Eventyr tiden i klassen

Den første uge var der spredte udbrud: "Åh nej, eventyr er kedeligt".
Og jeg blev nervøs. Nervøs for, om jeg, blot ved hjælp af en stemning, et tændt stearinlys og min stemme, kunne bringe mine elever den dybe gamle visdom, gemt i folkeeventyrerne.

Men hurtigt gik det op for mig, 'kedeligt' betyder svært.
Det er svært for mine bybørn at lytte - og kun det. De er vant til stimuli af alle slags; interaktive mobiler og tablets, tv film hvor Snehvide er for evigt printet ind på vores nethinde som en sorthåret skønhed i blå kjole.
Alle billeder er leveret, færdige og med en lille sløjfe på; værsgod, ingen grund til at anstrenge sig her.

De har set hele verden allerede inden de begynder i skole og kommer til, at kunne og vide meget mere end mig, inden deres liv er slut - gudskelov for det, i øvrigt.

Hvordan skal jeg så kunne sidde der og fortælle et lille bitte eventyr og forvente, at de lytter?

"Har du ikke nogen billeder, Synne?"

Vi skal vænne os til, at kigge indad, mens historien udfolder sig. At se, hvordan vores indre øje laver sin egne billeder af helten der frejdigt går ud af landevejen, på vej ud i verden.

På denne måde, kan jeg også fortælle historierne præcis som de blev overleveret og ikke i en halvtam version, lavet i bedste mening til børn, hvor livets prøvelser er taget ud og hvor eventyret mister sin opdragende effekt.
Jeg kan fortælle således, at Trolden netop ér den fæleste af dem alle og så hæslig, at man næsten bliver hvidhåret af skræk, blot ved at se på den.
For børnenes egne indre billeder bliver aldrig mere uhyggelige end de kan følge med i deres små sjæle.

Vi må godt gyse. Vi skal gyse når det hele bliver uoverkommeligt og vi slet ikke aner hvordan det dog skal gå.
Men de historier der bliver fortalt af voksne fra en skærm, med special effects, passende baggrundsmusik og et monster i HD der bliver kastet lige ud i armene på de små, dét kan de ikke altid tåle.
Der passer det ydre indtryk ikke til det de selv vil kunne frembringe af indre billeder og der bliver de ægte bange!

Så vi øver os, nede i klassen, på at lytte. Og ved I hvad, det går faktisk rigtig godt!
De kan nemlig godt, på trods af oddsene. De er små, viise mennesker der kan mærke, at dette er vigtigt. Jeg vil ikke kunne spørge dem om det, for deres intellekt kan ikke formidle det for dem, men deres hjerter kan mærke det.
Og jeg kan mærke deres hjerter banke når jeg fortæller.

Et eventyr flytter ind

I dag vil jeg også være interiør blogger!
Vi har nemlig fået nyt spisebord.

Et eventyrbord, der passer sig til hobbitter, troldmænd og seje dværge.

Det er håndlavet af massive egetræs planker og snedkereret sammen på fineste manér af en fantastisk dygtig håndværker. Han hedder Angus og har firmaet AngusWood (kig forbi hans facebook side, der er billeder af bordet tilblivelse. Det er fantastisk, at se hvordan et par brædder forvandler sig).

Sådan et bord her, rummer mange gode stunder i sig. De venter bare på, at få chancen for at komme frem.
Derfor har jeg startet mig en ny billedeserie på Instagram der hedder #tablelife.
Kom og leg med :).

Og nu må jeg hen og tjekke fadeburet for madreserverne. Det kunne jo være, at de 13 dværge og troldmanden kom forbi snart.
Jeg håber de har gode eventyr med.

Disclaimer: 

Dette indlæg er IKKE sponsoreret eller opfordret. 

Jeg har skrevet fordi, jeg er vild med Angus arbejde.

Det må til ...

Jeg hænger tasken skråt hen over skulderen. Den sidder godt fast, men jeg kan stadig komme til indholdet hele tiden.
Jeg er bevæbnet.
Klar.
Kaster mig ud i det.

Sniger mig ind i området. Man må være forsigtig, ellers kommer man tomhændet hjem.
Farerne kan lure bag hvert et hjørne.

Spotter det ude i det fjerne.
Så er det nu. Mit hjerte hamrer i mit bryst.

Den har ikke opdaget noget endnu. Står fredeligt og græsser.
Den har haft et godt liv, men jeg har børn der skal have føde.

Jeg går i ly af træerne, langsomt frem. Går rundt om dyret i en cirkel så jeg hele tiden har vinden mod mit ansigt. Min duft vil afsløre mig hvis jeg får vinden i ryggen og det ønsker jeg ikke.
Jeg spænder alle muskler, trækker vejret gennem næsen og pludselig springer jeg frem.

Det går hurtigt. Den når ikke at opdage hvad der skete.
Jeg klapper det døde dyr på halsen og takker den for maden.
Den varme krop damper i solstrålerne. Jeg udvælger mig de bedste stykker kød.

Jeg kan se de andres skygger. Ved de er omkring mig. De skal nok komme frem og tage stykker også.
Vi deler det store dyr. Der er mad nok til mange familier.
I dag var det mig der jagede og mig der deler med de andre. Andre dage er det mig der får et stykke fra andres bytte.
Vi ved vi er her allesammen, men passer os selv. Finder selv de stykker vi bedst vil have.

Med kødet over skulderen går jeg videre. Nu mindre forsigtigt.
Ved hvor jeg skal hen.

Stopper ved bækken og fylder min vandsæk op. Tager lidt vand i håret. Det er højsommer, her er varmt og kødet er tungt at bære på.

Når til udkanten af skoven. Marken åbner sig for mig.
Solen er gavmild i disse dage og støvet der hvirvles op fra jorden får strålerne til at stå frem i de smukkeste linier.
Jeg plukker grønt og fylder i min sæk, strækker mig på tæerne for at få de sødeste og røde tomater, der har fået flest solstråler. De skal ligge øverst. Ellers bliver de mast.

Hiver en gulerod op af jorden og børster den af i mine bukser. Tager en pause mens jeg sidder og kigger ud på landskabet.
Hvor er det dog en velsignet fornøjelse, at kunne komme og plukke alt dette dejlige mad.

Pludselig ringer der en lyd langt væk fra. Jeg rynker brynene.
En insisterende lyd der bliver ved og kalder på mig. Jeg kender lyden.
Jeg blinker et par gange og opdager, at det er min telefon.

Jeg står midt i supermarkedet.
Jeg gider ikke tage telefonen lige nu, vil holde fast bare lidt endnu.

Går mod kassen og ser på mens damen tager alle mine skatte og bipper dem ind på hendes computer.
Jeg betaler, ønsker en god dag til damen og lægger mine varer forsigtig ned i mine stofposer.

Går ud af butikken mens jeg smiler lidt for mig selv.

Mon der var nogen der opdagede noget?

Værdien af et stykke træ.

Hvad er værdien af et stykke træ egentlig?
Hvad er værdien af den historie man binder på legen?
Kan alting opstå af ingenting, så længe vi bruger vores fantasi og vores indlevelsesevne?

Kunne der dukke to lysestager op ud fra rester man ellers var tæt på at smide ud?

Kunne andre former opstå ud af leg med materialet? Uden tanke på en færdig form, men med øje for det der alligevel dukker op? Måske et bord og to stole? Eller noget helt andet?

Hvad ser du?

Og kunne det være, måske. Kun måske. Hvis heldet er med ens syn lige den dag, så kunne man besøg af et væsen.
Er det en træalf?
En af dem der går rundt og kilder træerne på rødderne om natten, så træerne kan vokse sig store?
Måske.
Men hvis man skal gøre sig håb om at finde en, skal man kigge godt efter, for træalfer er generte. Så snart menneskene kigger på dem står de musestille og ligner bare en kvist eller en gren.
Og mennesker har alt for travlt til at lægge mærke til smågrene der gemmer sig i buskene. Især de voksne, der haster afsted til alt det de skal nå. Det er også derfor mange voksne rynker brynene og tænker "Hvad skal det nu forestille sig" når alting opstår af ingenting. Når børnene, hvis sjæle endnu er langsomme, bliver opslugt af et vidunder. F.eks. en alf, der let kunne forveksles med noget vi skødeløst smider på bålet.
Men børnene de ved. De ved så meget mere end vi voksne har glemt.

Så derfor er træalfer meget svære at finde.

Det er ganske vist

at Træalfen Kvist

tænkte noget han ville

Ud fra sin skov

og lave lidt sjov

besøge den lille Kamille

Lege og synge

hoppe og gynge

morskaben ville ej slutte

Men dag gik på hæld

de sagde farvel

og med næserne kunne de dutte.

Skovalfen Kvist ligger i skrivende stund og passer på Kamilles tøj i garderoben i børnehaven.

Iført sit halstørklæde som moderen i al hast måtte strikke, på ordre fra Kamille.
Han skulle nemlig med i morges.

Personligt er jeg ret spændt på, om der er nye historier om Kvist når jeg henter her til eftermiddag.

Det kunne jo være der gemte sig lidt ballade inde i sådan en alf.

Man ved det aldrig helt. 

Credit: 

Det er Far der har skåret træet ud, fundet både alf og lysestager gemt i træet, lavet det fine digt og fortalt at det er alfer der kilder træerne på rødderne om natten. 

Jeg har blot taget et par billeder og formidlet det.

Voice - og jeg. Et eventyr i udvikling-

Engang tilbage i august tonede der en reklame frem på mit tv. Endnu en sangkonkurrence.

Jeg noterede mig det, men gjorde ikke noget synderligt ved det.

Den kom igen og jeg så den. Klikkede ind på hjemmesiden og læste om showet.

Surfede Youtube og så alt hvad jeg kunne komme til om programmet. Og jeg kunne lide hvad jeg så!

En dag optog jeg min video, svarede på alle spørgsmålene på ansøgningen. Uploadede min video og trykkede "send".

En anden dag tikkede en mail ind i min indboks: "Du er hermed inviteret til pre-audition på rytmisk musikkonservatorium".

Årh... mig?

Jeg lyttede til musik døgnet rundt derfra. Hvad pokker skulle jeg synge?

Kontaktede en lokal sanglærer og gik i skarp træning.

Dagen kom hvor jeg stod i kø med de andre ude på Holmen. Oppe på første sal blev der fulgt ivrigt med fra eleverne på skolen, ikke uden en del fnisen over de potentielle deltagere.

En lille smule hjertebanken.

4 søde auditionfolk og et kamera.

Sendt videre til interview.

Tiden gik. 

En dag ringede telefonen. Jeg var gået videre til Blind Audition!

Mig der ikke har arbejdet seriøst med musikken i 10 år skulle pludselig synge igen. For et publikum, for fire af Danmarks største stjerner og måske for resten af danmarks befolkning.

Gulp!

Kontrakten blev tilsendt. Læst igennem. Underskrevet og returneret.

Overvejede dér at lave en t-shirt med skriften "Proberty of Universal Music and Nordisk Film"...

Ventetid. Endnu en telefonsamtale hvor jeg fik min auditionsang tildelt.

Øve.

Til Værløse for kostumedag og interview. Ventetid. Sludre med andre af deltagerne.

Vente og forberede mig. 

Få hjertbanken.

Glæde mig.

Blive skrækslagen.

Men dagen oprandt. 

En dag midt i oktober var det min tur til, at tage turen til Værløse igen.

Optagedag.

The real deal!

Vente. 

Blive interviewet.

Glo på Morten Reesen.

Vente.

Hænge ud.

Vente lidt mere.

Bruge computerne og skrive et indlæg.

Og pludselig blive kaldt op. Nu var det min tur!

Alt mit overskud. Al min glæde. Al min selvtillid forsvandt i det øjeblik jeg trådte op på den scene.

10 år siden jeg sidst stod på en scene. Men der bakket op af mennesker jeg kender og stoler på omkring mig.

Her var jeg alene. Så uendeligt alene.

Bandet sad i graven bag mig. Lige foran mig var fire røde stolerygge. 

Lyset blænder, men jeg véd, at alle kigger på mig.

Det er nu!

Hjertet banker.

Kan jeg huske teksten?!?

Min krop tror, at jeg er i livsfare og sender store mængder adrenalin ud i mine årer.

Bandet sætter igang og jeg synger min sang.

Lukker øjnene og koncentrerer mig om, at høre min egen stemme derude.

I slutningen af andet vers, mod omkvædet er der stadig kun stolerygge.

Jeg bliver fustreret! Kom nu! Kan I ikke høre mig. Jeg står jo lige her!

Ved godt, mens tiden render ud, at jeg har holdt mig for meget til formen.

Angsten tillod ikke, at jeg virkelig viste mig.

Den sidste tone slutter. Jeg sænker mikrofonen. Eventyret er slut.

Prøver at stille skarpt på Liam der stikker mig et smil da hans stol vender sig.

Er ved at slå mine egne fortænder ud med mikrofonen, da han spørger til mit navn.

Jeg har endnu ikke fået helt kontrol over mine egne muskler.

Suk.

De giver hver især deres feedback. Rosen er mere end jeg forventede.

Og kritikken fair.

Vælter ud bag scenen igen og går direkte ind i armene på Dagdrømmeren. Alt imens et kamera stirrer på mig med sit dybe øje.

Når ikke at tænke en sammenhængende tanke før jeg får stukket endnu en mikrofon foran mig og spørgsmål om hvorvidt jeg er skuffet.

Skuffet? Nej da! Det her er mere end jeg drømte om.

Siger farvel og godnat og får et "Tak for godt humør", med på vejen.

Venter i publikumsområdet. Har venner i studiet der er kommet den lange vej for at støtte mig.

Kram og trøstende ord. 

En publikummer prikker mig på skulderen og forsikrer mig om, at hvis jeg nogensinde udgiver det album, så er hun køber af det.

Seriøst?! TAK, for helvede!

Kører ud af Værløse stationen for sidste gang som deltager.

Træt, glad, forundret, oplevelsesmæt. Det hele på en gang.

Jeg fik mit nye navn. Jeg fik tændt en gnist på ny.

Jeg fik endelig en tro på egne evner.

Sangkonkurrencer handler nu engang ikke om det potentielle talent, men om det talent man viser lige præcis i de minutter man er på scenen.

Udvikling tager den tid udvikling nu tager, og min har taget tid.

Jeg var tydeligvis ikke klar da jeg stod på den scene inde i Værløse, men jeg er dybt taknemmelig for den indsigt oplevelsen gav mig.

Musikken er i mig. Den skal nok finde vej. Når tiden er inde.

I aften sidder jeg og skal se semi-finalen i mit tv.

Overraskende mange semifinalister er fra den samme dag jég var til blind audition, hvilket selvfølgelig gør det endnu mere sjovt at følge med i.

Held og lykke venner. I styrer for vildt!!!