Værdien af et stykke træ.

Hvad er værdien af et stykke træ egentlig?
Hvad er værdien af den historie man binder på legen?
Kan alting opstå af ingenting, så længe vi bruger vores fantasi og vores indlevelsesevne?

Kunne der dukke to lysestager op ud fra rester man ellers var tæt på at smide ud?

Kunne andre former opstå ud af leg med materialet? Uden tanke på en færdig form, men med øje for det der alligevel dukker op? Måske et bord og to stole? Eller noget helt andet?

Hvad ser du?

Og kunne det være, måske. Kun måske. Hvis heldet er med ens syn lige den dag, så kunne man besøg af et væsen.
Er det en træalf?
En af dem der går rundt og kilder træerne på rødderne om natten, så træerne kan vokse sig store?
Måske.
Men hvis man skal gøre sig håb om at finde en, skal man kigge godt efter, for træalfer er generte. Så snart menneskene kigger på dem står de musestille og ligner bare en kvist eller en gren.
Og mennesker har alt for travlt til at lægge mærke til smågrene der gemmer sig i buskene. Især de voksne, der haster afsted til alt det de skal nå. Det er også derfor mange voksne rynker brynene og tænker "Hvad skal det nu forestille sig" når alting opstår af ingenting. Når børnene, hvis sjæle endnu er langsomme, bliver opslugt af et vidunder. F.eks. en alf, der let kunne forveksles med noget vi skødeløst smider på bålet.
Men børnene de ved. De ved så meget mere end vi voksne har glemt.

Så derfor er træalfer meget svære at finde.

Det er ganske vist

at Træalfen Kvist

tænkte noget han ville

Ud fra sin skov

og lave lidt sjov

besøge den lille Kamille

Lege og synge

hoppe og gynge

morskaben ville ej slutte

Men dag gik på hæld

de sagde farvel

og med næserne kunne de dutte.

Skovalfen Kvist ligger i skrivende stund og passer på Kamilles tøj i garderoben i børnehaven.

Iført sit halstørklæde som moderen i al hast måtte strikke, på ordre fra Kamille.
Han skulle nemlig med i morges.

Personligt er jeg ret spændt på, om der er nye historier om Kvist når jeg henter her til eftermiddag.

Det kunne jo være der gemte sig lidt ballade inde i sådan en alf.

Man ved det aldrig helt. 

Credit: 

Det er Far der har skåret træet ud, fundet både alf og lysestager gemt i træet, lavet det fine digt og fortalt at det er alfer der kilder træerne på rødderne om natten. 

Jeg har blot taget et par billeder og formidlet det.

Tung og klodset!

Det var hvad jeg oplevede mig selv som i går.
Vi havde en langsom søndag, oven på de massive indtryk fra julemarkedet. Men selv på en langsom-søndag har kroppen godt af at blive brugt, så vi drog afsted imod byens nye sundheds-/legeplads.
Mine børn hoppede straks op og gik på line på træstammerne, klatrede, løb, hoppede....
Jeg selv skulle også lige op og prøve en af de der træstammer. Men min indre balance er blevet dårlig. Jeg kan mærke hvordan de indre muskler, der stiver skelettet af, er blevet svage.
Jeg følte mig tung og hæmmet!

Hvor blev den krop af, der bevægede sig frit og ubesværet?
Hvor har jeg lagt legen?
Findes der et hittegodskontor til glemt kropsleg?

Vi voksne vi tager vores motion så alvorligt.
Vi laver statistikker, deler vores løberuter online, måler vores puls.
Om vinteren går vi indendørs og løber og løber uden at komme nogle vegne. De "fine" steder kan vi få set nyhederne mens vi løber på båndet, herude på landet hvor det hele er lidt mere lavpraktisk kan man få lov at kigge ind i en væg, eller på ham der pruster og løfter vægte ovre i den anden ende af lokalet.
Hvad blev der af, at være nede i kroppen, nyde luften og skoven?
Løbe baglæns, hoppe op, hænge på hovedet og lege at vi mediterer på et stativ?
Bare fordi kroppen har lyst.

Måske vi bare skulle kaste os ud i det?
Vi kunne jo risikere at have det sjovt.

Jeg giver bolden op til Kongens Efterfølger. Børnene leder an...

Husk at lege

Det er søndag morgen. Jeg står med løbetøjet på og glæder mig til en halv time med mig selv, min Ipod og hunden der bare trisser med ved min side.
De store barneøjne kigger op på mig og beder om at komme med.
Min mund snerper sig sammen til en hønserøv i forklædning. Det er MIIIIN halve time.
Men jeg formår ikke at sige nej. Vi kommer afsted mens jeg halvsnerrer af Matias og jeg har allerede opstillet de første mange regler for turen - bl.a. INGEN snak.
Virkelig godt udgangspunkt for en hyggestund!

Men allerede 5 minutter inde i løbeturen må jeg overgive mig. Jeg kigger på ham og ser hans måde, at gå til konceptet 'en løbetur'.
Jeg er så regelret så jeg skræmmer mig selv til tider. En løbetur er ligeud. Prust prust. Intervaltræning mens grundformen langsomt bygges op. 1-2-1-2....

Men Matias. Han løber ligeud, drejer rundt, plukker græs i forbifarten, løber sidelæns, baglæns, kigger på fuglene.

I guder hvor er jeg dog blevet voksen. Selvfølgelig. At løbe skal være sjov, og ikke en disciplin med militær præcision.
Jeg slipper voksentøjlerne og leger med - og bliver i rigtig dejligt legehumør.
Turen er lidt lang for Matias, så det sidste stykke hjem går vi helt ned i tempo, holder i hånd og snakker.
Næste gang tager vi cyklen med, for selvfølgelig skal han med igen. Så må vi se om jeg kan følge med når han er på hjul. Vi kan jo lave små konkurrencer ud af det....

"Du skal redes skal du.."

Det er dage som i dag hvor jeg alligevel er glad for, at alle syninger er lavet godt stærke og alle knuder strammet ekstra godt.

Legehjørne i stuen

Små børn gider bare ikke lege på deres eget værelse. Enten kan man så bære tingene frem og tilbage hver dag (hvis man er sådan et ordensmenneske der orker det), eller også kan man lave en lille legeø i stuen.

Tingene har det alligevel med at akkumulere omkring komfuret.

Men nu er der ryddet op (igen) og ihhh hvor ser det pænt ud lige nu.

I de små kufferter ligger dukketøj og smykker, og det er altid en vældig god leg at tage ting op og putte i igen.