Eventyr tiden i klassen

Den første uge var der spredte udbrud: "Åh nej, eventyr er kedeligt".
Og jeg blev nervøs. Nervøs for, om jeg, blot ved hjælp af en stemning, et tændt stearinlys og min stemme, kunne bringe mine elever den dybe gamle visdom, gemt i folkeeventyrerne.

Men hurtigt gik det op for mig, 'kedeligt' betyder svært.
Det er svært for mine bybørn at lytte - og kun det. De er vant til stimuli af alle slags; interaktive mobiler og tablets, tv film hvor Snehvide er for evigt printet ind på vores nethinde som en sorthåret skønhed i blå kjole.
Alle billeder er leveret, færdige og med en lille sløjfe på; værsgod, ingen grund til at anstrenge sig her.

De har set hele verden allerede inden de begynder i skole og kommer til, at kunne og vide meget mere end mig, inden deres liv er slut - gudskelov for det, i øvrigt.

Hvordan skal jeg så kunne sidde der og fortælle et lille bitte eventyr og forvente, at de lytter?

"Har du ikke nogen billeder, Synne?"

Vi skal vænne os til, at kigge indad, mens historien udfolder sig. At se, hvordan vores indre øje laver sin egne billeder af helten der frejdigt går ud af landevejen, på vej ud i verden.

På denne måde, kan jeg også fortælle historierne præcis som de blev overleveret og ikke i en halvtam version, lavet i bedste mening til børn, hvor livets prøvelser er taget ud og hvor eventyret mister sin opdragende effekt.
Jeg kan fortælle således, at Trolden netop ér den fæleste af dem alle og så hæslig, at man næsten bliver hvidhåret af skræk, blot ved at se på den.
For børnenes egne indre billeder bliver aldrig mere uhyggelige end de kan følge med i deres små sjæle.

Vi må godt gyse. Vi skal gyse når det hele bliver uoverkommeligt og vi slet ikke aner hvordan det dog skal gå.
Men de historier der bliver fortalt af voksne fra en skærm, med special effects, passende baggrundsmusik og et monster i HD der bliver kastet lige ud i armene på de små, dét kan de ikke altid tåle.
Der passer det ydre indtryk ikke til det de selv vil kunne frembringe af indre billeder og der bliver de ægte bange!

Så vi øver os, nede i klassen, på at lytte. Og ved I hvad, det går faktisk rigtig godt!
De kan nemlig godt, på trods af oddsene. De er små, viise mennesker der kan mærke, at dette er vigtigt. Jeg vil ikke kunne spørge dem om det, for deres intellekt kan ikke formidle det for dem, men deres hjerter kan mærke det.
Og jeg kan mærke deres hjerter banke når jeg fortæller.

Øjeblikket

Den kommer flyvende. Ud af det blå.
Stor, rundt og i alle verdens farver.
Solens stråler reflekterer i den mens den lader sig fange af vinden.

Bilerne dytter, menneskerne hilser på hinanden. Livet går sin vante gang.

Den først der ser den store strålende bobbel er en lille pige der halvsover bag på sin mors cykel.
Det glimter i kanten af hendes øje og hun må se hvor det kommer fra.
Hun blinker og tager sine små hænder op for øjnene for at kunne se.
Hun gør store øjne, kigger på sin lille bamse og hvisker: "Jeg vidste de fandtes".

Den næste er en ældre herre i sin bil. Han kigger op og smiler.
Langsomt triller der lille tåre ned af hans kind. "Tak Maren, jeg ser dig. Jeg ved du passer på mig deroppefra".

Som den svæver ned af gaden får flere og flere øje på den. Går i stå.
Der sker noget. Varmen blandt dem der ser, bliver tydelig.
Menneskerne ler. Børnene hopper efter den strålende bobbel.
Bilerne går i stå.
Der er nogle der synger sammen.

En yngre mand står lidt derfra og ser. Han er pjusket og hans tøj er beskidt.
Han ser med forundring ud på alt det der sker foran ham.
På fællesskabet som han ikke er en del af.

Den store bobbel driver tæt forbi ham. Den lille pige er stukket af fra sin mor og løber efter.
Hun stopper foran den pjuskede mand og rækker sin hånd ud.
Kom med.

Et øjeblik er han med. Midt i det. Mens han løber med den lille pige efter den strålende bobbel.

Et vindpust skubber den op og rundt.
Herefter står den stille og vibrerer et øjeblik, indtil den springer i et Plop og sender en kaskade af små strålende dråber ud til alle sider.
Manden og pigen kniber øjnene i, som dråberne falder ned over dem.

Menneskerne blinker.
Den lille pige kigger forvirret op på manden. Hendes mor kalder i baggrunden.
Hun griner til ham mens hun løber afsted, så håret bølger omkring hende.

De virker lidt forvirrede, alle menneskerne.
Kigger sig lidt undrende omkring, indtil stilheden brydes af en fugl der skælder ud.
Så er det som om de kommer i tanke om, at de har travlt og skynder sig afsted igen.
De normale lyde er atter tilbage i gaden.

Tilbage står den unge mand. Lidt ude i siden af det hele og kigger.
Han ser ned på sit ærme. De sidste dråber forsvinder langsomt ned i hans tøj og efterlader bare en mørk plet.
Han stikker hænderne ned i bukselommerne og trasker videre ned af vejen. Sparker til en sten på vejen.
Men et lille smil kruser i hans mundvige. Han så dem, menneskerne.
Og han husker dem.
Han stopper op og kigger op.
Er han den eneste der husker?
Hans bryn rynker sammen.

Bag ved ham lyder en cykelklokke. Flyt dig.
Han går dovent ud til siden, mens moderen på cyklen forpustet tramper i pedalerne på vej forbi.
Bagpå cyklen sidder den lille pige.
Strålerne fra boblerne sidder stadig i hendes øjne og hun kigger på ham og smiler.

Han vinker til hende som hun forsvinder videre ned af vejen, runder et hjørne og er væk.
Men det gør ikke noget.
Han er ikke alene.

De vandrer ind i mit sind... Del VI

Sebastian vågner fra sin lur. Det var hans tur til at sidde bagerst og det udnyttede han til at brede sig ud over bagsædet og lukke øjnene.
Han sætter sig op og gnider sin næse.
”Jeg drømte om kvinden igen” siger han ud i luften.
Benjamin ser om på ham via bakspejlet.
”Mmm, jeg drømmer også om hende en gang imellem”
”Det gør jeg også” tilføjer Klara.
Sebastian har fundet en pakke kiks frem og siger med krummerne flyvende i alle retninger ”Mon hun også kender Ham?”
”Det tror jeg”, Benjamin nikker langsomt.
”Vi er der snart, er vi ikke? Der hvor Han sagde, at vi skulle tage hen og lede?”
”Jo, der er ikke så længe igen. Et held for vi er også snart løbet tør for lakridspiber. Især efter at nogen kom til at spise en del af dem”
Klara dukker sig lidt i sædet, men siger ikke noget.

”Det trækker op til regn” siger hun dog lidt efter.  Og ganske rigtigt, en halv time senere kører de tre midt inde i et stort regnvejr. Vinduesviskerne kører på fuld kraft, men man kan næsten intet se ud af ruden.
Larmen fra regnen trommer på bilen og gør det næsten umuligt at høre hvad nogen siger.
Benjamins knoer bliver hvide fra at holde så fast om rattet.
Der er lys derude i det fjerne. Om det er lys fra lyn eller lygter er ikke til at se.
Bilen skramler og ryster og glider rundt oven på vandet på vejen.

Klara holder krampagtigt fast i kanten på sædet. Sebastian klamrer sig til nakkestøtten på Klaras sæde.
Benjamin kæmper for at holde bilen på vejen.
Klara skriger højt af forskrækkelse da en gren klasker mod forruden.
Bilen sænker farten på trods af at Benjamin får motoren til at brøle af kraftanstrengelse. Han bander og tørrer ruden af på indersiden i et forsøg på at se noget.
I det samme forsvinder jorden under bilen og den falder.

Kvinden åbner øjnene og ser sig selv sidde ved et bord i et cafeteria.
En halvtom kop kaffe står foran hende sammen med en tallerken hvor der nu kun er krummer og en beskidt gaffel på.

Hun kigger ud gennem ruden ud på parkeringspladsen. Det voldsomme regnvejr gør det umuligt at se andet end få meter.
Det hun kan se gennem regnen er en halvtom plads med et par underligt udseende biler parkeret rundt omkring. Ingen mennesker.
Selve cafeteriet ser også forladt ud. En kaffemaskine står og sprutter bag ved disken.
Et par forladte tallerkener på de andre borde. Men ingen mennesker.

Med et bliver stilheden brudt og kvinden farer sammen så hun spilder resten af sin kaffe ud over bordet.
Udenfor kommer der en bil faldende ned og rammer pladsen foran cafeteriet med et brag.
Et par dele af bilen triller væk og falder til sidst til ro rundt omkring.
Kvinden blinker en gang og ser endnu engang ud på det mærkværdige syn.
Bilens døre bliver med besvær åbnet. Ud kravler først en dreng. Han bløder fra panden. Herefter følger en lille pige. Hun trækker det ene ben efter sig.
De råber noget til hinanden og drengen kravler ind i bilen igen.
Pigen sætter sig ned på asfalten og rører ved sit ben. Hun ser ud som om hun råber noget til drengen inde i bilen en gang imellem. Hun er allerede gennemblødt så håret hænger ned langs hendes kinder i våde pølser.
Hun løfter hovedet, kigger sig omkring og får øje på kvinden ind gennem ruden. Stivner.
Råber noget ind i bilen igen og kigger tilbage på kvinden.

Kvinden vågner pludselig fra sin lamslåethed. Rejser sig hurtigt og løber ud for at hjælpe.

De vandrer ind i mit sind... del V

"Argh, inspiration for pokker" sagde hun og rev sig i håret.
"Kom nu, kom nu, kom NU"
Hun lukkede øjnene og sank tilbage i sit magelige leje i sofaen og gned sig mellem sine lukkede øjne.
Forestillede sig de tre børn.
Så deres ansigter og deres tøj som de stod der foran hende, med hinanden i hænderne på række.
"Hvor skal I hen?" spurgte hun dem. Men de smilede bare tilbage og sagde ingenting.
"I må da give mig et fingerprej. Det var jer der startede med, at give mig jeres historie. I kan da ikke bare stoppe her? Prøv at tænk på alle de mennesker der allerede følger med. Og mig. Ikke mindst mig. Jeg vil da også vide hvad der sker".
Sebastian, Benjamin og Klara kiggede på hinanden og på kvinden. De stimlede sammen i rundkreds med hovederne tæt sammen og hviskede.
Da de alle nikkede samtidig rettede de sig op og indtog samme position som før.
Smilende.
Sebastian tog ordet og hans lille stemme vibrede i kvindens øre.
"Du kender udemærket godt vores historie. Du skal bare tænke dig om. Den er lige foran dig".

"Ihhh, hvor er I irriterende". Kvinden åbnede øjnene og kiggede ned på sin computer hvor curseren stod og blinkede provokerende.
"Den er lige foran mig... phhff. Hvad ved de om præstationsangst, manglende søvn og total fastlåst fantasi?".
Kvinden skubbede sig ned i puderne og lagde hovedet bagud for at kigge op i loftet og tænke.
Hun lod sig opsluge af tanker og havde planer om, at lige om lidt....
Hun begyndte at blinke mere og mere indtil hendes øjne lukkede sig helt og åndedrættet blev roligt og rytmisk.

I det fjerne var det næsten som om man kunne høre tre små barnestemmer klukle og ønske god rejse.

De vandrer ind i mit sind... Del IV

Børnene finder et afsides sted hvor de kan holde ind for natten.
Sæderne bliver slået ned, et par tæpper fundet frem fra rodet i bagagerummet og lidt efter lidt forsvinder de alle tre ind i søvnen, godt krøllet ind i hinanden under tæpperne.

Nattens mørke får verden til at gå langsomt.
En ræv kommer luntende forbi. Stopper op og snuser til den nye genstand på dens område. Løfter det ene ben, strinter lidt op af det ene dæk og lunter tilfreds videre ud i natten.
I et træ i nærheden lander en rovfugl. De gule øjne lyser mens den holder øje.

Da morgenens første solstråler reflekteres i bilens stål er både ræv og fugl væk igen og nattens puslerier er afløst af et ensomt fuglefløjt fra tid til anden.
Klara begynder at bevæge sig lidt. Klør sig på næsen. Skubber Benjamins arm af sig og sætter sig op.
Giver et hvin fra sig og råber ”Seeee, se hvad der står derude. See, se, se, se, se…”. Hun rusker begge drenge, der under stor brok åbner øjnene, ser i retning af Klaras finger og gør store øjne.
Alle er pludselig et hvirvar af kropsdele der forsøger at komme fri af tæpper og hinanden. Får åbnet sidedøren og Benjamin kaster sig frem for at komme først. Han lander dog så lang han er på jorden, da hans ene fod sidder fast i en fold i tæppet.
Klara og Sebastian klasker sammen af grin inde i bilen, mens Benjamin kigger op fra sit fald og glor direkte ind i et par store brune øjne. En blanding af sejt snot og varm luft får hans hår til at blæse bagud da dyret puster på ham.
”Hej ko” siger Benjamin og smiler. Kommer på benene og klapper det store dyr på hovedet. ”Kommer du med morgenmad?”
Koen glor bare, tygger lidt og tager sig sammen til et stort muuuuh.
Klara fniser ”Den er flabet”
Benjamin sukker dybt ”Klara, det her har vi diskuteret. Man kan ikke forstå hvad dyr siger”
”Johoooo jeg kan” svarer Klara
”Nej du kan ikke. Basta!”
”Jo jeg KAN!” Klara kravler ud af bilen og går over til koen der kigger ned på hende og slikker hende på hele den ene side af ansigtet. Klara griner og tørrer ansigtet af i ærmet ”Ai altså, addd ko. Jaja, jeg ved det godt. Jeg synes også det er hyggeligt, men det er også ret vådt”.
Benjamin himler med øjnene og søger hjælp hos sin bror ved at kigge over på ham. Koen kigger også over på Sebastian og brøler endnu engang.
Sebastian trækker på smilebåndet og kigger på sin storebror ”Den spørger om du ikke skal i gang med at malke eller hvad. Den har faktisk steder den skal være”.
”Nu også dig!!” Benjamin bliver helt rød i hovedet og knytter næverne. ”Dyr.kan.ikke.tale – basta! Og dyr kan ikke forstå hvad vi siger. Det er en ko for pokker. Den går rundt og æder græs og laver mælk. Det er det. Den har ikke aftaler og den KAN IKKE TALE!”. Benjamin trækker vejret hurtigt og kigger frem og tilbage mellem koen og sine søskende.
Klara klapper bare koen på hovedet og siger, henvendt til den, ”Det skal du ikke være ked af. Der er så meget storebrødre ikke forstår.”

Benjamin sparker en sten op i en stor bue og går hen imod bilen ”Hvis I er så skide kloge at I kan tale med dyr, så kan I også selv malke den”. Bildøren smækker og Benjamin sætter sig til at glo stift ud af forruden.

En halv times tid senere banker det på ruden ind til Benjamin. Han hopper engang for han var forsvundet i egne tanker og blev forskrækket af den pludselige lyd. Udenfor står Klara og Benjamin og smiler stort. De har lagt det ene af tæpperne ud på jorden og ved siden af står en stor kande med mælk. På tæppet ligger også lidt brød.
”Så er der mad, kommer du?” spørger Sebastian.
”Hvor er koen?”. Benjamin glor på kanden med frisk mælk.
”Ey det har vi jo sagt. Den havde en aftale” griner Sebastian.
Benjamin opgiver at få hoved og hale på det, ryster på hovedet og hopper ud af bilen for at få noget mad sammen med de andre. 

Maverne er fyldte og humøret er højt da bilen sprutter og sætter i gang. Børnene synger og smiler mens bilen æder sig vej ud af den lange lige vej.

...

Du kan læse de foregående afsnit ved at klikke lige her.

De vandrer ind i mit sind... Del III

Det næste stykke tid på vejen bruger Klara og Sebastian til, at smide skrald efter hinanden. Bilen er godt fyldt op med sammenkrøllet papir og dimser, så der er skyts nok.
Til sidst truer Benjamin med, at nægte at køre videre hvis han skal have mere sammenkrøllet papir i nakken.
Det får de to små til at kigge på hinanden, himle med øjnene, acceptere og holde op.
Klara ruller sig sammen på bagsædet og lægger sig til at sove.

Nu er der kun rumlen fra bilens hjul og motor og Klaras sagte snorken.

Sebastian skæver over imod Benjamin.
”Benjamin?”
”Mmm, hvad er der?”
”Tror du vi klarer den?”
Benjamin spænder i kæberne og ser stift ud af forruden.
”Tror du Benjamin, hva?”
Benjamin tager øjnene fra vejen og kigger over på sin bror. Først lyser hans øjne af bekymring, men så blinker han og lyser op i et smil.
”Selvfølgelig gør vi det, din lille tosse”. Han rækker over og rusker op i Sebastians hår, der kvitterer med at slå ud efter Benjamin.

Rumlen fra bilen og Sebastian der tegner i skidtet på sin rude.

Bilen er lige ved at ryge af vejen da skriget skærer sig ind i drengenes ører. Benjamin står på bremsen, river bilen ind til siden og vender sig straks om imod Klara på bagsædet.
Hun ruller frem og tilbage på sædet, sveder og fagter ud i luften med armene mens hun skriger.
Drengene løsner deres seler og hopper om til deres lillesøster.

”I må ikke” skriger hun mens tårene løber ud fra de lukkede øjne.
Benjamin forsøger at fange Klaras arme men får nogle gevaldige slag i hovedet i stedet.
Sebastian sidder fast i en bevægelse midt mellem forsæderne og bagsæderne og glor lamslået på de to der slås.
”Så hjælp mig dog” hvisler Benjamin til Sebastian sammenbidt mens han får et slag mere lige på øret der får det til at ringe af smerte i hans hoved.
De to drenge får fanget arme og ben ind på Klara og langsomt får de talt hende vågen.
Hun hulker og hikser mens hun kigger med store øjne på sine brødre. Tårene har lavet hvide striber på hendes buttede kinder.
”De ville tage jer væk fra mig. De var så onde! Og jeg var så bange. Der var så mange af dem. Og jeg kunne ikke nå….”. Klara krymper sig sammen imellem sine brødre. ”I må  ikke gå fra mig, lover I det?”
Drengene forsikrer hende i kor om, at de aldrig vil forlade hende.
De sidder længe og krammer alle tre og lader roen falde over deres kroppe. Udenfor bliver skyggerne lange og himlen orange.

”Det er snart nat” konstaterer Klara og gnider sig i øjnene.
”Ja” siger Benjamin ”Vi må hellere komme videre. Vi kan ikke holde her midt i ingenting”.

...

Del 1 finder du her.
Del 2 finder du her.

De vandrer ind i mit sind... Del II

Tankpasseren kigger ned på drengen. Spytter en gang og sætter i doven bevægelse.

Kort efter er bilen på vejen igen og efterlader tankpasseren der er tilbage i sin henslængte stilling, men nu gnaskende på sine nye piber.

Den store dreng bag rattet, den mellemste ved siden af og den lille pige der læner sig frem mellem sæderne.
”Klara sæt dig så tilbage og tag den sele på” formaner den store dreng. Men pigen glor bare trodsigt på ham og svarer ”Niks, for det er faktisk Sebastians tur til at sidde bagerst”.
Sebastian vender sig straks om på passagersædet og skal lige til at hidse sig op, da Benjamin bag rattet pludselig hugger bremsen i. Klara holder krampagtigt fast i sæderne og Sebastian hænger i selen.
”Undskyld” mumler Benjamin men kigger bare lige frem.
Foran dem skiller vejen sig i 3 dele. I midten står en gammel lygtepæl og hænger. Der er banket et par skilte fast under den smadrede pære. Sebastian hakker sig igennem bogstaverne på skiltene indtil Benjamin mister tålmodigheden og læser højt.
”Syd, Vest eller Nord”
De sidder lidt og kigger i stilhed. Alle vejene går ud i intet så langt øjet rækker.
Klara bryder stilheden ”Han sagde vi skulle kigge op, kan I huske det? Det sagde han altså. Op er Nord. Det har far selv sagt engang.”
”Tja, det er jo lige så godt som de andre veje. Ok, vi drejer til højre og kører mod nord”. Benjamin roder med gearstangen og trykker på speederen. Motoren skurrer og hoster indtil han finder det rette gear.
Blinker  til højre og sætter i gang.

Tilbage på tanken står tankpasseren og ser efter det mærkværdige selskab. Et lille smil breder sig tilfreds da han ser vognen dreje til højre.

.....

De vandrer ind i mit sind... del I

Stemningen i bilen er trykket. De har kørt langt, oplevet meget, blevet sultne og trætte.
Langt fremme spotter de et skilt. De er reddet. Benzinmåleren har vist faretruende lavt længe og motoren er begyndt at hoste så småt.

Bilen tager farten af og blinker til højre. Drejer af fra den uendeligt lange vej og standser med et hvin foran standeren i en støvsky.
Det der koblingspunkt og blød opbremsning er stadig en udfordring for bilens fører, der knap nok kan se hen over rattet.

Bilens døre åbner sig og ud vælter tre beskidte børn. Deres alder er svær at gennemskue fordi støvet sidder i tykt lag på deres hud. De har statur som børn, men bevæger sig som unge voksne.

Den ene render straks mod den nærmeste busk, hvor bukserne ryger ned om knæene og strålen af urin står i en bue ud fra det lille underliv. Håret er pjusket, tøjet er slidt, men det salige smil kruser i hans mundvige da tissetåren får frit løb og afslører små hvide tænder, hvor to fortænder mangler.
Den anden går i stå med fødderne på asfalten og hånden på indersiden af bildøren, nærmest klamrende til trygheden i det stål hun har lært at kende. De lyse krøller bølger om det solbrune lille pigeansigt. For lille til at være ude alene, men alligevel med dyb visdom gemt bag øjnene.
Den tredje stiger ud fra førersædet. Scanner området. Ved han er ansvarlig. Føreren.
Der er en opgave der skal opfyldes.
Han går målbevidst hen til tankpasseren, der står henslængt og ser på det mærkværdige selskab.
Han kigger op, misser med øjnene mod solen og siger kort ”For to lakridspiber benzin, tak”.

(fortsættes, selvfølgelig..)