Lidt selvindsigt, tak.

Jeg stod og kiggede på stakken med flyttekasser i fredags. Fire, ej fem kasser måtte da være nok til alt mit dims.
SÅ meget har jeg vel heller ikke.

..
...
Den lader jeg lige stå et øjeblik inden jeg ikke kan holde masken længere.
..
..

Aaaaaahahahaha ......
Ahem!
Hver eneste gang jeg vender mig rundt opdager jeg mere der tilhører mig der også lige skal pakkes med ned i mine flyttekasser, der lige nu formerer sig til bunke i hjørnet af stuen.
Apropo tilhører, så er det virkelig mærkeligt at gå rundt og dele sådan et liv op i to igen.
I går aftes ledte jeg efter en cd og bladrede bunken igennem. Blandingen af cdér fik mig til at tænke på hvor meget sådan to menneskers liv er filtret ind i hinandens. På alle planer. Lige fra cd samlingen til følelserne.

Men det gør ikke ondt at pakke ned.
Jo bevares, jeg skal ikke gøre det mere lyserødt end det er. Der er mange ting der stikker at kigge på, fordi minderne omkring tingene er gode. Og jeg er ikke færdig med at græde endnu. Men lige nu er tårerne væk og blevet afløst af en dyb følelse af, at det ér det rigtige vi gør her.
Der er ingen forsmåede parter. Ikke nogen der står tilbage. Vi går begge fremad.
Vi er .. frie.