Det ramte mig pludselig!

Kender I det der sug i maven?

Dagene går derudaf. Jeg er optaget af mit liv.

Små og store opgaver. Tidspilde og intens koncentration. Hverdag og fest.

Men så rammer tanken lige eller mine øjne falder over et gammelt billede eller jeg synger den der godnatsang der egentlig ikke tilhører mig, men som jeg låner for livstid. Den godnatsang som mine børn måske vil opfatte som min engang. Men de må også gerne låne den når den tid kommer.

Så pludselig kommer suget. Suget af sorg.

Det er ikke en sorg der tynger min hverdag, men nogen gange dukker den alligevel op.

Som et sug i maven. Af savn. Af frustration over det endegyldige farvel, jeg ikke selv fik lov til at vælge.

Jeg kunne skrige og råbe og sige, at de ikke måtte forlade mig, men jeg havde ikke noget at skulle have sagt.

Det var ikke mit liv at bestemme over.

Jeg kan ikke nå dem, røre dem, tale med dem og duften forsvinder langsomt fra de sidste ting.

Det eneste jeg har tilbage i den fysiske verden er frosne øjeblikke på papir og små bidder af vores verden på gamle videobånd.

Jeg savner jer.