Sårbar

Når livets brutalitet bliver for meget og mine indre snore bliver tyndslidte, så løber jeg tør.
Tør for kærlighed. Tør for omsorg. Tør for energi.
Bare tør....

Det skete pludselig og hvad gør man så?
Så er det godt at der findes fantastiske mennesker derude der kan hjælpe med, at gøre mine egne snore stærkere igen, så jeg igen kan gå ud i brutaliteten og gøre det jeg skal - og har valgt at gøre.

Således hjælper jeg mig selv sideløbende ved at zoome ind og sætte farten ned.
Garnet former sig langsomt for hver eneste maske. En lille pige følger med i tilblivelsen.
Pind 3. Det går langsomt. Men det gør ikke noget.

Jeg kompenserer på den mest absurde måde, ved at skabe små dukkebørn og lægge alt min ømhed i dem.
De skal bo der hvor min datter og min mindste søn bruger flest af sine vågne hverdagstimer.

Jeg skal nok blive hel igen. Og sorgen skal nok forvandle sig til endnu en smuk erfaringsperle der kan trille rundt i mit hjerte.

Den sletter vi lige

Kender I sådan en dag?

En af den slags der går galt allerede fra morgenstunden og efterhånden som dagen går så føler man, at man taber små stykker af både selvværd og intellekt rundt omkring, uden mulighed for at sende eftersøgning ud?

Det kan godt være at jeg skulle være så skide klog, men lige nu (og på mange andre tider) ville jeg gerne være helt gennemsnitlig.
Jeg ville gerne være i stand til at fokusere på de samme ting som de andre. Være med i deres fællesskab. Jeg ville gerne være i stand til at være på "praksis niveau" så jeg kan svare på de, yderste relevante, spørgsmål som lægen stiller mig ved stuegang, istedet for at svæve rundt et sted mellem eksistensialisme og den kemiske virkning af en given medicin.

Det lyder så let at sige, så fokuser dog på det. Det har jeg fået af vide siden jeg startede og jeg forstår til tider ikke hvorfor det er så svært for mig.
Men gang på gang falder jeg i. Tager den lange vej, den rigtig lange vej. Tror det hele skal være så kompliceret.

Dage som i dag skal bare slettes, og så prøver jeg igen i morgen. Lidt mere søvn og lidt mere overskud.
Hvem ved, måske det rent faktisk ender med at jeg bliver en vaskeægte sygeplejerske ude på kontoret også, og ikke kun inde hos patienterne.

Her kommer jeg ...

Jeg træder ind ad døren. På min krop har jeg kommunens uniform.
Cowboybukser, trekvartærmet hvid trøje og over den skjorten, der minder lidt om en skovmandsskjorte. På brystlommen er et fastgjort mærkat med mit navn, og i den ligger mobilen og et udvalg af kuglepenne.
Mine lommer rummer håndsprit, diverse sedler, en saks, en lille bøtte creme og en læbepomade.
Den sorte jakke, der knitrer når jeg bevæger mig, er god i kulden.
I min hånd har jeg den flettede kurv med forskellige sager i. Kørelisten, medicinbestillingssedler, diverse forbindingssager, lidt saltvand - bare til hvis nu, og ekstra handsker.

Jeg er i praktik i hjemmeplejen og kører som hjemmesygeplejerske. I dag er jeg alene på vejen. Ingen vejleder til at kigge mig over skulderen.
Det er fédt at starte den lille kommunebil op, skrue op for radioen og nynne med mens jeg kører ud. Helt alene.

En ting er at gå alene ind på en stue inde på hospitalet. Der er mine mentorer lige ude på den anden side. En helt anden ting er, at køre ud alene til folks hjem.
Bevares, jeg har mobilen med mig og kan bare ringe hvis der er noget. Men min selvrespekt byder mig helst at kunne tingene selv. Selvfølgelig er folks helbred vigtigere end min stolthed, så er der noget tøver jeg ikke med at ringe. Men I forstår sikkert godt hvad jeg mener når jeg siger at jeg helst vil kunne klare det uden hjælp ;).

Jeg nærmer mig afslutningen på min uddannelse. Til næste år på denne tid står jeg med nålen sat fast i uniformen og er i fuld gang som ansat et sted.

Denne uddannelse har været en tilstand af næsten konstant forvirring og følelse af, at der hele tiden var noget jeg manglede at vide. Der er stadig utroligt meget jeg mangler at vide, men trådene samler sig til en ring og jeg begynder at få en faglig stolthed. Føler mig langsomt dygtig.
Jeg fik 12 til min mundtlige eksamen her i februar da jeg forsvarede vores store Bachelor-forberedende opgave. Jeg har fået ros hele vejen igennem, men først nu begynder jeg at føle, at det sætter sig fast hos mig.


Da jeg træder ind ad døren hos borgeren og kommer ind til hende, smiler hun til mig og siger: "Der kommer sygeplejersken jo" ...

Jo fanme så ... her kommer sygeplejersken :-D. Det er nemlig mig.