At please læsere..

Før gik jeg meget op i hvad folk mon havde lyst til at læse her på bloggen.
Meget symptomatisk for mig generelt:  Fortæl mig hvad du mener så jeg kan mene noget.
Jeg følte ikke at jeg var noget i mig selv, kun noget i forhold til hvad mine omgivelser syntes.

Jeg var bange for at vise hvem jeg var og hvad jeg følte og tænkte. Dette var fordi jeg var afhængig af at tilpasse mig andre, så de kunne tilføre mig noget således, at jeg igen kunne føle mig værdifuld.

Nu skriver jeg præcis hvad jeg har lyst til – og brug for.
For det vigtige er ikke hvor mange der læser med. Jeg bliver hverken et bedre eller dårligere menneske af antallet af læsere på min blog. Forstå mig nu ret, jeg bliver utroligt beæret over hver eneste der gider følge med i min lille verden. Tænk at der er andre der gider læse mine små tekster, wow!
Men selvom antallet af læsere ikke betyder så meget for min selvudvikling, så har jeg har til gengæld muligheden for at blive et bedre menneske gennem de reflektioner jeg sender ud i æteren og de svar jeg tider får tilbage, der nogle gange sætter endnu en ny vinkel på. Jeg elsker hver eneste kommentar, og undskyld når jeg ikke altid får svaret :). For ping-pongen i en blog er jo det der egentlig gør en blog. Ping uden pong er bare ikke samme vel. For så kunne jeg jo ligeså godt skrive alle mine ting i et word-dokument på min computer. Men det gør jeg ikke. Jeg puster det jo ud i verden.

Det paradoksale er, at efter jeg er holdt op med at prøve at ”please” mine læsere er antallet af hits steget betragteligt. Efter jeg gav slip og begyndte at give af MIG.
Men vent, jeg skal heller ikke sidde her og hævde, at jeg nu er sådan en der aldrig har brug for ros og anerkendelse. Dem der påstår at de ikke har brug for sådan noget er tåber der er blinde for dem selv.
Men betydningen af den ros jeg får er blevet mindre. Jeg lever ikke af den længere.
Jeg higer ikke længere med al min manipulerende magt, efter at få uddelt guldstjerneklistermærker.
Jeg kan ”nøjes” med at blive glad når jeg får rosen og ikke tænke så meget over det når jeg ikke får den.

For jeg er nemlig god nok, lige præcis som jeg er.

Og ved du hvad det mest fantastiske er? Det er du også. Husk det, det er vigtigt.

P.s. Jooe, skibet er ladet med billedsymbolik ;).