Den kærlighed..

Kierkegaard mente, at man bliver sig selv ved at realisere sine iboende potentialer, talenter og lyster. Gør vi ikke det, er vi kun det, som vi tror vi skal være og som familien og samfundet ønsker vi skal være. Og et individ der ikke er sig selv kan, ifølge den gamle filosof, ikke finde den sande kærlighed.

Kierkegaard mener, at det autentiske menneske ser kærligheden som en opgave som han eller hun kan vælge at tage på sig. Han eller hun forholder sig til den elskede med begær og forelskede følelser og h*n forholder sig til selve forholdet. H*n må vælge den anden, både som person og som forpligtelse, fordi et parforhold ikke kun bygger på forstadier til kærligheden: Forelskelsen og begær. Ægte kærlighed bygger, ifølge filosoffen, på at ville den anden person med alt hvad det indebærer. Den kræver, at der kobles bevidsthed og samvittighed på.

Kierkegaard har tre elementer for kærlighed:

1)     1.  Det sanselige, der styre af begær og seksualitet, hvor den elskede nærmest er en genstand, et objekt, der kan og skal forføres.

2)     2.  Det sjælelige, hvor den elskende styres af sine følelser, og af et stærkt ønske om at blive forenet med den anden og bygge et fællesskab op.

3)     3.  Den åndelige kærligheds forpligtelser og samvittighed bygger på total, gensidig accept. De to elskende mødes i forståelse, forpligtelse og fortrolighed, og begge vil hinanden med al deres kraft og styrke, uden forventninger og uden ønsket om at ændre på hinanden.

**************************************

Ovenstående er sakset fra en af mine mange udviklingsbøger, som jeg sluger på stribe for tiden.
Den jeg har stjålet fra har den, ifølge min mening, lidt cheasy titel ”Førstehjælp til knuste hjerter”. Men uanset hvor lidt jeg kan lide selve titlen, så står der faktisk rigtig mange nyttige ting i bogen. Måske ikke noget banebrydende nyt, men en hel masse der er utroligt godt at få opfrisket når man netop sidder der med blødende hjerte og er helt fortabt.

Jeg har jo rig mulighed for, at reflektere over det der med kærligheden i disse dage, og en ting vender tilbage hele tiden. Det har mange former, men essensen er det samme: Elsk dig selv, før du kan elske andre.
Vi er opdraget med skulle vende den anden kind til. At sige fra er noget skidt. Jo mere vi kan overkomme, jo mere vi strækker os selv, jo mere ros får vi.
Vi har lært, at det er egoistisk at tænke på os selv. Elsk din næste (før dig selv).

Et liv uden kærlighed er ikke noget liv, det er blot tilstedeværelse i verden. Men kærligheden findes jo ud over parforholdet. Jeg ser og mærker en tendens til en desperation for, at kunne være den ene halvdel af en tosomhed. Det dyrkes at være uden kæreste med tv-udsendelser som Singleliv, men samtidig har programmet et eneste klart budskab; find den anden halvdel af dig hurtigst muligt, så du kan læne dig tilbage og tænke ahh…

Er vi virkelig så bange for at kigge indad, at vi kun har sjælelig fred når vi kan læne os op af en anden? Når vi er to til at bære det, vi ikke selv magter at pille rundt i?
Men er det ikke også netop lige der hvor parforholdet kommer til at føles som at rulle stenen op af bakke?
At søge en følelse af symbiotisk kærlighed hvor sammensmeltningen er total og ingen af parterne er frie eller hele alene. Der hvor det man mindst bryder sig om os sig selv, ubevidst bliver skubbet over på partneren.
En afhængighedstilstand hvor den kærlighed man får er en belønning for, at forblive lille, hjælpeløs eller flink (læs = finder sig i for meget, siger aldrig nej). Det er et usundt og barnligt kærlighedsforhold hvor parterne siger til hinanden: Jeg elsker dig, fordi jeg behøver dig.

Moden kærlighed kan så stå overfor som kontrasten. Foreningen hvor hver part bevarer sig egen integritet og individualitet.

Symbiosekærligheden der er dømt til at mislykkes er jo også skildret i utallige historier. Den første og største der springer frem i mine tanker er selvfølgelig historien om Romeo og Julie. 9½ uge, Antichrist (den har haft mange fortolkninger. Jeg ser ikke kvindehadet, jeg ser endnu en symbiose der gik galt) o.s.v. o.s.v.

Derfor er jeg også i disse dage på nippet til at gå over i hjørnet og kaste en smule op over alle kærlighedssange hvor det fortælles at den ene ikke kan leve uden den anden.
At den ene er ingenting uden den anden.
Jo du er. Du SKAL være alt - alene, det er den eneste måde du har noget at give af. Du kan ikke give noget væk du ikke har, og hvis du ikke har kærlighed til dig har du så naturligt ikke noget at give af til andre.
Når du først er hel, alene, først der kan du være i ægte sund kærlighed, og gro og blomstre under den. Ikke fordi du ikke kunne blomstre uden den, men fordi vi i vores dybeste natur altid vil søge efter samhørighed, både i grupper og tosomhed i en eller anden forstand. Naturen kan vi ikke intellektualisere væk, lige meget hvor meget vi prøver. Men vi kan gøre den natur så behagelig som mulig af være i, uden at falde i søvn og dagdrømme os igennem livet.
For livet, det er det der sker lige nu. Vågn op og snus ind. Mærk det. LIGE nu.