Viser opslag med etiketten håb. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten håb. Vis alle opslag

lørdag den 20. april 2013

Forårsfest på Steinerskolen




Ja, jeg har min skuldertaske på under kappen. Det ser helt vildt smart ud ik´ ... suk ;).



Solen har skinnet i dag. 
Den har skinnet på en lille skole, der mødtes til forårsfest.

... På kagerne der forsvandt fra fællesbordet med lynets hast.

... På børn og voksne der legede dåsekast, tovtrækning og mange andre gode lege.

... På majstangen der blev bundet og derved - helt uplanlagt - bandt tråd til det håb der var foreviget i ord, for hvad der føles som meget længe siden allerede.

Det er så sandelig forår. På alle mulige planer på en gang.

P.s. Og jeg døde ikke af skræk af, at være konferencier, men lige inden jeg skulle på var det godt nok tæt på!

fredag den 21. december 2012

Noget om håb - og en glædelig jul

Dagen falder til ro mens solen går ned.
Vi går hjemad.
Husets mindste falder i søvn i klapvognen allerede inden vi er nået ned til bussen, da vi går fra skolen.
Året er sluttet med krybbespil, opført af børnehaven.
Små hjerter har glædet sig og det er en fantastisk opførsel. Vi klapper begejstret da forestillingen er slut og alle børnehavebørn stolt løber ud over scenen og hen i deres forældres favn.

Det har været et langt år, men allermest et par lange måneder. Året tog sin slutspurt.
Det er ikke helt slut endnu, men håbet lever.
Håbet for, at den del af mit liv der pludselig virkede som om det var taget ud af et eventyr, bliver som slutningen plejer at være.
At det gode vinder.

Men både ordet "god" og "sejr" er jo to ord der formes efter behov. De er fuld af subjektiv gradbøjning.
For selvom arketyperne i eventyrene er rendyrket onde, gode, uhyggelige og smukke så er mennesker ikke rene i deres udtryk.
Blandt andet derfor at eventyrene bringer os gys og genkendelse. Vi kan genkende os selv i arketyperne.
Vi er alle både smukke, gode, uhyggelige og onde.
Og her midt i virkelighedens verden, tror jeg fuldt og fast på, at ingen mennesker bevidst ønsker ondt.
Der kan være tanker der har ledt mennesker hen af en vej der hverken gavner dem selv eller andre.
Og de kan være så frygteligt blinde for den skade de gør. Men jeg hader dem ikke.
Men jeg er uendelig tung om hjertet over den vej de har valgt at følge.

Men hvad så når livet pludselig føles som et eventyr. Lige her midt i virkeligheden.
Det gode er i mindretal.
Der kæmpes en kamp og netop da man tror det gode virkelig har en chance kommer det onde med dets planer og slår det gode ned igen.
I eventyrene må det gode gå gennem grueligt meget. Mange taber kampen undervejs.
Det ser sort ud.
De sidste sidder tilbage mens håbet svinder bort.
De vender øjnene mod himlen og råber "Så hjælp mig dog!". Men der er tyst som graven.
Men som alt ser sortest ud sker der noget.
Måske lyttede de alligevel, deroppe i himlen? Jeg skal ikke kunne sige det.

For mit vedkommende satte mine børn en tegnefilm på for nogle uger siden. Pludselig fandt jeg mig selv klistret til skærmen, skønt jeg havde set den før.
Jeg så noget nyt. Noget der gav genklang.
Musikken lever. Inspirerer.
A single thread in a tapestry, 
though its color brightly shine, 
can never see its purpose,
in the pattern of the grand design.

And the stone that sits on the very top
of the mountains mighty face
Does it thinks it´s more impotant
than the stones that forms the base?
[...]

Mennesker skriver deres følelser ind i tekster og laver historie fyldt med håb. Jeg hører dem. Jeg mærker dem.
Jeg mærker mig selv gennem deres håb.
Jeg må lære trinene i dansen.
Jeg må have tillid til vores evner.
Vi må stå sammen.
Vi må tro
Tro på, at vi tror på hinanden.
For når vi tror. Ægte og dybt tror, da åbner dørene og miraklerne sker.
"Let my people go" ...

Ligesom i de bedste juleeventyr.
Da vi er allermest tæt på den magiske skæringslinie, d. 24 december, da ser det oftest mørkest ud.
Bliver det nogensinde jul?
Klarer vi den?
Men når vi tænder for skærmen på den sidste dag, mens vi venter på, at aftenens magi må udfolde sig, da lever vi med figurerne, da de i 11. time overvinder både sig selv og det onde.
Og går i samlet flok om træet mens roen og julestemningen lægger sin beroligende dyne over os.
De klarede den.
Vi kan ånde lettet op. Læne os tilbage i stolen og igen vende opmærksomheden imod barnet på vores skød.

Og som jeg skriver dette opstår der et billede i mit hoved af en majstang, lavet i samlet flok. Med musik, dans, bånd i klare farver der væver sig ind i hinanden - som vi mennesker væver os ind i hinanden, forår og overvindelse.

Jeg håber I alle får overvundet jeres dæmoner. Hvilken form de end viser sig for jer i.
Og hvad end I kæmper med, så håber jeg, at der venter jer en glædelig jul.
Det er mit juleønske til jer.

Fra min familie og jeg, til alle jer skønne mennesker,
Glædelig jul.


tirsdag den 2. august 2011

Skønne ligegyldigheder

Jeg går rundt med en stigende følelse af vrede indeni.
En følelse af, ikke at slå til.

Verden er blevet vanvittig og her kan jeg bare sidde og være i mit liv på bedst mulige måde med alle dets ligegyldigheder.

De små døende børn i afrika, kunne have været mine børn.
Men mine har trygge, buttede kinder.

De døde og sårede børn i Norge kunne have været familiemedlemmer.
Men min familie er i sikkerhed og i live.

I går aftes sad jeg og så på soldater torturere mennesker i frihedens og tryghedens navn.
En udsendelse der satte fokus på menneskerettigheder, og hvordan krigen i Afghanistan har sat disse på en hård prøve.

Hvordan kan jeg bare sidde her med hænderne i skødet og leve mit eget lille liv?
Hvordan kan jeg gå op i håndarbejde og andre luksus- og overflodsting når verden er i sorg og krise?
Jeg kan ikke rumme det inden i mig.
Jeg ved ikke hvordan jeg skal hjælpe.
Det virker som så letkøbt god samvittighed at donere 100,-.
Nej jeg ved godt, at hvis alle nu donerede de 100,-....
Men jeg bliver handlingslammet. 100,-!! Det er jo ingenting når jeg sidder og ser på marken fyldt med mennesker der sulter - i øvrigt mens jeg selv sidder og bøvser mæt og overvejer om jeg burde tabe et par kilo.

Det er så modsætningsfyldt og jeg ved ikke hvordan jeg skal agere i det.
Men svaret er måske bare, at jeg bliver nødt til det.
Jeg bliver nødt til at leve mit liv, med alle dets ligegyldigheder.
Jeg har 3 børn der hver dag kigger forventningsfuldt på mig. Hvad glæde har de af en mor der er handlingslammet af dårlig samvittighed overfor mennesker, hvis lidelser dybest set ikke har noget med mig at gøre?
Jeg har et arbejde hvor jeg hjælper unge mennesker med at finde dem selv og deres styrke. Hvad nytte har de af en miljøterapeut der ikke er til stede lige her og nu.
Men der er så mange flere der lider, og jeg har kun to arme.

Måske er hemmeligheden også, at give mig selv lov til at nyde mit luksusliv og hjælpe i det små.
Sortere mit affald, donere de 100,-, kramme min næste og sprede lidt kærlighed?
For jeg har stadig kun to arme, og mit hjerte sprækker når jeg forsøger at lukke hele verdens sorg ind i det.

Det hjælper ikke de sultne og de sårede, at jeg lukker øjnene for deres lidelser, men det hjælper heller ikke mine nærmeste og dem jeg gav livet, at jeg forsømmer dem og opgiver alt i håbløshed. For hvis jeg gør det, så har ondskaben vundet, og det må den ikke!

Men hvad så lige nu?
Lige nu tror jeg, at jeg vil gå ud i mit luksusliv og cykle en lang tur, mens jeg hører luksusmusik fuld af overskud og smiler overskudssmil til de mennesker jeg møder.
Og hvem ved hvad lige om lidt bringer?
Måske er dét i virkeligheden nøglen til, at blive ved; kombinationen af, at få det bedste ud af 'lige nu' og nysgerrigheden og den positive tro på 'lige om lidt'?
Og så nyde mit livs skønne ligegyldigheder.

torsdag den 3. februar 2011

Der var jeg jo....

Synne, 31 år.
Nyligt uddannet sygeplejerske.

Status.

Engang fik jeg mit 2. barn.
Engang fik jeg en depression.
Engang drømte jeg om babyer der brændte, om skrig igennem flammerne. Om en mor der ikke kunne hjælpe.
Engang frygtede jeg, at jeg ville slå mit barn ihjel.
Engang turde jeg ikke forlade mit barn mens det sov, for tænkt nu hvis det forlod denne verden mens jeg kiggede væk.

Engang fik jeg den hjælp jeg ikke formåede at bede om.
De så mig og hev mig ud. Selvom jeg protesterede og negligerede.

Engang fik jeg det langsomt bedre.
Engang kunne jeg pludselig gå på gaden uden lyst til, at kaste mig ud foran bilerne.

Engang surfede jeg på nettet på jagt efter resten af mit liv.
Engang opdagede jeg sygeplejefaget.

I dag har jeg fået barn nr. 3.
Ingen depression. Ingen drømme om ild.
Til gengæld en mor tilbage til studiet fra orlov og en far hjemme på barsel.
Til gengæld en masse selvudvikling.
Til gengæld et eksamensbevis og en autorisation til, at have andre menneskers liv mellem mine hænder.

What the fuck!

Til gengæld en forestående  jobsamtale til et job jeg VED jeg vil kunne gøre en forskel i.
Ikke fordi  jeg er erfaren. Ikke fordi jeg er hård. Ikke fordi jeg vil gå gennem det uden at fælde en tåre eller to.
Men fordi jeg er mig. Og jeg har hjertet med mig.
Resten kan jeg lære. 

mandag den 7. juni 2010

At mærke livet

Hvad gør en tekst? En tekst for mig kommer når jeg mærker livet.

Når følelserne blander sig med ordene og slet ikke kan lade være med at slippe ud.

Når mit verdensbillede ses en lille smule skarpere.

Når mit perspektiv bliver udvidet.

Når en historie fortælles så den duftes af modtageren.

Hvad gør en fortælling? Opmærksomhed fra en anden end den der fortæller?

Har du nogensinde prøvet at stoppe op og lade dig henføre af en fortælling?
Af den gamle irriterende gamle dame ved bordet ved siden ved siden af dig på cafeen? Af drankeren ved din side på bænken mens du venter på bussen?
Af moderen med alle sine børn omkring sig? Af manden med turban som kan fortælle om skikke så langt fra mine egne.

Jeg har sjældent.
Jeg smiler høfligt og afvisende og gider ikke høre.

Men ved du hvad? Hvis jeg gad noget oftere så ville mit verdensbillede blive mere mangfoldigt.
For når vi lytter til historierne får folkene omkring os farver. De får dybde. De får farve i kinderne og hænderne begynder at lave fagter mens de spiller deres erindringsfilm for mig.

Mennesker er fantastiske.
Jeg elsker at se hvor smukke ting vi kan lave. Hvor mange følelser vi indeholder. Hvor meget næstekærlighed vi rummer.

Jeg vil øve mig på at lytte til historierne.

onsdag den 3. marts 2010

Alt hvad man kan gøre ..


Nogle gange er det mest fornuftige bare, at stå stille en stund og suge forårsluften ind.
Smage maden.
Mærke hjertet banke.
Se livet gro.

Og grille pølser i snevejr....



LinkWithin

Related Posts with Thumbnails