Her kommer jeg ...

Jeg træder ind ad døren. På min krop har jeg kommunens uniform.
Cowboybukser, trekvartærmet hvid trøje og over den skjorten, der minder lidt om en skovmandsskjorte. På brystlommen er et fastgjort mærkat med mit navn, og i den ligger mobilen og et udvalg af kuglepenne.
Mine lommer rummer håndsprit, diverse sedler, en saks, en lille bøtte creme og en læbepomade.
Den sorte jakke, der knitrer når jeg bevæger mig, er god i kulden.
I min hånd har jeg den flettede kurv med forskellige sager i. Kørelisten, medicinbestillingssedler, diverse forbindingssager, lidt saltvand - bare til hvis nu, og ekstra handsker.

Jeg er i praktik i hjemmeplejen og kører som hjemmesygeplejerske. I dag er jeg alene på vejen. Ingen vejleder til at kigge mig over skulderen.
Det er fédt at starte den lille kommunebil op, skrue op for radioen og nynne med mens jeg kører ud. Helt alene.

En ting er at gå alene ind på en stue inde på hospitalet. Der er mine mentorer lige ude på den anden side. En helt anden ting er, at køre ud alene til folks hjem.
Bevares, jeg har mobilen med mig og kan bare ringe hvis der er noget. Men min selvrespekt byder mig helst at kunne tingene selv. Selvfølgelig er folks helbred vigtigere end min stolthed, så er der noget tøver jeg ikke med at ringe. Men I forstår sikkert godt hvad jeg mener når jeg siger at jeg helst vil kunne klare det uden hjælp ;).

Jeg nærmer mig afslutningen på min uddannelse. Til næste år på denne tid står jeg med nålen sat fast i uniformen og er i fuld gang som ansat et sted.

Denne uddannelse har været en tilstand af næsten konstant forvirring og følelse af, at der hele tiden var noget jeg manglede at vide. Der er stadig utroligt meget jeg mangler at vide, men trådene samler sig til en ring og jeg begynder at få en faglig stolthed. Føler mig langsomt dygtig.
Jeg fik 12 til min mundtlige eksamen her i februar da jeg forsvarede vores store Bachelor-forberedende opgave. Jeg har fået ros hele vejen igennem, men først nu begynder jeg at føle, at det sætter sig fast hos mig.


Da jeg træder ind ad døren hos borgeren og kommer ind til hende, smiler hun til mig og siger: "Der kommer sygeplejersken jo" ...

Jo fanme så ... her kommer sygeplejersken :-D. Det er nemlig mig.