Er der andre end mig, der har det svært ved at hænge sin egne ting op?
Og ikke mindst svært ved, at kalde sine egne ting for kunst.
Hvad er kunst i øvrigt?
Er det, at udstille hundelort i glas?
Er det, at vente til man har brugt mindst tusinde timer på, at øve hver en streg for man viser det frem?
Hvem skal man være, før man kan kalde sig en kunster?
Nå, men jeg øver mig rigtig meget i, at se mine egne ting som de små stykker af, ikke blot kreativitet, men som de stykker kunst de faktisk er. Så nu har jeg taget to af mine tegninger, sat dem i glas og ramme og sat dem op ude i det rum vi er mest i.
Og jeg øver mig i, at se det gode og det der er lykkedes når jeg kigger på dem, frem for at minde mig selv om aalt det der kunne være bedre.
Jeg er dybt inspireret af mine egne børn, mine elever og andre børn jeg får lov at observere midt i deres skaberproces. De er ikke hæmmet af "godt nok" (selvom de ikke skal være særlig gamle før det starter. Hvor vover vi voksne!). De lader hånden føre vejen og vælger farver intuitivt. Og hvor ville jeg ønske, at jeg kunne tegne som dem.
Der er magi i deres tegninger, magi som vi voksne kun kan forsøge at gøre efter i et lidt halvfladt udtryk.
Så jeg øver mig også i, at lade hånden føre.
At se magien.
Nogle gange viser den sig i glimt og jo mere jeg øver mig, jo flere glimt får jeg at se.
Jeg kan ikke tegne som et barn. Det er heller ikke meningen, at jeg skal gøre det. Jeg er jo ikke længere et. Jeg skal tegne ud fra den jeg er. Lade lidt af mit indre skinne igennem.
Vise gennem mine streger hvordan verden ser ud med mine øjne. Lade dem udvikle sig.
Og ikke mindst, have tålmodighed med mig selv, når jeg intuitivt forstår hvor jeg er på vej hen, men hvor mit indre blik er længere fremme end jeg har øvet min fysiske krop til at kunne formidle på papir.
Og så kigger jeg igen på mine tegninger gennem mit lag af magi og så synes jeg faktisk godt om det jeg laver,
Jeg laver nemlig kunst. Basta!
