Ro

Længe forsøgte jeg at overdøve alt.
Hvis du så mig på gaden havde jeg altid hovedtelefonerne på og musikken på højeste blus.
Hjemme kører fjernsynet, mailen er åben, mobilen bipper, kroppen fyldes.
Jeg er et barn af det tyvende århundrede.

Støj, Stimuli – Frygt? Flugt?

På et tidspunkt måtte jeg vel blive så overstimuleret, at jeg bare ”gik ud” uden at skulle give den evindelige kværnen i mit hoved mere opmærksomhed.
Men efter jeg begyndte at lytte, og tage alvorligt, så forstummede kværneriet og blev til en guide.

Jeg kan stå roligt og bare være i mig selv. I stilhed, eller med musik, fordi jeg vælger det aktivt, ikke af behov.
Når jeg er stille kan jeg høre det min underbevidsthed fortæller mig. Når jeg danser eller synger får min krop lov til at lege med.

Jeg kan nå at skrive langt de fleste af de tekster ned der er gemt inden i mig. Min notesbog fyldes med min skæve skrift, som jeg til tider selv har svært ved at tyde, fordi jeg lige skulle skrive ned midt i at jeg var i gang med at leve – og der i livet er der ikke altid tid til at finde fine skriveunderlag og plane flader.

Men underbevidsthed er ligeglad med skønskrift. Den er interesseret i sjælefred – og lykke. Og jeg er interesseret i, at fange de tanker den giver mig.

Og nej, jeg skal ikke medicineres og jeg er ret sikker på at det jeg ser og hører omkring mig, kan I andre også se og høre – kan I ikke?