Hun købte kun ørerensere...

I sidste uge mødte mødtes jeg med en jeg har kendt det meste af mit liv.
For tiden går hun og buler ud på midten. Hun har gang i noget mosteri på mine vegne og noget forældreskab på hende og kærestens vegne (Hviiiiiin, det bliver så vildt!).

Længe har det der med børnebørn været min tjans alene, og jeg hár jo forsøgt at sikre menneskehedens fremtid alene.
Men nu kommer der konkurrenter. Og hvor ér det dog fantastisk! Vi er mange der glæder os helt vildt.
Ikke mindst mig, der ikke har prøvet sådan noget med at være Moster før.
Alle de ting jeg skal strikke...

Hende der eksisterer rundt om den pige jeg skal være moster til, hun er min lillesøster.
Hende og jeg er så forskellige som nogen kan være.

I sidste uge gik vi på shopping, efter hun havde præsenteret Dalle Valles buffet for mig (herover er min Frozen Lemonade foreviget. Muuuums!).
Jeg var, pg.a. den dugfriske månedsstart, højt på gren og havde lidt at undvære. Jeg slog mig ned på en prisme, en kurv (den gamle var ligesom blevet for lille til det garn jeg har i stuen!), en halvædelsten, en anden kurv i udskåret træ (arhmen, den var billig, Det var den altså!), nye filtenåle (de var også billige) og del småting mere.

Min søster, hun købte løgpulver og en frisk omgang ørerensere. Det manglede de nemlig derhjemme.

Gad vide om jeg nogensinde får lov til, at passe hendes barn?

Familietid, jul og noget om dårlig samvittighed.

Det er som om livet ikke rigtig vil stå stille.
Jeg jagter struktur og rytme, men det er som om det ikke rigtig vil falde til ro omkring mig.
Til dels vel nok min egen skyld.
Jeg er en foranderlig størrelse, for livet er ikke statisk og jeg vælger aktivt at følge med, istedet for at stritte imod.

Lige nu i dag har jeg givet op og indrømmet at jeg er syg. Det vil ikke rigtig gå over, selvom jeg bravt ignorer det og så kan man jo på et tidspunkt lige så godt acceptere det og lægge sig ned.
Så her ligger jeg nu. Browser, pinner, strikker lidt. Og tænker. Der er så forbandet meget tid til at tænke, mens man ligger.
Mens jeg tænker, lider jeg en lille smule af understress for det er december. Vi har ikke pyntet op endnu og jeg har helt vildt mange vikarvagter! Vores julepynt står begravet dybt nede i vores kælder og jeg er helt ærligt for klattet til at gide at gå på jagt efter det.
Jeg kigger langt efter de små søde juletræer foran vores Kvickly og drømmer om hvordan det ville se så smukt ud med sådan et i vores stue. Men det var valget mellem uldundertøj til alle mand her i kulden eller et juletræ... Jeg valgte, at mine børn ikke skulle fryse.
Men sidste år i december fik vi heller ikke pyntet op, for der flyttede vi. Det skal vi i øvrigt snart igen, for vi har kun lejligheden her i 1½ år endnu, da den er fremlejet og jeg kan mærke at det stresser min ældste søn en smule.

Det år der er gået herinde i København har gjort godt, rigtig godt. Mine børn blomstrer. Mit ægteskab har det godt og er solidt og jeg selv har fundet sider af mig selv jeg ikke vidste fandtes og som jeg holder rigtig meget af.
Men hvorfor får jeg så, så dårlig samvittighed mens jeg ligger her?
Hvorfor får jeg dårlig samvittighed over ikke at lade mig rive med i juleræset? Som egentlig er en tid der er gået fra en hellig til forbrugsmaks.
Hvorfor får jeg dårlig samvittighed over livet der tager os under sine vinger og giver os muligheder for udvikling, istedet for en stagnering i stabilitetens hellige navn.
Er det ikke årskarakteren på forældreskabet der skaber bundlinien? Er det ikke hverdagsmagien året rundt, der skaber stærke bånd mellem børn og deres voksne og ikke hvad vi kan præstere fra 1-24/12?
Og mon ikke vi alle kan tåle en flytning mere uden at gå i stykker? Bare lige rundt om hjørnet til et sted inden for postnr. 2300.
Sidste gang vi valgte bolig havde vi travlt. Vi havde under en måned til børnene skulle starte i skole og jeg skulle starte på job. Denne gang har vi god tid til at vælge denne rette permanente bolig. Den rette base for de næste mange års ro og rytme (ik´).

Vores adventskrans

Så jeg prøver at ryste min dårlige samvittighed af mig. Det er jo dybest set min egen forestilling om hvordan tingene BØR være.
Og der dukkede kodeordet nok op. Det lille ord, burde.
Jeg burde ...
Jeg skulle også...

Jeg overgiver mig til langsommelighedens pædagogik og tilliden til at jeg gør det godt nok.
Og når jeg tænker over det, så hár vi lavet julekrans i grene over spisebordet, vi har dyppet lys, vi leger med ler og perler om eftermiddagen. Jeg spiller julemusik og vi har spist eftermiddags-æbleskiver flere gange.
De har deres julekalender som de åbner en låge på hver morgen og vi sidder klar med børstede tænder når aftenens episode ruller over skærmen.
Der sker så meget i skolen og børnehaven at mine børn kommer hjem og klasker ud på en madras om eftermiddagen.
Skulle jeg så, for at dulme min egen 'burde' og for det gode mor-images skyld, gene dem op og stå, for at tage til juledit og juledat?

Og mon ikke jeg kan vise mine børn, ved at leve det selv, at vi ikke behøver følge med i verdens ræs?
At vi kan finde glæde ved at tænde et hjemmedyppet lys, finde taknemmelighed ved nærvær frem for dyre ting og store boliger?

Og mon ikke, ved hjælp af bedsteforældre og en bil der gider starte, det når at blive hélt rigtig juleaften med alt hvad der dertil hører?

Katalysator

Nogle gange er der noget der rammer en midt i hjertekulen, solar plexus, kald det hvad du vil. Det rammer stadig lige hårdt.
Det gjorde det her indlæg.

Lige mens jeg sad der og passede mig selv og lagde neglelak foran computeren.
Og nu sidder jeg her med halvt fine fingre og skriver.

Den sang der sprang ind i mit hoved da jeg læste Trines indlæg var denne. Familie-glansbilledet!

Jeg er træt. Burde være gået i seng for længst (lortefuldmåne!).
Løber snart tør for hvidvin. Løber snart bare tør for i dag (hvilket faktisk, mens jeg har skrevet, er blevet til i morgen).
Har så mange ord, men er bange for at skrive dem ned.

Vil så gerne skrive dem ned, men det hele stopper til i min hals og i mit hoved når jeg prøver.

Der er gået lidt tid siden jeg var sådan helt hudløs her på bloggen. Måske er jeg blevet lidt genert fordi I efterhånden er så mange der følger med?
Måske gnaver jeg mig "bare" ind til lagene hvor jeg snart ikke længere kun kan tale om mig selv når det handler om det der gjorde ondt engang (eller...ikke tale om mig selv, uden at åbne mere op for dem der har påvirket mig igennem årene, og kan jeg det. Sådan i offentligt forum?).
At tale om andre end mig selv kan skabe ringe i vandet jeg ikke ønsker at skabe.
Sårede følelser, bristede illusioner, blive skubbet væk?
Jeg holdt op med at opføre mig ordentligt?
Måske er jeg bare stadig et lille Mælkebøttebarn ovre i hjørnet (åh gud, tak for dét indlæg også, og de kommentarer og svar der kom til. Jeg har læst dem og indlægget igen og igen.)?

Oftest babler jeg bare derudaf herinde. Andre tider, som nu, er jeg fuldstændigt klar over hvem der potentielt læser med (og jeg bliver stadig overrasket).

Hvad kan jeg egentlig tillade mig at skrive i selvudviklingens hellige navn?

Der var engang en der sagde til mig: "Skulle du ikke snart skrive en bog?"
"Om hvad dog?" spurgte jeg vantro.
"Om dit liv" var svaret.
Jeg sagde det ikke, men jeg tænkte "Kan du holde til sådan en bog? Ikke en bog der maler glansbilledet sådan som vi gerne vil have det hele til at være, nej hvis jeg skal skrive den, så skal den være ærlig. Fra mit perspektiv".
Men jeg sagde ingenting.
Smilede bare pænt og dygtigt og skyndte mig at skifte emne.

Er mine følelser mere værd end dine?
Er min mulige forløsning værd eventuelle tårer i den anden ende?

Hvem har ansvaret her?
Det overordnede altså. For ansvaret for os selv har vi vel dybest selv - selv!
Men bare fordi vi hver især har ansvaret for os selv, skal vi så være tilladt at gøre og sige alting til vores medmennesker?

For vi kan jo selv bestemme hvordan vi vil opfatte det. Vi har jo ansvaret for os selv og hvordan vi vil opfatte det andre siger?

Jeg tror det ikke. Og for at citere en kær, hvis ord jeg værdsætter, men som jeg stadig har til gode at møde i et kram, så: "Det triste er jo bare, at dem der rammer hårdest er dem der virkelig betyder noget."

Vores vinterferie.

Jeg har en far og en mor 

de går på arbejde begge to 

for de skal tjene penge 

til mig og så min bror 

:// ...Men når min far kommer hjem 

så er min mor lige gået 

og når min mor kommer hjem 

så sover min far //: 

Jeg har en far og en mor 

der næsten aldrig er hjemme 

for vi har brug for penge 

til mig og så min bror 

// ...Men når min far kommer hjem 

så er min mor lige gået 

og når min mor kommer hjem 

så sover min far //: 

Jeg har en far og en mor 

som jeg ikke ser meget til 

de arbejder hele tiden 

for mig og så min bror 

// ...Men når min far kommer hjem 

så er min mor lige gået 

og når min mor kommer hjem 

så sover min far //: 

Jeg har en far og en mor 

der vil gøre alt for mig 

så vi kan få det bedre 

både mig og så min bror 

// ...Men når min far kommer hjem 

så er min mor lige gået 

og når min mor kommer hjem 

så sover min far //: 

Jeg har en far og en mor 

der hver gang det er søndag 

tar os med på nogen ture 

både mig og så min bror 

... når de holder fri 

laver vi noget sammen 

der er det jeg bedst kan li 

bare det var søndag altid

Titel: "Bare det var søndag altid"

Tekst: Poul Kjøller

1. skoledag (med video).

Altså, det var i mandags ik´. Men bedre sent end aldrig?
Jeg er vist bare notorisk bagud med stort set alt i disse dage.
Oh well.

Men lad mig præsentere *trommehvirvel*...

Glimmer, glæde og gavmildhed

Der blev pakket gaver op. Der blev jublet. Der blev ordnet under opsyn. Der blev spist dejlig mad. Der blev sunget og hygget og til sidst blev børnene pakket ind i mange lag tøj, bilen skubbet fri af snedriven og der blev kørt hjem og sovet.

Tidligt i morges var der puslen i stuen af små fødder der sneg sig ud for at fortsætte legen med alle de nye gaver.

Det ramte mig pludselig!

Kender I det der sug i maven?

Dagene går derudaf. Jeg er optaget af mit liv.

Små og store opgaver. Tidspilde og intens koncentration. Hverdag og fest.

Men så rammer tanken lige eller mine øjne falder over et gammelt billede eller jeg synger den der godnatsang der egentlig ikke tilhører mig, men som jeg låner for livstid. Den godnatsang som mine børn måske vil opfatte som min engang. Men de må også gerne låne den når den tid kommer.

Så pludselig kommer suget. Suget af sorg.

Det er ikke en sorg der tynger min hverdag, men nogen gange dukker den alligevel op.

Som et sug i maven. Af savn. Af frustration over det endegyldige farvel, jeg ikke selv fik lov til at vælge.

Jeg kunne skrige og råbe og sige, at de ikke måtte forlade mig, men jeg havde ikke noget at skulle have sagt.

Det var ikke mit liv at bestemme over.

Jeg kan ikke nå dem, røre dem, tale med dem og duften forsvinder langsomt fra de sidste ting.

Det eneste jeg har tilbage i den fysiske verden er frosne øjeblikke på papir og små bidder af vores verden på gamle videobånd.

Jeg savner jer.

Ugen der gik

En pige der pludselig blev meget syg, tilbragte det meste af en dag med at sove oven på sin mor og se små videoer med sig selv på mobilen. Blev heldigvis rask igen lige så hurtig som hun blev syg.

Morgensang, nybagte boller, gaver, en lang køretur tværs over øen til Teknisk Museum. 8 år.. wow!

Flere morgenboller, sang, gaver, langsom hverdagsmorgenhygge og sund is i dagplejen.

2 år.

Huset fuld af folk, et langbord fuld af mad, flere dejlige gaver, nye vinger, sludren, opvask, træthed....

Puuhhh... i morgen tager vi sidste runde råben hurra og så holder vi pause et par måneder.

Søndag i skoven ...

Åhhhh det skønne forår.
Kan I mærke det?

Det synger i luften og spirer i jorden.

Skoven kalder og jeg har lyst til at kramme hvert eneste træ af glæde over, at se dem udfolde deres skønhed atter engang.

Og her er de. Dem jeg har allermest kær. Er de ikke lækre? :)

Det midlertidige liv...

"Mor, mennesker er midlertidige..."

Ordene kommer fra bagsædet i bilen.

Der har ellers været stille den sidste lange stund.
Martin kører bil og hører radio. De to små er faldet i søvn i hver deres stol.
Jeg selv havde pakket noget garn og en hæklenål til turen og er forsvundet ned i garnets farver.
Det er Matias der har siddet og funderet, mens han kiggede ud af sit vindue.
Vi er på vej til hans oldefars begravelse. Min morfars.

Og Matias har jo så evigt ret. Vi er midlertidige.
Jeg kan ikke andet end at give ham ret, mens jeg igen vender min koncentration imod mit garn, der får tiden til at gå hurtigere og følelserne til at være lidt mindre fremtrædende.

Vi er fremme ved kirken en halv time før klokkerne ringer til samling, men kirken er allerede halvt fuld.

Det er et menneske med en stor omgangskreds der skal siges farvel til. Et menneske der har betydet meget for mange. Blomsterne fylder godt ud i kirkens midte.


Jeg må opgive at give knus til alle der venter, for tårene presser sig på. Det føles som kort tid siden vi sidst var samlet i sorg.
Nu mangler der bare en mere. Hans fravær virker meget stærkt på mig.

Vi finder et sæde tæt på den hvide kiste og efter lidt tid går ceremonien igang.

Det er rart at min mormors gamle kor er mødt op. Sangen er stærk fra stemmerne bag os der ikke kan andet end at pippe en smule og desuden ikke se hvad der står i salmebogen for de tårer der venter på deres tur ned af vores kinder.

Det er samme præst der fulgte min mormor til sit sidste hvile, der står for min morfars begravelse. Også denne gang har hun skrevet en fantastisk tale. Og igen må hun stoppe undervejs for at få sin stemme under kontrol.

Midt i min sorg bliver jeg stolt.
Stolt over at have kendt to så fantastiske mennesker. To mennesker der levede deres liv fuldt ud.
To mennesker der samlede andre mennesker omkring sig og to mennesker der betød så uendelig meget for os. Ligesom vi betød så uendelig meget for dem.

Gåturen lige bag ved kisten er tung og jeg er et øjeblik bange for at mine ben ikke kan holde.
Lige der støder min søster til og vi går ud af kirken bag ved kisten med min arm om hendes skuldre og hendes om mit liv. Jeg støtter mit hoved mod hendes og mærker, at det dejligt at hun er der.


Bagefter er der kaffe og latter. Gode minder flyver hen over bordene mens der bliver spist wienerbrød. Sådan var det til min mormors begravelse, så sådan skal det også være her.

Som afrunding på dagen tager jeg min familie med hjem til mine bedsteforældres hus.
Jeg har brug for at se og føle at de ikke er der.

De er der ikke!

Rummene er mættet med minder. For hver gang jeg runder et hjørne popper nye familieminder op;
Min mormor der dukker op fra køkkenet når vi ankom til besøg.
Alle de juleaftener der står som magiske i min barndoms minder.
Alle de familiefester der er blevet holdt i det hus.
Min mormor ved sit klaver, syngende.
Min morfar og mine børn i fuld gang med at spille kort.

Minderne er mange flere og mere farverige end jeg har ord til at beskrive dem. Jeg har levet en barndom i det hus, gennem to mennesker der stod som klipper i en lille piges, til tider, svære verden.

Jeg sætter mig i min mormors stol og lader minderne vælte ind over mig.
Her er så stille nu. Jeg fornemmer hvor ensomt der har været for min morfar siden min mormor forlod os.

Huset er forladt, men endnu er energierne tilbage og prikker til mine sanser så det snurrer i min krop.

De har ganske uigenkaldeligt forladt os.

Der er intet at gøre end at pakke sammen og tage hjem.

Her til aften, mens mit ansigt gør ondt af alle de gange jeg har tørret det og min krop og sind er udmattet af sorg, så danser min datter videre.
Her til aften fik hun mig til at grine højt efter hun havde været i bad og dansede rundt i sin badekåbe som en lille Ewok.
Og mine sønner stiller stadig krav og minder mig om morgendagen.

Jeg er ganske overbevist om at mine bedsteforældre er sammen igen et sted og at der er fest i himlen.
Jeg er utrolig taknemmelig over mit liv. Hvert eneste åndedrag, hver eneste dag, hvert eneste frostdækket træ der står smukt hvor jeg går, minder mig om livets forunderlige skønhed.
Men som et kært familiemedlem sagde:
"Lige nu er der bedst i himlen"

Amen og farvel. Tak for alt I gav. I vil altid være i mit hjerte.