Viser opslag med etiketten julemarked. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten julemarked. Vis alle opslag

søndag den 23. november 2014

Julemarkeder på de danske Steinerskoler

I går løb det årlige julemarked/bazar af staben på min egen skole.
Hele ugen har alle mand, høj som lav, forberedt os, pyntet op, finpudset kostumerne, øvet versene bare én gang til, bagt, kogt, tænkt, løbet stærkt... glædet os.
Kl. 10 gik det hele i gang i salen.

Min egen klasse opførte et vers for første gang og sikke en glæde, at se dem stå der spændte, lidt nervøse og meget klar, da de skulle på.
Heldigvis siger vi verset sammen, så der er nogen at læne sig op af hvis man går i stå.
Det gik så godt og de var meget stolte da vi kunne gå ned fra scenen igen.

Da alle dem der havde forberedt noget, havde været på scenen var der så blot tilbage, at gå ud og hygge sig i alle boderne og værkstederne.

Sikke en dag!




Her et kig ind i mit klasseværelse, der på denne dag var omdannet til smedje. 




At være til julebazar på en steinerskole er noget helt særligt. Det er årets største fest og det er altid et overflødighedshorn af alt det bedste folk kan lave.
Hvis du ærger dig over, at du ikke nåede til netop min skoles bazar, så kan du heldigvis stadig nå julemarked på en af de andre skoler.

I næste weekend, 29. november, er der flere steiner julemarkeder, f.eks.:

Jylland 
Østskolen i Aalborg

Fyn

Sjælland
Vidar skolen i Gentofte
Michael skolen i Herlev
Kvistgaard i nordsjælland

Er der flere julemarkeder vi skal ud og besøge i denne måned, så skriv endelig en kommentar så vi alle kan komme ud og nyde de gode markeder i det ganske land.

tirsdag den 27. november 2012

En lille smule om julemarkedet på vores skole.

Ja her skulle jo så være en række billeder (i fokus!) med lækker stemning fra vores julemarked.
Men til forskel fra sidste år, hvor vi bare var gæster på en skole vi snart skulle være en del af, så har vi i år været en del af forberedelserne. Det gør så også, at der kommer en del vagter og opgaver til under selve julemarkedet og kameraet må leve en ensom tilværelse i tasken, når det ikke lige hives op og bruges til et par hurtige snapshots på farten.


Værksted med pynt af lys med farvet bivoks, mig der lige er smuttet fra køkkenet 
for at byde i den tavse auktion og lidt stemning fra smedjen.

Men det var godt det der marked. Og intenst.
Pludselig var dagen gået!
Der var så mange boder med fantastisk håndværk, lækker mad, fine værksteder, fantastisk optræden i salen, snak og røre både ude og inde, sang rundt omkring når klasserne stillede sig op og gav en julemelodi...
Der var det hele og mere til.


Drengene løs i smedjen, Kamille har lavet lanterne, 
sandwichboden og en flok nisser der bor i børnehaven.

Jeg glæder mig allerede til næste år!

tirsdag den 13. november 2012

Det er så det her min verden drejer sig om de næste 14 dage


Det summer ude på Engvej.
Der forberedes.
Børn går rundt med næserne i manuskripter og sangbøger.
Forældre og lærere holder møder.
Der bages, syes, filtes, købes ind, bringes hjem fra naturen.
Der skal sættes i orden, laves vagtplaner, fordeles opgaver.
Mails, mange mails!, bliver sendt frem og tilbage.
Ordet "Ja det vil vi gerne" høres alle vegne.
Folk har lovet at komme. Med ting lavet af kærlige hænder. Med mad produceret med kærlighed.

Det bliver godt. For POKKER det bliver godt!


Det er kulminationen på måneders forberedelse, når forældre, elever og lærer på Steinerskolen København lørdag 24. november indbyder til det fedeste julemarked i København.
Skole-julemarkedet er en åben højtidsfest, som er fyldt med liv, leg, dans og musik. Og så er det et overflødighedshorn af aktiviteter og sundhed. I år stiller den kendte kogebogsforfatter og ernæringsekspert Oscar Umahro Cadogan op med juiceshow og minifordrag.
I skolegården er der kaffevogn fra Riccos kaffe, juice-shots, raw-food, julegodter af forfatteren Sus Medusa,
friskplukkede bio og øko grøntsager fra Din Baghave og ikke mindst kød fra det biodynamiske landbrug og besøgsgård Thorshøjgård.
En række af de bedste kreabloggere har også meldt deres ankomst og vil sælge håndarbejde i boder på skolen.
Julemarkedet er også stedet, hvor skolen stolt viser nogle af skoleårets aktiviteter. Det betyder, at lærere og elever sammen præsenterer et skuespil, der er sang og musik og carolling i skolegården. Og så selvfølgelig den allerede legendariske magiske fiskedam for børnene. Den er altid helt speciel. Du kan også smage på den mad, som skolens kok Sachiko til dagligt serverer for børnene og smage, hvordan en moderne skolepolitik udmøntes gastronomisk.
På 1. salen af skolen holder ‘Den Tavse Auktion’ til, hvor du bl.a. kan byde på håndtegnede tegninger af Anders
Morgenthaler, fotografier af kunstfotograf Søren Solkær Starbird, gavekort til massage og wellness og meget, meget andet! Her er mulighed for et virkelig godt og billigt julegave-indkøb. Der er også marionetteater, grafikere, smykkedesignere og guldsmede og selvfølgelig masser af glögg, æbleskiver, suppe, sandwich og ris a la mande til ganerne.

Husk, indgangen er ganske gratis.
Ses vi. Det tror jeg nok vi gør.
Og husk at hilse hvis du genkender mig ik. Jeg vil så gerne sige hej :).

søndag den 20. november 2011

Julemarked på Steinerskolen i København.

Matias og Malte laver messing-lysestager i smedjen.

Børnene banker messingen i form og så er der en voksen der styrer svejsningen.

Børnehaveklassens lokaler, der i dagens anledning var indrettet som smedje.


Kamille har fundet lidt interessant legetøj nede i børnehavens lokaler.

Lidt af SFOéns lokaler.

Se lige den fantastisk smukke kridt-tegning på tavlen i 3. klassen!

Dejlige dukker i hobetal. Jeg kunne have taget dem allesammen med hjem.

Der bliver lavet bivoks-lys.

Så er markedet ved at være slut og vi vender trætte og mætte af indtryk næsen hjemad.

søndag den 19. december 2010

Julemarked i den Grå hal






I dag gik turen til Christiania for at snuse lidt stemning ind ved det årlige julemarked.
Selvom det er proppet med mennesker, elsker jeg at gå rundt og kigge. Det er som at træde ind i en anden verden, når man går gennem dørene til hallen. Alle boderne er sat så flot op og kreativiteten flyder.
Alle duftende, lydene, farverne. Jeg elsker det hele.

Og så lærte jeg en kunster at kende. Sine Strøm, der står og ser lidt betuttet ud i sin bod på billedet herover. Det tror jeg faktisk også jeg ville være, hvis en fremmed dame kom og spurgte om hun måtte tage billeder af mig.
Jeg stod længe og aede alle hendes ting (faktisk lidt irriterende, måske, egentlig) og kunne have købt det hele.
Jeg tømte jo desværre sparegrisen på de her japanske bøger, så jeg sukkede bare misundeligt og nøjedes med at tage billeder. Men prøv lige at se de kreationer hun laver. Jeg er ganske begejstret. Allermest for den pink kjole.
Kære univers, hvis du lytter så ønsker jeg mig den, ik´.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails