Eventyr tiden i klassen

Den første uge var der spredte udbrud: "Åh nej, eventyr er kedeligt".
Og jeg blev nervøs. Nervøs for, om jeg, blot ved hjælp af en stemning, et tændt stearinlys og min stemme, kunne bringe mine elever den dybe gamle visdom, gemt i folkeeventyrerne.

Men hurtigt gik det op for mig, 'kedeligt' betyder svært.
Det er svært for mine bybørn at lytte - og kun det. De er vant til stimuli af alle slags; interaktive mobiler og tablets, tv film hvor Snehvide er for evigt printet ind på vores nethinde som en sorthåret skønhed i blå kjole.
Alle billeder er leveret, færdige og med en lille sløjfe på; værsgod, ingen grund til at anstrenge sig her.

De har set hele verden allerede inden de begynder i skole og kommer til, at kunne og vide meget mere end mig, inden deres liv er slut - gudskelov for det, i øvrigt.

Hvordan skal jeg så kunne sidde der og fortælle et lille bitte eventyr og forvente, at de lytter?

"Har du ikke nogen billeder, Synne?"

Vi skal vænne os til, at kigge indad, mens historien udfolder sig. At se, hvordan vores indre øje laver sin egne billeder af helten der frejdigt går ud af landevejen, på vej ud i verden.

På denne måde, kan jeg også fortælle historierne præcis som de blev overleveret og ikke i en halvtam version, lavet i bedste mening til børn, hvor livets prøvelser er taget ud og hvor eventyret mister sin opdragende effekt.
Jeg kan fortælle således, at Trolden netop ér den fæleste af dem alle og så hæslig, at man næsten bliver hvidhåret af skræk, blot ved at se på den.
For børnenes egne indre billeder bliver aldrig mere uhyggelige end de kan følge med i deres små sjæle.

Vi må godt gyse. Vi skal gyse når det hele bliver uoverkommeligt og vi slet ikke aner hvordan det dog skal gå.
Men de historier der bliver fortalt af voksne fra en skærm, med special effects, passende baggrundsmusik og et monster i HD der bliver kastet lige ud i armene på de små, dét kan de ikke altid tåle.
Der passer det ydre indtryk ikke til det de selv vil kunne frembringe af indre billeder og der bliver de ægte bange!

Så vi øver os, nede i klassen, på at lytte. Og ved I hvad, det går faktisk rigtig godt!
De kan nemlig godt, på trods af oddsene. De er små, viise mennesker der kan mærke, at dette er vigtigt. Jeg vil ikke kunne spørge dem om det, for deres intellekt kan ikke formidle det for dem, men deres hjerter kan mærke det.
Og jeg kan mærke deres hjerter banke når jeg fortæller.

Uden faldskærm eller sikkerhedsnet!

18/8 var skæringsdatoen.
Der hvor det var slut med at drømme, slut med kun at forestille sig.
Kl. 10, mandag d. 18/8-2014 sad der en flok børn på en bænk, i en sal, ude på Amager. Det var deres første skoledag og de var SÅ klar og spændte!

Det var deres lærer også.

Måneders undren, overvejelser, tvivl, hårdt arbejde, planlægning, indre arbejde og meget meget mere, kulminerede på denne dag, hvor vi mødtes helt rigtigt.
Vi havde tyvstartet over et par gange. Først i SFOén hele sidste år da de hed Børnehaveklasse og jeg øvede mig på skolelivet som SFO pædagog - og så en enkelt gang som lærer og elever inden sommerferien (Kæpheste dagen har jeg før skrevet om, lige her).
Men denne gang var der ikke mere "lige-ved". Det var nu det gik igang.

Klasseværelset var sat i stand (det var så dén sommerferie), buketterne bundet, eventyret lært udenad.

Det var nu jeg tog springet, ændrede drastisk retning.
Sagde endeligt farvel til sygeplejersken og goddag til lærerinden.

Nu er første uge slut og jeg har knoklet! Min klasse har ikke forladt mine tanker mange øjeblikke.
Klokken blev både 22 og 22.30, mens jeg stadig forberedte mig til næste dag, skrev mails til forældre eller strikkede på årets første fødselsdagsgave.
Nye tvivl, nye overvejelser, ny planlægning overtog den gamle i glidende overgang.

Min klasse og jeg, vi lærer vores vej i skolen sammen. Vi øver os allesammen i, at gå i skole.
Jeg forsøger, at lære dem lidt om livet, universet og alt det der (her i starten øver vi os dog mest på at tie stille når læreren taler og binde snørebånd) og de lærer mig noget om, at være menneske.

Det er SÅ vildt! Og jeg ELSKER det.
Hvem havde set dén komme?