Det midlertidige liv...

"Mor, mennesker er midlertidige..."

Ordene kommer fra bagsædet i bilen.

Der har ellers været stille den sidste lange stund.
Martin kører bil og hører radio. De to små er faldet i søvn i hver deres stol.
Jeg selv havde pakket noget garn og en hæklenål til turen og er forsvundet ned i garnets farver.
Det er Matias der har siddet og funderet, mens han kiggede ud af sit vindue.
Vi er på vej til hans oldefars begravelse. Min morfars.

Og Matias har jo så evigt ret. Vi er midlertidige.
Jeg kan ikke andet end at give ham ret, mens jeg igen vender min koncentration imod mit garn, der får tiden til at gå hurtigere og følelserne til at være lidt mindre fremtrædende.

Vi er fremme ved kirken en halv time før klokkerne ringer til samling, men kirken er allerede halvt fuld.

Det er et menneske med en stor omgangskreds der skal siges farvel til. Et menneske der har betydet meget for mange. Blomsterne fylder godt ud i kirkens midte.


Jeg må opgive at give knus til alle der venter, for tårene presser sig på. Det føles som kort tid siden vi sidst var samlet i sorg.
Nu mangler der bare en mere. Hans fravær virker meget stærkt på mig.

Vi finder et sæde tæt på den hvide kiste og efter lidt tid går ceremonien igang.

Det er rart at min mormors gamle kor er mødt op. Sangen er stærk fra stemmerne bag os der ikke kan andet end at pippe en smule og desuden ikke se hvad der står i salmebogen for de tårer der venter på deres tur ned af vores kinder.

Det er samme præst der fulgte min mormor til sit sidste hvile, der står for min morfars begravelse. Også denne gang har hun skrevet en fantastisk tale. Og igen må hun stoppe undervejs for at få sin stemme under kontrol.

Midt i min sorg bliver jeg stolt.
Stolt over at have kendt to så fantastiske mennesker. To mennesker der levede deres liv fuldt ud.
To mennesker der samlede andre mennesker omkring sig og to mennesker der betød så uendelig meget for os. Ligesom vi betød så uendelig meget for dem.

Gåturen lige bag ved kisten er tung og jeg er et øjeblik bange for at mine ben ikke kan holde.
Lige der støder min søster til og vi går ud af kirken bag ved kisten med min arm om hendes skuldre og hendes om mit liv. Jeg støtter mit hoved mod hendes og mærker, at det dejligt at hun er der.


Bagefter er der kaffe og latter. Gode minder flyver hen over bordene mens der bliver spist wienerbrød. Sådan var det til min mormors begravelse, så sådan skal det også være her.

Som afrunding på dagen tager jeg min familie med hjem til mine bedsteforældres hus.
Jeg har brug for at se og føle at de ikke er der.

De er der ikke!

Rummene er mættet med minder. For hver gang jeg runder et hjørne popper nye familieminder op;
Min mormor der dukker op fra køkkenet når vi ankom til besøg.
Alle de juleaftener der står som magiske i min barndoms minder.
Alle de familiefester der er blevet holdt i det hus.
Min mormor ved sit klaver, syngende.
Min morfar og mine børn i fuld gang med at spille kort.

Minderne er mange flere og mere farverige end jeg har ord til at beskrive dem. Jeg har levet en barndom i det hus, gennem to mennesker der stod som klipper i en lille piges, til tider, svære verden.

Jeg sætter mig i min mormors stol og lader minderne vælte ind over mig.
Her er så stille nu. Jeg fornemmer hvor ensomt der har været for min morfar siden min mormor forlod os.

Huset er forladt, men endnu er energierne tilbage og prikker til mine sanser så det snurrer i min krop.

De har ganske uigenkaldeligt forladt os.

Der er intet at gøre end at pakke sammen og tage hjem.

Her til aften, mens mit ansigt gør ondt af alle de gange jeg har tørret det og min krop og sind er udmattet af sorg, så danser min datter videre.
Her til aften fik hun mig til at grine højt efter hun havde været i bad og dansede rundt i sin badekåbe som en lille Ewok.
Og mine sønner stiller stadig krav og minder mig om morgendagen.

Jeg er ganske overbevist om at mine bedsteforældre er sammen igen et sted og at der er fest i himlen.
Jeg er utrolig taknemmelig over mit liv. Hvert eneste åndedrag, hver eneste dag, hvert eneste frostdækket træ der står smukt hvor jeg går, minder mig om livets forunderlige skønhed.
Men som et kært familiemedlem sagde:
"Lige nu er der bedst i himlen"

Amen og farvel. Tak for alt I gav. I vil altid være i mit hjerte.