De kravler op af min ryg. Jeg hopper og ryster og basker med armene, men de sidder fast med små syle i min hud.
Mine nakkehår rejser sig og jeg er bange.
De har små skarpe sakse i lommerne.
Knæk....
Knæk....
En efter en ryger de små gyldne snore der holder mit indre sammen.
Jeg binder dem sammen igen så hurtigt jeg kan, men mine knuder er svage og jeg kan ikke finde de rigtige snore at parre.
Vil ikke sætte dem sammen forkert, så jeg bliver helt skæv indeni. Men hvis ikke jeg gør et forsøg er alle mine snore snart væk og hvad skal så holde mit indre sammen?
De stikker til mine tanker, så jeg har svært ved at fokusere. Som at læse en bog i drømme. Jo mere jeg stiller skarpt, jo mere flyder det hele ud.
Jeg finder mig selv stående foran endeløse rækker af rugbrød.
Rugbrød!
Rugbrød?
27 slags af noget der dybest set er det samme. Hvor er det inderligt ligegyldigt.
Alligevel står jeg lammet og glor på pakkerne, ude af stand til at tage en beslutning *panik*.
Rugbrød .. pff!
Knæk....
HOLD SÅ OP!!!
