Viser opslag med etiketten steinerskole. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten steinerskole. Vis alle opslag

søndag den 23. november 2014

Julemarkeder på de danske Steinerskoler

I går løb det årlige julemarked/bazar af staben på min egen skole.
Hele ugen har alle mand, høj som lav, forberedt os, pyntet op, finpudset kostumerne, øvet versene bare én gang til, bagt, kogt, tænkt, løbet stærkt... glædet os.
Kl. 10 gik det hele i gang i salen.

Min egen klasse opførte et vers for første gang og sikke en glæde, at se dem stå der spændte, lidt nervøse og meget klar, da de skulle på.
Heldigvis siger vi verset sammen, så der er nogen at læne sig op af hvis man går i stå.
Det gik så godt og de var meget stolte da vi kunne gå ned fra scenen igen.

Da alle dem der havde forberedt noget, havde været på scenen var der så blot tilbage, at gå ud og hygge sig i alle boderne og værkstederne.

Sikke en dag!




Her et kig ind i mit klasseværelse, der på denne dag var omdannet til smedje. 




At være til julebazar på en steinerskole er noget helt særligt. Det er årets største fest og det er altid et overflødighedshorn af alt det bedste folk kan lave.
Hvis du ærger dig over, at du ikke nåede til netop min skoles bazar, så kan du heldigvis stadig nå julemarked på en af de andre skoler.

I næste weekend, 29. november, er der flere steiner julemarkeder, f.eks.:

Jylland 
Østskolen i Aalborg

Fyn

Sjælland
Vidar skolen i Gentofte
Michael skolen i Herlev
Kvistgaard i nordsjælland

Er der flere julemarkeder vi skal ud og besøge i denne måned, så skriv endelig en kommentar så vi alle kan komme ud og nyde de gode markeder i det ganske land.

søndag den 31. august 2014

Eventyr tiden i klassen

Den første uge var der spredte udbrud: "Åh nej, eventyr er kedeligt".
Og jeg blev nervøs. Nervøs for, om jeg, blot ved hjælp af en stemning, et tændt stearinlys og min stemme, kunne bringe mine elever den dybe gamle visdom, gemt i folkeeventyrerne.

Men hurtigt gik det op for mig, 'kedeligt' betyder svært.
Det er svært for mine bybørn at lytte - og kun det. De er vant til stimuli af alle slags; interaktive mobiler og tablets, tv film hvor Snehvide er for evigt printet ind på vores nethinde som en sorthåret skønhed i blå kjole.
Alle billeder er leveret, færdige og med en lille sløjfe på; værsgod, ingen grund til at anstrenge sig her.

De har set hele verden allerede inden de begynder i skole og kommer til, at kunne og vide meget mere end mig, inden deres liv er slut - gudskelov for det, i øvrigt.

Hvordan skal jeg så kunne sidde der og fortælle et lille bitte eventyr og forvente, at de lytter?

"Har du ikke nogen billeder, Synne?"

Vi skal vænne os til, at kigge indad, mens historien udfolder sig. At se, hvordan vores indre øje laver sin egne billeder af helten der frejdigt går ud af landevejen, på vej ud i verden.

På denne måde, kan jeg også fortælle historierne præcis som de blev overleveret og ikke i en halvtam version, lavet i bedste mening til børn, hvor livets prøvelser er taget ud og hvor eventyret mister sin opdragende effekt.
Jeg kan fortælle således, at Trolden netop ér den fæleste af dem alle og så hæslig, at man næsten bliver hvidhåret af skræk, blot ved at se på den.
For børnenes egne indre billeder bliver aldrig mere uhyggelige end de kan følge med i deres små sjæle.

Vi må godt gyse. Vi skal gyse når det hele bliver uoverkommeligt og vi slet ikke aner hvordan det dog skal gå.
Men de historier der bliver fortalt af voksne fra en skærm, med special effects, passende baggrundsmusik og et monster i HD der bliver kastet lige ud i armene på de små, dét kan de ikke altid tåle.
Der passer det ydre indtryk ikke til det de selv vil kunne frembringe af indre billeder og der bliver de ægte bange!

Så vi øver os, nede i klassen, på at lytte. Og ved I hvad, det går faktisk rigtig godt!
De kan nemlig godt, på trods af oddsene. De er små, viise mennesker der kan mærke, at dette er vigtigt. Jeg vil ikke kunne spørge dem om det, for deres intellekt kan ikke formidle det for dem, men deres hjerter kan mærke det.
Og jeg kan mærke deres hjerter banke når jeg fortæller.


torsdag den 28. august 2014

Guldkorn

Citater fra denne uge i 1. klasse - og blot deres 2. uge i skole:

- Efter eventyr, hvor jeg fortalte 'Hans og Grethe'; "Hvorfor var moderen ond? Jeg synes ikke hun var så ond. Hvis det ikke havde været for hende, så havde de jo aldrig fundet skatten".

- Vi talte om kys. Jeg giver gerne mine elever et kys på toppen af hovedet i håret eller i panden (det er kun mor eller far der kysser på munden). Jeg fortalte dem, at kys er små stykker kærlighed som læreren kan sætte på børnene - hvorefter et af de børn jeg har været lidt bekymret for om jeg kunne nå ind til, kom over og gerne ville have sat et stykke kærlighed i sit hår.

- Efter eventyr, hvor de havde fået lov, at knytte videre på deres små armbånd fra gårsdagens håndarbejdstime, mens jeg fortalte. En af de hurtige elever, der havde knyttet flere allerede, kom op til mig: "Synne, jeg har lavet en gave til dig" (tænkepause, mens vi kiggede i tavshed på det fine armbånd), "jeg har knyttet eventyret ind i det".

Jeg kan rigtig, rigtig, RIGTIG godt lide mit job!
Jeg har aldrig været så træt i hele mit liv, men det er ligesom om det ikke rigtig betyder så meget.

fredag den 10. januar 2014

På vej...


Gløder i mit liv.

Deres røg får mine øjne til, at lukke sig sammen. Det svider.

Gløder i mit liv.
Får min sjæl til, at stråle.

På en mission?
Helt sikkert.

På vej.
Mod målet.

Og hver gang jeg synes jeg er tæt på målet, så når jeg bolden,
den bold der er spændt fast til mig fra en line fra mit håndled.
Den bold, jeg sparker væk, hver gang jeg er tæt på den.

Ankomst-vildfarelse?
Nogle gange, ja.

Men jeg går fra, at have børn under mine vinger, der står på broer og vil kaste sig selv ud derfra, til børn der bytter om på b og p.
De fylder lige meget i mit sind.
Men jeg tror, at jeg er på rette vej.

Jeg elsker dem, uanset hvor de står.
Og jeg bilder mig selv ind, at det er den rette vej.
Uanset hvilke bøger jeg har læst.

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails