Familietid, jul og noget om dårlig samvittighed.

Det er som om livet ikke rigtig vil stå stille.
Jeg jagter struktur og rytme, men det er som om det ikke rigtig vil falde til ro omkring mig.
Til dels vel nok min egen skyld.
Jeg er en foranderlig størrelse, for livet er ikke statisk og jeg vælger aktivt at følge med, istedet for at stritte imod.

Lige nu i dag har jeg givet op og indrømmet at jeg er syg. Det vil ikke rigtig gå over, selvom jeg bravt ignorer det og så kan man jo på et tidspunkt lige så godt acceptere det og lægge sig ned.
Så her ligger jeg nu. Browser, pinner, strikker lidt. Og tænker. Der er så forbandet meget tid til at tænke, mens man ligger.
Mens jeg tænker, lider jeg en lille smule af understress for det er december. Vi har ikke pyntet op endnu og jeg har helt vildt mange vikarvagter! Vores julepynt står begravet dybt nede i vores kælder og jeg er helt ærligt for klattet til at gide at gå på jagt efter det.
Jeg kigger langt efter de små søde juletræer foran vores Kvickly og drømmer om hvordan det ville se så smukt ud med sådan et i vores stue. Men det var valget mellem uldundertøj til alle mand her i kulden eller et juletræ... Jeg valgte, at mine børn ikke skulle fryse.
Men sidste år i december fik vi heller ikke pyntet op, for der flyttede vi. Det skal vi i øvrigt snart igen, for vi har kun lejligheden her i 1½ år endnu, da den er fremlejet og jeg kan mærke at det stresser min ældste søn en smule.

Det år der er gået herinde i København har gjort godt, rigtig godt. Mine børn blomstrer. Mit ægteskab har det godt og er solidt og jeg selv har fundet sider af mig selv jeg ikke vidste fandtes og som jeg holder rigtig meget af.
Men hvorfor får jeg så, så dårlig samvittighed mens jeg ligger her?
Hvorfor får jeg dårlig samvittighed over ikke at lade mig rive med i juleræset? Som egentlig er en tid der er gået fra en hellig til forbrugsmaks.
Hvorfor får jeg dårlig samvittighed over livet der tager os under sine vinger og giver os muligheder for udvikling, istedet for en stagnering i stabilitetens hellige navn.
Er det ikke årskarakteren på forældreskabet der skaber bundlinien? Er det ikke hverdagsmagien året rundt, der skaber stærke bånd mellem børn og deres voksne og ikke hvad vi kan præstere fra 1-24/12?
Og mon ikke vi alle kan tåle en flytning mere uden at gå i stykker? Bare lige rundt om hjørnet til et sted inden for postnr. 2300.
Sidste gang vi valgte bolig havde vi travlt. Vi havde under en måned til børnene skulle starte i skole og jeg skulle starte på job. Denne gang har vi god tid til at vælge denne rette permanente bolig. Den rette base for de næste mange års ro og rytme (ik´).

Vores adventskrans

Så jeg prøver at ryste min dårlige samvittighed af mig. Det er jo dybest set min egen forestilling om hvordan tingene BØR være.
Og der dukkede kodeordet nok op. Det lille ord, burde.
Jeg burde ...
Jeg skulle også...

Jeg overgiver mig til langsommelighedens pædagogik og tilliden til at jeg gør det godt nok.
Og når jeg tænker over det, så hár vi lavet julekrans i grene over spisebordet, vi har dyppet lys, vi leger med ler og perler om eftermiddagen. Jeg spiller julemusik og vi har spist eftermiddags-æbleskiver flere gange.
De har deres julekalender som de åbner en låge på hver morgen og vi sidder klar med børstede tænder når aftenens episode ruller over skærmen.
Der sker så meget i skolen og børnehaven at mine børn kommer hjem og klasker ud på en madras om eftermiddagen.
Skulle jeg så, for at dulme min egen 'burde' og for det gode mor-images skyld, gene dem op og stå, for at tage til juledit og juledat?

Og mon ikke jeg kan vise mine børn, ved at leve det selv, at vi ikke behøver følge med i verdens ræs?
At vi kan finde glæde ved at tænde et hjemmedyppet lys, finde taknemmelighed ved nærvær frem for dyre ting og store boliger?

Og mon ikke, ved hjælp af bedsteforældre og en bil der gider starte, det når at blive hélt rigtig juleaften med alt hvad der dertil hører?