En bøtte grå maling, tak.

I folkeskolen var mobningen subtil men krystalklar; du passer ikke ind her, nørd!
Jeg levede mig igennem det og har det med som en perle i mit hjerte der triller rundt og minder mig om at rumme andre, uanset hvad de kommer med.

I mit voksenliv har jeg ikke oplevet decideret mobning, men budskabet er stadig klart; du passer ikke ind her.
Jeg har endda ved flere lejligheder fået sætningen serveret af en ærlig schjjæl (*hik*), der har syntes at jeg lige skulle have lidt sandhed af vide. Det gjorde mig som sådan ikke så meget, for det var steder jeg egentlig ikke følte jeg passede ind. Men måske bare gerne ville sidde lidt og være med.
For nylig fik jeg sætningen igen et sted jeg troede jeg passede ind og uden alkohol i blodet på den der afsagde dommen. Et sted jeg troede at jeg kunne lade være med at holde igen og bare give los på alle mine ideer, alle det jeg kan byde ind med, alt det der er mig. Dén har til gengæld rumsteret og fået den gamle perle fra folkeskolen til at få en lidt grumset farve.
Eller;
"Synne, du er så irriterende"
"Øhh, hvad? Hvorfor dog?!"
"Jo, fordi du kan så meget"
"Øhm, undskyld..?"
Versionerne er mange. Budskabet det samme.

Jeg har udgydt blod, sved og tårer for at stå hvor jeg står i dag. Jeg har lært at mene noget, sådan helt min egen mening. Jeg har fundet ro. Jeg fandt ud af at jeg ikke skulle reddes og at jeg godt kunne være alene uden at dø af den grund.
Jeg har lært og lært og lært og gør det stadig. I utrolig hastighed.

Men midt i det hele har jeg til tider lyst til at male mig grå og holde op med at være synlig.
For jeg skal stadig ikke føle at jeg passer ind? Nej nej, jeg ved godt at jeg selv er ansvarlig for den følelse, men hvad nu når jeg er omgivet af utroligt modige mennesker der tør sige, at jeg faktisk intimiderer dem en smule. Hvilket jeg i øvrigt er dybt taknemmelig for at de tør, for det er igennem dialogen at vi får sat os selv i spil. Den ærlig dialog vel og mærke.Vi lærer os selv at kende bedre ved at se os selv som de andre ser os.

Men hvordan forener jeg det, at få plads til mig og undgå at skræmme andre?
Og hvordan kommer jeg til at passe ind?

I dag kører denne her på repeat i mit hoved.