Et eventyr flytter ind

I dag vil jeg også være interiør blogger!
Vi har nemlig fået nyt spisebord.

Et eventyrbord, der passer sig til hobbitter, troldmænd og seje dværge.

Det er håndlavet af massive egetræs planker og snedkereret sammen på fineste manér af en fantastisk dygtig håndværker. Han hedder Angus og har firmaet AngusWood (kig forbi hans facebook side, der er billeder af bordet tilblivelse. Det er fantastisk, at se hvordan et par brædder forvandler sig).

Sådan et bord her, rummer mange gode stunder i sig. De venter bare på, at få chancen for at komme frem.
Derfor har jeg startet mig en ny billedeserie på Instagram der hedder #tablelife.
Kom og leg med :).

Og nu må jeg hen og tjekke fadeburet for madreserverne. Det kunne jo være, at de 13 dværge og troldmanden kom forbi snart.
Jeg håber de har gode eventyr med.

Disclaimer: 

Dette indlæg er IKKE sponsoreret eller opfordret. 

Jeg har skrevet fordi, jeg er vild med Angus arbejde.

Kamilles værelse

Min prinsesse, min kommandus, min lille pige med den kæmpe vilje!
Dette er hendes værelse og hun har selv været med til, at bestemme hvor alt skal stå.

I dag lege vi 'ryd op' på hendes værelse. Hun kan orkan-rode på et nanosekundt, så sådan en dag som i dag hvor alt ligger på sin plads, der er tørret af, støvsuget, friske blomster i vase og solen står fint ind ad vinduet, det må da foreviges :).

Vinterhygge

I dag kom der lidt vinterhygge op over spisebordet.
Jeg tog nogle bløde grene og bandt sammen med tynd ståltråd. Ovenpå lagde jeg en kæde med elektriske lys. Den blev også bundet let fast med ståltråd.

Jeg synes den pynter gevaldigt over vores spisebord og spreder dejlig vinterhygge her i mørket.

Det kan godt være at det til tider er trist med alt det her mørke, men på visse punkter er det også bare så hyggeligt at kunne tænde alle disse hyggelys rundt omkring i mit hjem.

Mit nye strikkehjørne

En kasse til bomuld og en til uld, plus kurven med igangværende projekter på gulvet.
Jeg er vild med mit nye hjørne og har bare lyst til, at gå over og gå igang med at strikke noget.

I øvrigt, så tusinde tak for den overvældende feedback på mit indlæg om den hjemløse mand på Nørreport, jeg skrev her torsdag aften. Indlægget var slet ikke ment som "klap mig lige på ryggen", men bare en historie om to mennesker der mødtes kort.
Tak fordi I læste med på hans fortælling.

På vej op til overfladen efter forårsluft.

1) Vores arbejdsplads hjemme og smukke blomster fra gode venner.
2) Iskaffe til selvforkælelse og tegne-kreativitet i fuld spring.
3) En smuk skål jeg fik i indflyttergave hvor ungerne fylder kogler i og Kamille der spiller koncentreret.
4) En armbånd jeg så i et butiksvindue som jeg bare måtte eje!

Hulestuen på toppen af verden.

Vi er langsomt ved at få gjort det til vores eget, heroppe under skyerne. Det første der er tæt på, at kunne kaldes færdigt er stuen.

1)Vi har bevist valgt sofaen fra og istedet indrettet et hyggehjørne med plads til at flade ud.
Gulvlampen er min aften-strikke lampe, når det bliver for meget med loftlys men for lidt at skulle strikke til stearinlys og tv.

2) Jeg fik endelig fat i noget dragepapir hos Solspejlet. De er i øvrigt ikke kun netbutik, men har en fantastisk hyggelig butik på Frederiksborggade, som vi havde den glæde at besøge i weekenden.

3) Kamilles legehjørne, med de nyerhvervede bjørne som hun købte hos Solspejlet.
Jeg bliver tit overrasket over deres valg, når de selv får rundt og kigger med penge på lommen.

4) Her i weekenden fik jeg afbarket den lange gren vi har haft liggende og tørre og vi fik hængt gardiner op. Jeg er vældig tilfreds med resultatet - og ikke mindst at kunne trække gardinerne for, så jeg ikke føler at jeg bor i et akvarie!

I *heart* weekender.

Efter endnu en travl uge er det velsignet, at vågne op til langsom weekend.

Langsomme kram.
Langsom morgenmad.

Rolige børn der nyder nuet.

I dag kan resten af verden passe sig selv. Vi huler og nyder hinanden.

Vi klipper og brainstormer

'

Uhhhh, det kilder i maven.

Nøglerne til den nye lejlighed ligger i min lomme og aftenen i går blev brugt med the og klippe-klistre. Ikke den slags klippe-klistre som størstedelen af verden gør sig i, i disse dage. Men når man har valgt en hule med skråvægge, så kræver det opfindsomhed at få møblerne til at passe ind.

Men det bliver SÅ hyggeligt!

Det kilder også i maven af glæde over, igen at kunne få én hule. Rykke sammen og lave en fælles hule, hvor alle har deres helt egne yndlingsting lige dér og ikke altid er glemt i den anden hule. 

Hvor jeg igen skal vænne mig til, at jeg ikke bare kan rykke rundt og hænge op som jeg vil, for der står en anden voksen på lejekontrakten, der også har en mening.

Mine sønner får hver deres dør de kan lukke bag sig. Processen med at dele værelserne mellem sig ordnede de helt selv!

Jeg glæder mig helt ustyrligt til nytårsaften på 5. sal i indre by! Og jeg skal vænne mig til, at skrive 2300 Kbh S når jeg skriver min adresse ned....

P.s. 5. sal, uden elevator. Jeg glæder mig til at hilse mine baller velkommen igen. Hvor har I været alle disse år!?

Juhuuuu(L)

En runde i de lokale genbrugsbutikker, lidt fra gemmerne, lidt fra drengenes produktion fra skolen, lidt mos fra Fakta, et stearinlys i ren stearin og så et drys stemning.
Så nåede vi til 1. december.
Det bliver småt med julepynten i år, for ingen af os aner om vi har pakket begge huler ned om 14 dage, men lidt stemningsdrys skal der til, trods alt.
Og mon ikke, som i et rigtigt juleeventyr, at også vi sidder d. 24.i et julepyntet hjem med hele smøren (det kan jeg faktisk garantere, for vi pendler mellem bedsteforældrene, og hos dem er alt - heldigvis - som det plejer, at være).

Skålen med krystaller er sat ind som et pædagogisk forsøg.
Når man, som jeg, godt kan lide at pynte spisebordet med dims, men er træt af, at diskutere hvad der må pilles i (og pilles i stykker, ikke mindst), så må man indføre "pil-løs" zoner.
Der kommer skålen med runde sten ind i billedet. Nu kører skålen rundt når vi spiser og børnene vælger deres egen sten. Og dermed har utålmodigheden et sted at blive kanaliseret over i, og vi kan sidde samlet mere end 10 minutter ad gangen.
Der er selvfølgelig rift om udvalgte sten, men overordnet set virker det.

Min lejlighed har fået gevir!

Jeg er nede. Har mistet stemmen, hvilket er det værst tænkelige tidspunkt!
Dette efterår har været hård ved mit helbred, og vi er ikke engang rigtig inde i efteråret, rent vejrmæssigt, endnu.

Nå men, skidtmads eller ej. Jeg måtte ned og handle i dag, for min store dreng fylder 9 år i morgen og skal forkæles med morgenbord. Da jeg bor lige over Brugsen her i byen er det nemt lige at smutte derned og handle det mest nødvendige, når det føles som om der er alt for langt op til Netto.
I dag blev det mest nødvendige, sammen med æg, juice, flag og alt det andet, en wallsticker til 40,-.
Da jeg så den vidste jeg lige hvor den skulle sidde.

Selv synes jeg det blev ret fint.

Min stue og PH-lampe.

Min stue begynder at tage form og blive hjemling. Således har jeg nu fået hængt min arve-lampe op over spisebordet.
Den lyser så hyggeligt om aftenen og spreder blødt lys ud i stuen og ned på mine blomster.
Jeg har endda også fået en sofa og hængt et billede op på den ene væg.

I dag har jeg leget med neglelak og henna-hårfarve. Jeg skal nemlig til fest i weekenden og jeg glæhæhæhææder mig. Det er efterhånden en del måneder siden jeg har været ude og svinge med måsen.

Hvad skal I lave i weekenden?

Et særligt sted i hjertet

Heroppe i min lejlighed fik en jeg drøm opfyldt. Jeg gav mig selv et arbejdsbord.
I årevis har jeg siddet ved spisebordet og syet, hvilket resulterede i, at vi enten spiste oven i mine projekter og fik tråd i maden (og pletter på mit stof), eller også brugte jeg det meste af min krea-tid på, at flytte rundt på mine ting.
Men ikke mere. Jeg kan bare lade mine projekter ligge imellem jeg har tid til symaskinen. Og jeg elsker det.
Det er lige før jeg kæler lidt for mit arbejdsbord en gang imellem, så glad er jeg for det.

Jeg har fyldt hylderne op med ting der betyder meget for mig. Bag de røde svampe er en af talerne fra mit bachelor-party sat ind i Wordle, AB´s tegning, sparegrisen fra min bedsteforældres hus, et par af mine tegninger på væggen, og meget mere.
Hyldernes indhold ændrer sig hele tiden, alt efter mit humør og hvad der lige er helt fremme af kreative sysler.

Nu vi taler om kreative sysler, så har jeg et par nye dukker igang. Det er fantastisk at være igang igen.
Jeg har ikke lavet det mindste kreative med mine hænder i månedsvis. Det er mit sundhedsbarometer.
Jo mindre jeg nørkler, jo mere skal alarmklokkerne ringe, for jo mere skidt står det til med mentalhygiejnen.
Men mine pølser vækkede noget der sad og sov tungt dybt indeni (TAK for skubbet!).
- Apropo mine pølser, så var det snegle til sanezonen på det der marked, I ve´.

Nå men, jeg giver liv til små mennesker lavet af uld og stof og jeg elsker det.
Når jeg bliver i tvivl om vigtigtheden af sådanne dukker, så kigger jeg op på min gamle bamse, der passer på mine højttalere (der skal musik og lydbøger til arbejdet). Den gamle bamse har tilhørt min far.
Det er ikke en bamse som børn får lov til at lege med mere, for Ninus er mør og skrøbelig. Men han betyder rigtig meget for mig, og jeg vil endda gerne indrømme at han og jeg har haft en samtale eller to gennem tiden. Også selvom jeg først fik ham da jeg var teenager - eller rettere, så flyttede han selv ind på mit værelse engang og krøb selv med i flyttekasserne da jeg skulle afprøve mine egne vinger. Ret beset har jeg vist aldrig rigtig nogensinde sådan helt fået ham overrakt. Men sådan er det med bamser og katte. De har det med selv, at vælge deres mennesker.
Hvis jeg vil have ham til at blive boende, så må jeg vist hellere gå ind og få ham viklet ud af de ledninger igen.
Stakkels Ninus, han har fået viklet sig helt ind.

Og bagefter må jeg videre med dukkemageriet. Imens jeg syer og ser personligheden dukke frem drømmer jeg om, at en af mine dukker engang bliver et barns bedste ven. Tænk engang en ære det ville være, at være den der har lavet sådan en ven.

P.s. I aften må dukker og bamser passe sig selv og hinanden, for der er jeg inviteret til fødselsdag. Dagdrømmeren har inviteret på pandekager. Hvis der er noget man aldrig bliver for gammel til, så er det pandekager, især ikke når man har fødselsdag.

Glemte skatte

Engang i vinters kom der en pakke med guld - bare fordi.
Men mit liv var lige travlt optaget af, at falde fra hinanden, så stofskattene fik langt fra den opmærksom de burde have fået.
Den anden dag ledte jeg igennem mine stofbunker og hev klædet herover frem. Perfekt til lidt dukketøj tænkte jeg, indtil jeg fik bredt det ud og så at det var en rund dug.
Rund?
Dug?

Hey, jeg har købt et rundt spisebord og jeg går sådan rundt og mangler noget grønt i min stue.
Og ding dong, så var der grønt i min stue og den skønne skat var reddet fra saksens skarpe blade.

Dem nede på fortovet, de må så finde sig i at få lidt krummer i hovedet engang imellem, for sådan en skat skal bare rystes lidt ud af vinduet og så kan den en dag mere ;). Det er herresejt, at bo på 2. sal.