Doodles

De der små finurlige tegninger der gror ud af ens hånd, ofte mens man laver noget andet.

Den kreative proces er en sær størrelse.
Den kan ikke tvinges frem. Den bestemmer selv.
Man kan måske lokke den frem, hvis man allerede har brugt meget tid sammen.
For det er lige som om, at jo større mængder den kreative proces har fået god opmærksomhed, jo bedre og mere villigt opfører den sig også. Jo nemmere lader den sig lokke frem, eller står klar når man skal bruge den.

Den kreative proces er også 'flow'. Der hvor tiden står stille og ingen andre tanker maser sig på.
Mylderet holder op og der er stille. Der er kun stregen og hånden der intuitivt bevæger sig over papiret.

Pludselig tager jeg mig selv i at vågne op med et sæt, strække fingrene, trække vejret dybt og kigge forundret ned på det der er kommet frem på papiret.

Jeg ved ikke helt, om det var mig der tegnede dem eller dem der lod sig tegne af mig.
Frem kom de ihvertfald. Og nu bor de her på hvert sit stykke papir.

Kreativitet, spiritualitet og menneskelig forventningsangst!

Nogle gange elsker jeg bare, at lade mig føre af universet.

Sad her og gloede på min skærm tidligere. Ville gerne skrive noget, dele noget.
Der er tit så mange tekster der dukker op i mit hoved når jeg ikke har mulighed for at fange dem og skrive dem ned. Når jeg så sidder og har lyst til at skrive, så er der tomt!! Slukket for den kreative åre.
Jeg forsøger måske at tvinge noget frem, som bliver lidt ligegyldigt.
Og angsten kommer krybende. For ikke at skrive godt nok. For at skuffe dem der læser med.
Fordi det netop skal hives frem, istedet for de gange hvor jeg skriver fordi jeg ikke kan lade være og mine fingre danser over tastaturet uden pauser. Det eneste problem er mine tanker der skaber hurtigere end mine fingre kan nedfælde det. Det er de gange hvor jeg ikke tænker over hvem der læser med, men hvor jeg skaber fordi jeg kan.

Der var intet danseri her til formiddag.

Så jeg gik ud i mit køkken og stegte mig nogle fiskefrikadeller (ja, jeg ved godt at klokken var 9:30 på det tidspunkt.).
Scrollede min blogliste igennem og læste på må og få.
Trykkede på links og lod mig føre af det der lige fangede mit øje (nogle ville kalde det at spilde tiden og kede sig, men se nu...).

Og så var den der. Lige det jeg havde brug for.
Wow det er godt.
Mens du henter en kop the og sætter dig godt til rette, så vil jeg ud og skabe - sammen med mit geni ;).

P.s. Og så ved jeg i øvrigt lige præcis hvad jeg skal gøre, næste gang teksterne banker på mens jeg ikke har tid.

Fantastisk!!

En manual til livet.

Eller ihvertfald til en stor del af det.

Hvis du kun skal læse én bog om kærlighed og parforhold, så vælg denne her.

Bagsiden siger:

Kærlighed er ikke for kujoner er en bog, der handler om at turde elske. Om at turde give os selv, vores inderste tanker, følelser og reaktioner til vores partner uden at tænke på dennes reaktion.

Birgit Weber beskriver, hvordan vi ved hjælp af kritik og manipulation forsøger at lave hinanden om, så vi undgår at komme i kontakt med vores egne indre konflikter. Det gør vi på tre måder: ved at være 1) eftergivende, 2) aggressiv eller 3) afstandtagende over for andre. Hun beskriver også, hvordan vi kan få øje på vores egne blinde pletter, dvs. de træk og konflikter, vi har følt os tvunget til at fortrænge i vores barndom.

Bogen viser, at kærlighed kun kan udvikles, hvis vi er i stand til frit at give udtryk for os selv, og hvis vi er parat til at vende fokus mod os selv og se på de uhensigtsmæssige mønstre, vi har dannet for at overleve som børn. Vi må finde frem til, gennemleve og bearbejde vores indre konflikter, og vi må lære at stå på egne ben og berolige os selv i angstprovokerende situationer uden behov for den andens bekræftelse. Alt dette giver bogen vejledning i.

Birgit Weber understreger hele vejen igennem, at først når vi hver især bliver forankret i os selv og tager ansvaret for vores egne vanskeligheder, kan vi udvikle et parforhold, hvor kærligheden hele tiden bliver dybere og rigere.

Køb den. Lån den på biblioteket. Bare læs den! Du vil ikke fortryde.

Ro

Længe forsøgte jeg at overdøve alt.
Hvis du så mig på gaden havde jeg altid hovedtelefonerne på og musikken på højeste blus.
Hjemme kører fjernsynet, mailen er åben, mobilen bipper, kroppen fyldes.
Jeg er et barn af det tyvende århundrede.

Støj, Stimuli – Frygt? Flugt?

På et tidspunkt måtte jeg vel blive så overstimuleret, at jeg bare ”gik ud” uden at skulle give den evindelige kværnen i mit hoved mere opmærksomhed.
Men efter jeg begyndte at lytte, og tage alvorligt, så forstummede kværneriet og blev til en guide.

Jeg kan stå roligt og bare være i mig selv. I stilhed, eller med musik, fordi jeg vælger det aktivt, ikke af behov.
Når jeg er stille kan jeg høre det min underbevidsthed fortæller mig. Når jeg danser eller synger får min krop lov til at lege med.

Jeg kan nå at skrive langt de fleste af de tekster ned der er gemt inden i mig. Min notesbog fyldes med min skæve skrift, som jeg til tider selv har svært ved at tyde, fordi jeg lige skulle skrive ned midt i at jeg var i gang med at leve – og der i livet er der ikke altid tid til at finde fine skriveunderlag og plane flader.

Men underbevidsthed er ligeglad med skønskrift. Den er interesseret i sjælefred – og lykke. Og jeg er interesseret i, at fange de tanker den giver mig.

Og nej, jeg skal ikke medicineres og jeg er ret sikker på at det jeg ser og hører omkring mig, kan I andre også se og høre – kan I ikke?

Satsede halvt, garderede alt..

Mit hjertes fangearme går i alle retninger.
Fanger følelser hid og did.

Men centrum har fundet sit anker og jeg er ikke lige sådan til, at vælte mere.