Fred

Lidt over 17 sov min morfar stille ind med sin søn ved sin side.

Det var så rigtigt som det kunne være, under de omstændigheder der var.

I morgen tager jeg mine børn under armen og tager ind for at give det sidste kram.
Mine drenge var med da vi sagde farvel til oldemor for 1½ år siden og det var bare det helt rigtige for dem, så selvfølgelig skal de sige farvel til oldefar også.

Jeg trækker vejret dybt og roligt igen.
Har grædt mange tårer og flere står i kø. Det kommer i bølger. Men i skrivende stund er jeg rolig.

Sorgen over min mormor er aldrig lukket. Bare sat på pause indtil min elskede morfar fik lov at følge hende. Nu har han fået sit højeste ønske opfyldt og det er godt.
Jeg har en opgave foran mig at få sat dem begge på en god mindehylde.
I lang tid vil den stikke og gøre ondt, og nogle gange vil jeg græde. Men jeg ved at tiden gør godt, alene i dens evige evne til bare at gå, uanset hvad vi gør for at standse den.

Jeg har fyldt bloggen med min sorg en stund, for min blog er en del af mig. Men jeg vil ikke have min blog til at være en sorgens sted. Det er et godt sted med overvejende positive tanker.

Jeg ved ikke helt hvordan overgangen til nye hjemmesyslerier skal gå. Det virker så brat at skrive om død og sorg og så om nye lysestager den næste dag.
Måske lader jeg bloggen være et par dage.

Til mine venner, og andre der måske bekymrede sig; jeg har det godt. Jeg er sorgfyldt, det kan ikke undgåes.
Sorg er proces man skal igennem og ikke over. Men jeg kan starte på at hele nu.

Alt er godt.

Tusind tak for alle jeres ord. De har alle varmet mere end I aner.