Behov og rådighed.

Udsigten fra mit soveværelse i morges.

Og så er der det med, at gætte behov. I guder Dagdrømmeren har skulle gætte. Hvis det ikke lykkedes ham så skulle jeg nok spare sammen og råbe det hele af ham engang hvert halve år.

Men tænk nu, bare et tankeeksperiement, tænk nu hvis den der har behovet i et forhold selv sørger for, at få det opfyldt.
Hvis den ene part har mere brug for nærhed i fysisk kontakt end den anden, kunne den med behovet så ikke tage initiativ til det?
Hvis den ene part har mere brug for at slæbe begge ud til alt muligt paragtigt uden for hjemmet, kunne den der havde behovet så ikke sørge for at få arrangeret det?
Altså uden at skulle krydse armene og kunne pege fingre og sige ”Nu er det igen mig der må fylde mine egne behov op”.
For JA ven, ja ja og atter ja. Det ér dig der må fylde dine egne behov op.
Skal din partner altid være til rådighed ender I med at kvæle hinanden.

Og tænkt hvis jeg nu selv lagde de der sokker sammen, og på plads. Ikke fordi det, ifølge mit sirligt udførte mentale regnskab over fordeling af opgaver, er min tur, men fordi det gør míg glad at der ligger sokker parat i skabet. Fordi det gør mig glad at min morgen bliver nemmere af, at kunne sende småfolk ind efter tøj selv.
I stedet for at skulle stå på hovedet i bunken med rent vasketøj i jagten på to nogenlunde ens sokker – selvfølgelig mens jeg snerrer af min partner hvorfor han dog ikke havde lagt det skide tøj sammen (eksemplet et selvfølgelig frit opdigtet).

Jeg spurgte for ganske nylig en klog mand om, hvordan jeg dog nu skulle kunne fylde min egen overskudsspand op? Hans øjne glimtede og smilet krusede i hans mundvige mens han returnerede mit spørgsmål med et spørgsmål; "Men hvad er det der dræner dig Synne?".

Tænk hvis jeg gjorde tingene udelukkende for min egen skyld. Tænk hvilken energi det kunne sætte fri.
For når alt kommer til alt, så bliver vi ikke lykkeligere af, at skulle prøve at få styr på andre mennesker, men der er stor risiko for, at blive et lykkeligere menneske når vi bliver i stand til at reagere ud fra den måde vi selv oplever på.