Når livets brutalitet bliver for meget og mine indre snore bliver tyndslidte, så løber jeg tør.
Tør for kærlighed. Tør for omsorg. Tør for energi.
Bare tør....
Det skete pludselig og hvad gør man så?
Så er det godt at der findes fantastiske mennesker derude der kan hjælpe med, at gøre mine egne snore stærkere igen, så jeg igen kan gå ud i brutaliteten og gøre det jeg skal - og har valgt at gøre.
Således hjælper jeg mig selv sideløbende ved at zoome ind og sætte farten ned.
Garnet former sig langsomt for hver eneste maske. En lille pige følger med i tilblivelsen.
Pind 3. Det går langsomt. Men det gør ikke noget.
Jeg kompenserer på den mest absurde måde, ved at skabe små dukkebørn og lægge alt min ømhed i dem.
De skal bo der hvor min datter og min mindste søn bruger flest af sine vågne hverdagstimer.
Jeg skal nok blive hel igen. Og sorgen skal nok forvandle sig til endnu en smuk erfaringsperle der kan trille rundt i mit hjerte.
Der brænder en ild i mig.
En ild der til tider ulmer og til andre tider buldrer.
Min verden er så modsætningsfyldt for tiden.
I mine arbejdstimer går jeg mellem folk, der er kommet til et sted i deres liv hvor de ikke kan andet end at vælge flugtvejen igennem stofferne frem for mad. Hvilket gør mad et utroligt stort samtaleemne blandt beboerne.
Flere af dem får kun mad de 4 gange om ugen der er mulighed for at få mad igennem bostedet.
Jeg har startet en vagt med hjertemassage.
Jeg har afsluttet en vagt ved, at have flere betjente til at slæbe en stofpåvirket afsted.
Jeg har set en vagtlæge møde op med 6 betjente - 4 af dem kampklar med skjold - fordi der var en beboer der muligvis skulle indlægges i lukket regi på røde papirer.
Jeg kan komme til at tænke om den vagtlæge, at han var et skvat.
Jég har en telefon jeg kan trykke på som ringer alarm hos mine kollegaer. Ofte er vi to kollegaer - til tyve beboere! Nogle gange har jeg også mine strikkepinde jeg kan prikke med, hvis det skulle være... Så skal de nok høre efter.
Bagefter kan jeg også komme til at tænke over, om mine egne grænser måske egentlig ikke er dem der bør ses efter?
Min dejlige mand fulgte intenst med i nyhederne da den stakkels pædagog blev myrdet af en beboer for ganske kort tid siden. Han sagde ingenting men kiggede bare på mig.
Han behøvede ikke sige noget.
Men så er det også jeg ved, at jeg ikke er i stor fare. For jeg holder af dem. Og det ved jeg de kan mærke.
Jeg både får og giver en krammer - til nogle. Til andre er den der hånd på min skulder alt hvad jeg behøver for at vide hvad de egentlig vil sige.
Vi kan skændes. Vi kan endda råbe lidt. Der kan være brug for, at jeg lige går et andet sted hen og lader dem være med deres følelser en stund og så kan vi tale lidt senere.
Der er opture, nedture, gode dage og røvdage.
Når jeg har fri går jeg fra den verden, direkte ind i en verden af eventyr og tryllestøv når jeg henter mine børn i deres utroligt dejlige og beskyttede verden på steinerskolen.
En verden hvor pinde forvandles til alskens ting, der spises hjemmebagte grovboller og råkost. Og der er altid en bolle til dem der kommer forbi. Uanset hvem de er.
Hvor de voksne er varme og glade og børnene smurt ind i mudder.
Æstetikken er i højsædet og der er smukt hvorend jeg vender mig.
Glade ansigter, glade tegninger.
Jeg får gåsehud af glæde.
Og jeg håber, at børnene holder glæden i sig for resten af deres liv.
I går stod jeg til forældremøde i børnehaven. Vi havde skolens eurytmist med for at vise os hvad vores børn laver når de har eurytmi.
Så stod jeg der og hoppede den lille reje mens jeg opdagede, at jeg stadig havde blod på både skjorte og bukser fra en beboer vi måtte sende akut afsted med ambulancen...
Modsætningerne i mit liv skaber en trodsighed i mig.
Forleden gik jeg på strøget og måtte holde fast i mig selv, for ikke at stoppe et vilkårligt sted og få lavet en piercing. Bare for at give "dem" fingeren.
For at gøre noget. Give udtryk for noget oprør...
Desværre tror jeg ikke rigtig "nogen" ville lægge mærke til noget og den eneste jeg reelt ville give fingeren var min egen økonomi. Så jeg nøjedes med, at købe en lækker burger med chili og guacamole og hjælpe en gammel dame på toilettet (altså, bare ind af døren, ik´).
Der er en tekst der har kørt på repeat i mit hoved de sidste dage.
We didn't start the fire
No we didn't light it
But we tried to fight it.
Hvis jeg nu henter Dagdrømmerens trommestikker, skruer op og trommer med på tastaturet, vil du så tromme med mig derude og råbe "WE CAN`T TAKE IT ANYMORE"?
Verdens absurditet er mig en evig gåde..
Bunken af "det gør jeg først, for det har jeg lovet"-opgaver var blevet for stor (bl.a. en del sommerhatte hvor min deadline nærmer sig hastigt!) i forhold til "det gør jeg fordi jeg har fået denne her gode ide og kan slet ikke vente med at udføre den".
Således tog jeg til eftermiddag datteren på armen og kørte på tøsetur i Jem og Fix. Her fik jeg bragt superlim af datter, i rigelige mængder, mens jeg så på træbeskyttelse.
Hjem og gøre klar. Sjov med malertape.
Afbrudt af spisning (lavet af manden mens datter og jeg gyngede - I like), aftentumult, godnatsange og så i arbejdstøjet.
Kl 20 stod jeg ude i vores lille legehus, bevæbnet med arbejdslampe, "Michael Laudrups tænder" på min Ipod og 5 liter hvid træbeskyttelse.
2 timer senere havde huset fået første gang indvendigt og jeg havde hørt noget mere om konceptet børn, at tage til møde med redaktionschefen med så kraftige tømmermænd at man knap kan se lige, pinligheder i gamle slidte gule bukser og meget andet.
Jeg har betalt 89,- for den. Nu hører jeg den altså færdig!
I dag har jeg ellers endelig været på arbejde igen.
Har jeg nævnt, at jeg godt kan lide børn? Jeg kan godt lide børn.
Har jeg nævnt, at jeg også godt kan lide at være sygeplejerske på en børneafdeling?
En af mine mange arbejdsopgaver i dag var, at gå rundt med et dukkebarn på nogle måneder mens mor lige skulle bruge begge arme.
Som studerende har jeg jo bedre tid end de andre sygeplejersker, så jeg tog gladeligt imod og dukkebarnet og jeg gik lidt rundt på gangen og hyggede.
Iiihhhh, det lille knirkende menneske kiggede på mig og vi talte lidt om livet, universet og alt det der.
Man skulle så tro at jeg var fyldt op med børn når jeg så kom hjem?
Jeg frygtede det, men ironisk nok er det modsat. Jeg glæder mig sådan til at komme hjem og kramme mine egne dukkebørn og mit overskud er stort.
Nu sidder jeg her i min sofa. Klokken er mange og jeg skal tidligt op. Men jeg hentede mig en øl da jeg hentede den bærbare og den skal jeg lige drikke færdig.
For øl, det var lige hvad jeg havde lyst til da jeg havde malet færdig.
Jeg er ikke sådan rigtig bange for højder. Jeg har bare en sund udviklet sans for hvornår en situation kunne gå hen og blive uholdbar. Sådan en situation har jeg gentagne gange befundet mig i, i går. Gavlen på vores tilbygning trænger så meget til at få pakket træet ind i et beskyttende lag maling. Og pludselig tog fanden ved mig. Imens barn version 3.0 sov sødt i sin barnevogn, kravlede jeg op og ned af stigen og grundede træværket. Og i morgen kan jeg starte forfra med den hvide. Men det skal nok blive flot. Og imellemtiden kan jeg prøve at overbevise mig selv om at jeg elsker stiger .. virkelig! Nogen der kender en god hypnotisør?
