Tomme rum

Der er cirkler i livet. På mange planer.
Den skrå hule er nu tom igen.

I weekenden her tømte vi de sidste ting. I går eftermiddags gik jeg en runde og tog afsked i ensomhed. Bare mig og min hule.
Som da jeg allerførste gang fik nøglerne, gik samme runde og tog hulen ind under huden, prøvede jeg nu at sige "Tak for nu" og tage den af mig. De tomme rum lod minderne om de første ensomme aftener på en pude på gulvet stå skarpt frem.
Sikke et år!

Hulen skal efter sigende nu rumme en ny skilsmisseramt mor.
Jeg håber væggene formår, at holde hende varm og tryg.

Midt imellem farvel og goddag.

I dag har jeg stået i aulaen på skolen her i Nykøbing og sunget julesange. Vi har sagt glædelig jul til alle og hinanden.

Jeg blev så uendelig sentimental. - Og så utroligt glad over børnesindets tankeveje, da en af børnene stille spurgte sin lærer om det mon var hende der havde skrevet "Et barn er født i Betlehem", fordi læreren lige havde været oppe og læse juleevangeliet op og vi nu skulle synge samme eventyr.

Her stod vi så, midt imellem farvel og goddag, og jeg krammede min søn og så ud over mængden. Folk jeg har festet med, senere fulgtes med i mødregruppe, børnehave og til sidste her i skolen som voksne forældre.

Det er en lille by og vi kan ikke undgå at berøre hinandens liv. Jeg flyttede herop da jeg var lige lidt over 20 år gammel og flytter nu igen som 32 årig. Det er vigtige år jeg har tilbragt heroppe på landet.

I går bragte vi farvel-kager til drengenes klasser og i dag fik Matias en fantastisk mappe med afskedstegninger fra sin klasse og en skøn gave fra lærerne (og jeg trillede en tåre over den kærlighed der var tegnet ind på hvert stykke papir, da jeg i et stjålent øjeblik kiggede mappen igennem helt for mig selv).

I dag siger vi farvel, i morgen siger vi goddag.

Børnene vil have deres madrasser ind ved siden af voksensengen, og vi krammer en hel masse.

Der er meget nyt og det er lidt skræmmende.

Men vi gør det sammen! Og vi glæder os. Det er bare så pokkers svært at sige "På gensyn".

Om lidt går jeg i krig med flyttekasserne så de står klar. 

I morgen tidlig fragter vi madrasser, dyner, tandbørster og andet overlevelsesgrej med til København og kommer så kun tilbage for at pakke mere sammen og besøge en ven eller to.

Det er meget, meget mærkeligt, at stå her på knivsæggen mellem goddag og farvel.

--------
Der kommer også til at gå lidt tid før vi får internet det nye sted, så opdateringen her på bloggen bliver nok sporadisk indtil der er hul igennem.
Men jeg har adgang fra min mobil til Pust til Mælkebøtten på Facebook. Så hvis du vil følge med indtil jeg igen kan opdatere her på bloggen, så gå ind og tryk "Synes godt om". Jeg skal nok lægge billeder og lidt opdatering ind der løbende.

Vi klipper og brainstormer

'

Uhhhh, det kilder i maven.

Nøglerne til den nye lejlighed ligger i min lomme og aftenen i går blev brugt med the og klippe-klistre. Ikke den slags klippe-klistre som størstedelen af verden gør sig i, i disse dage. Men når man har valgt en hule med skråvægge, så kræver det opfindsomhed at få møblerne til at passe ind.

Men det bliver SÅ hyggeligt!

Det kilder også i maven af glæde over, igen at kunne få én hule. Rykke sammen og lave en fælles hule, hvor alle har deres helt egne yndlingsting lige dér og ikke altid er glemt i den anden hule. 

Hvor jeg igen skal vænne mig til, at jeg ikke bare kan rykke rundt og hænge op som jeg vil, for der står en anden voksen på lejekontrakten, der også har en mening.

Mine sønner får hver deres dør de kan lukke bag sig. Processen med at dele værelserne mellem sig ordnede de helt selv!

Jeg glæder mig helt ustyrligt til nytårsaften på 5. sal i indre by! Og jeg skal vænne mig til, at skrive 2300 Kbh S når jeg skriver min adresse ned....

P.s. 5. sal, uden elevator. Jeg glæder mig til at hilse mine baller velkommen igen. Hvor har I været alle disse år!?

Øjebliksbillede

Mens resten af Danmark gør skaderne op efter stormen, indretter jeg et lille kontor på mit spisebord.
Sender en taknemmelig tanke over, at jeg ikke skal starte bilen op og køre tværs over sjælland denne morgen.
Spiser min morgengrød, drikker kaffe og svøber mig i tæpper. Skriver huskesedler, taler i telefon, formulerer opsigelser og glæder mig.

Der er allerede dukket en mulig sidste brik op. Jeg er SÅ spændt på, at se om den passer ind i vores puslespil.

P.s. Jul? Hvad siger du? Jeg kan ikke høre hvad du siiiiiger.....

Lidt selvindsigt, tak.

Jeg stod og kiggede på stakken med flyttekasser i fredags. Fire, ej fem kasser måtte da være nok til alt mit dims.
SÅ meget har jeg vel heller ikke.

..
...
Den lader jeg lige stå et øjeblik inden jeg ikke kan holde masken længere.
..
..

Aaaaaahahahaha ......
Ahem!
Hver eneste gang jeg vender mig rundt opdager jeg mere der tilhører mig der også lige skal pakkes med ned i mine flyttekasser, der lige nu formerer sig til bunke i hjørnet af stuen.
Apropo tilhører, så er det virkelig mærkeligt at gå rundt og dele sådan et liv op i to igen.
I går aftes ledte jeg efter en cd og bladrede bunken igennem. Blandingen af cdér fik mig til at tænke på hvor meget sådan to menneskers liv er filtret ind i hinandens. På alle planer. Lige fra cd samlingen til følelserne.

Men det gør ikke ondt at pakke ned.
Jo bevares, jeg skal ikke gøre det mere lyserødt end det er. Der er mange ting der stikker at kigge på, fordi minderne omkring tingene er gode. Og jeg er ikke færdig med at græde endnu. Men lige nu er tårerne væk og blevet afløst af en dyb følelse af, at det ér det rigtige vi gør her.
Der er ingen forsmåede parter. Ikke nogen der står tilbage. Vi går begge fremad.
Vi er .. frie.

Hvorhen?

Vi taler meget om at flytte herhjemme. Men hvor skal vi flytte hen?
Hvad vil vi have? Hvad har vi råd til?

Det føles lidt som at stå i kø til den gamle træbane i Tivoli. Spændende og lidt angstprovokerende. Går det. Holder vognen. Holder familien. Er vi glade når turen er nået til vejs ende? Står vi tilbage med lidt høj puls og den sidste smule adrenalin i kroppen og er glade for at vi gjorde det?

Jeg stod og ryddede op i et skab her for lidt siden, men som jeg er så god til så faldt jeg i staver da jeg fandt de her to gamle billeder fra Tivoli.

Jeg kan huske at jeg stod og overvejede om ungerne mon var for små til så stor en ting som rutsjebanen. Men Martin tog lille Malte under armen og gik op til køen. Så måtte Matias og jeg jo følge med.

Vi overlevede turen, og om det var sjovt, det fortæller billederne deres egen utvetydige historie om.

Så er der bare tilbage, at finde ud af hvem det er der skal gå forrest i denne her sag om flytning.