gange på som barn. For andre er det bare en skammel. For mig er det et stykke af min barndom hvorpå jeg har siddet, ligget, hængt og sikkert hoppet ned fra mens jeg lyttede til min mormor der spillede klaver og sang.


Den anden ting er disse fantastiske trææg.
Lyden af dem når de klikker får mig tilbage i huset. Jeg kan huske at jeg gang på gang har taget dem op og beundret deres farver. Nu ligger de på mit sofabord og pynter.

Jeg har for sidste gang sat mine ben i det hus hvor min mormor og morfar levede og døde.

Men om lidt bliver måneders stilhed afløst af barnegråd. Det er et ungt par der venter deres første barn der har købt huset.

Det gør mig så glad, at vide at murene igen snart får liv omkring sig og at endnu en historie får lov at udfolde sig på matriklen hvor noget af min egen historie blev fortalt.

Der er så meget de voksne ikke forstår.

“De voksne elsker tal. Når man kommer og fortæller dem om en ny ven, spørger de aldrig om noget væsentligt. De siger aldrig : >>Hvordan lyder hans stemme? Hvad vil han helst lege? Samler han på sommerfugle?<< – Nej, de spørger: >>Hvor gammel er han? Hvor mange søskende har han? Hvor meget vejer han? Hvor mange penge tjener hans far?<<
Først da tror de, at de kender ham.”
Citat: Den Lille Prins

Matias og jeg har taget hul på fortællingen om Den Lille Prins.

Jeg sitrer af fryd over, at en historie fra 1945 stadig i dag kan facinere en lille dreng. Og så igen, hvorfor skulle den ikke gøre det. Eventyret går aldrig af mode, og Antoines indledning om at være en dreng ingen forstod, slet ikke de voksne, ramte vist Matias et sted midt i brystet.

Vi passer godt på den gamle bog, og hver aften bliver den sat ind i de voksnes skab igen, istedet for at overnatte i sengen hos Matias, hvilket hans højtlæsningsbøger plejer så han kan ligge og bladre lidt mere inden han slukker lyset.

Preben og Annelise er min morfar og mormor. Min mormor tabte kampen imod kræften 01.07.2008. Det føles som evigheder siden jeg sidst hørte hendes latter, og alligevel kan jeg stadig mærke hendes bløde knus, hvis jeg mærker godt efter.
Jeg kan stadig fysisk mærke hendes arv, og historien går videre.
Der er gamle billeder af mig selv som barn, siddende på min mormors skød ved hendes klaver.
Senere er der billeder af Matias siddende på hendes skød som ganske lille, og nu dukker der billeder op af den næste mormor, min mor, med héndes børnebørn, mine børn, på skødet foran klaveret.

Lige meget hvor stærkt savnet er, går livet ubønhørtligt videre. Savnet bliver med tiden mindre smertefuld, men det er der for altid. Nogle gange meget nærværende, andre gange væk i flere dage. Vi lærer, at bære mindet om dem vi elskede som en lille stjerne i selvets dyb.
Ligesom Antoine der til sidst må sige farvel til Den Lille Prins, men finder trøst i, at drømme om at han er tilbage på sin planet, finder jeg trøst i at min elskede mormor nu hundser kærligt rundt med andre et andet, forhåbentlig bedre, sted end her.
Og så ender jeg alligevel med at smile gennem den lille tåre der fandt vej til min kind ved den tanke, og savnet føles ingen lidt lettere at bære.