Dagen falder til ro mens solen går ned.
Vi går hjemad.
Husets mindste falder i søvn i klapvognen allerede inden vi er nået ned til bussen, da vi går fra skolen.
Året er sluttet med krybbespil, opført af børnehaven.
Små hjerter har glædet sig og det er en fantastisk opførsel. Vi klapper begejstret da forestillingen er slut og alle børnehavebørn stolt løber ud over scenen og hen i deres forældres favn.
Det har været et langt år, men allermest et par lange måneder. Året tog sin slutspurt.
Det er ikke helt slut endnu, men håbet lever.
Håbet for, at den del af mit liv der pludselig virkede som om det var taget ud af et eventyr, bliver som slutningen plejer at være.
At det gode vinder.
Men både ordet "god" og "sejr" er jo to ord der formes efter behov. De er fuld af subjektiv gradbøjning.
For selvom arketyperne i eventyrene er rendyrket onde, gode, uhyggelige og smukke så er mennesker ikke rene i deres udtryk.
Blandt andet derfor at eventyrene bringer os gys og genkendelse. Vi kan genkende os selv i arketyperne.
Vi er alle både smukke, gode, uhyggelige og onde.
Og her midt i virkelighedens verden, tror jeg fuldt og fast på, at ingen mennesker bevidst ønsker ondt.
Der kan være tanker der har ledt mennesker hen af en vej der hverken gavner dem selv eller andre.
Og de kan være så frygteligt blinde for den skade de gør. Men jeg hader dem ikke.
Men jeg er uendelig tung om hjertet over den vej de har valgt at følge.
Men hvad så når livet pludselig føles som et eventyr. Lige her midt i virkeligheden.
Det gode er i mindretal.
Der kæmpes en kamp og netop da man tror det gode virkelig har en chance kommer det onde med dets planer og slår det gode ned igen.
I eventyrene må det gode gå gennem grueligt meget. Mange taber kampen undervejs.
Det ser sort ud.
De sidste sidder tilbage mens håbet svinder bort.
De vender øjnene mod himlen og råber "Så hjælp mig dog!". Men der er tyst som graven.
Men som alt ser sortest ud sker der noget.
Måske lyttede de alligevel, deroppe i himlen? Jeg skal ikke kunne sige det.
For mit vedkommende satte mine børn en tegnefilm på for nogle uger siden. Pludselig fandt jeg mig selv klistret til skærmen, skønt jeg havde set den før.
Jeg så noget nyt. Noget der gav genklang.
Musikken
lever. Inspirerer.
A single thread in a tapestry,
though its color brightly shine,
can never see its purpose,
in the pattern of the grand design.
And the stone that sits on the very top
of the mountains mighty face
Does it thinks it´s more impotant
than the stones that forms the base?
[...]
Mennesker skriver deres følelser ind i tekster og laver historie fyldt med håb. Jeg hører dem. Jeg mærker dem.
Jeg mærker mig selv gennem deres håb.
Jeg må lære trinene i dansen.
Jeg må have tillid til vores evner.
Vi må stå sammen.
Vi må tro
Tro på, at vi tror på hinanden.
For når vi tror. Ægte og dybt tror, da åbner dørene og
miraklerne sker.
"Let my people go" ...
Ligesom i de bedste juleeventyr.
Da vi er allermest tæt på den magiske skæringslinie, d. 24 december, da ser det oftest mørkest ud.
Bliver det nogensinde jul?
Klarer vi den?
Men når vi tænder for skærmen på den sidste dag, mens vi venter på, at aftenens magi må udfolde sig, da lever vi med figurerne, da de i 11. time overvinder både sig selv og det onde.
Og går i samlet flok om træet mens roen og julestemningen lægger sin beroligende dyne over os.
De klarede den.
Vi kan ånde lettet op. Læne os tilbage i stolen og igen vende opmærksomheden imod barnet på vores skød.
Og som jeg skriver dette opstår der et billede i mit hoved af en majstang, lavet i samlet flok. Med musik, dans, bånd i klare farver der væver sig ind i hinanden - som vi mennesker væver os ind i hinanden, forår og overvindelse.
Jeg håber I alle får overvundet jeres dæmoner. Hvilken form de end viser sig for jer i.
Og hvad end I kæmper med, så håber jeg, at der venter jer en glædelig jul.
Det er mit juleønske til jer.
Fra min familie og jeg, til alle jer skønne mennesker,
Glædelig jul.
