Viser opslag med etiketten opskrift. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten opskrift. Vis alle opslag
tirsdag den 15. november 2011
Fyldte squash.
Her til aften fik vi fyldte squash.
Der er sikkert utallige opskrifter ude på nettet, men her er min version:
Skyl og flæk et passende antal squash. ½-1 pr. person alt efter hvor meget tilbehør der spises til.
Skrab det bløde kød ud af grøntsagen med den ske. Du kan nemt gøre det ved at vende en ske med bagsiden opad og så trække den hen over squashen så skeen på den måde skræller kødet af.
Jeg lavede en portion fyld med tomat på dåse, grofthakket løg, - hvidløg, -gulerødder, og -champignon sammen med "kødet" jeg havde skrabet ud af squashen..
Jeg tilsatte salt, peber, oregano, basilikum, et skvat mørk balsamico og tomatpure.
Du kan lave en alm. kødsovs, hvis du ikke kan eller vil undvære kød.
Så fordelte jeg fyldet ud i de flækkede squash, rev ost hen over og satte det i ovnen på 200 grader i ca. 30 minutter.
Så var det tid til at dække bord og finde lidt lækkert tilbehør til. Dagens valg var soltørrede tomater i strimler, grønne oliven og cherrytomater.
Da der var lidt over 10 minutter tilbage kogte jeg vand som jeg tilsatte grøntsagsboullion og hældte over couscous for at lave en form for "risotto"-couscous. Det kan varmt anbefales.
Velbekommen.
onsdag den 3. august 2011
Aftensmad: Spicy frikadeller og bulgursalat med grillet peber, mandler og feta m.m.
Grillede forårsløg og -rød peber samt andre ingredienser der ligger klar.
En kogebog, at kigge efter og god musik til arbejdet (Joni Mitchell: Shadows and light).
Hjemmebagt brød: 50 g gær, 500 ml lunken vand, soltørrede tomater i strimler, grønne oliven, et skvæt olie, lidt salt, lidt sukker, rugmel og hvedemel til det passer til, at dejen er klæbrig
når man rører i den med en ske, men hænger godt sammen. Smør et passende fad med olie og hæld dejen i. Bred dejen ud i fadet.
Hæld lidt mere olie over dejen i fejende bevægelser. Drys med salt (gerne groft havsalt) og udvalgt krydderi - her tørret økologisk basilikum. Sæt til hævning under fugtigt viskestykke og bag i ovn ved ca. 200 gr. til den siger hult "plonk" når du slår på skorpen med en ske eller negl (ca. 30 minutter).
Tag ud, køl af, skær i passende stykker og server med verdens bedste smør.
Steg et par små frikadeller; hk. kalv og flæsk, findel et løg og hak et fed hvidløg, tilsæt lidt mere basilikum (ja, det var en basilikumdag), lidt umf! (chili eller stærk karry), et par æg, salt og havregryn. Tag en teske til at fiske fars op med, lav runde kugler i hånden og læg på panden.
Lav en grøntsagsdip: tahin, hvidløg, havsalt, citronsaft, vand, et skvæt god mayo (som i, økologisk).
Lav div, grøntsagsstave.
Lav den der bulgursalat (der kan findes i kogebogen Funky Hverdagsmad - og som i øvrigt korrekt hedder Couscoussalat, men bulgur smager jo også godt (tomáto-tomató) og fandtes i en mørkere
og grovere version i min lokale Brugs).
I kogebogen har de også brugt sorte oliven. Men dem kan jeg ikke lide, så jeg brugte grønne.
P.s. Jeg har fået mig en rigtig foodprocessor siden det indlæg om kogebogen.
"Synes godt om" foodprocessor - og lillesøster, der skaffer køkkendimser til gode priser.
Og så er der bare tilbage at sige: Velbekomme :-).
Både børn og voksne var ved at gå til over duften fra køkkenet under tilberedningen og måtte fordi tit og fiske smagsprøver. Siger det bare ... ;-P.
fredag den 26. november 2010
Skal vi bage knækbrød i weekenden?
Som jeg lovede tidligere kommer her opskriften på de lækreste knækbrød.
Tænd ovnen på 180 grader, varmluft.
1 dl. græskarkerner
1 dl. solsikkefrø
1 dl. hørfrø
1 dl. sesamfrø
1 dl. havregryn
3 dl. fuldkornsspeltmel
1 tsk. bagepulver
2 tsk. fint salt
2 dl. vand
1 dl. rapsolie
Bland alle de tørre dele sammen først.
Tilsæt vand og olie (konsistens som en frikadellefars).
Del portionen i to dele.
Riv 3 stykker bagepapir af, svarende til størrelsen på din bageplade.
Læg et stykke bagepapir på bordet, den ene dejklump ovenpå. Herefter endnu et stykke bagepapir.
Rul det ud med kagerulle så det fylder hele papiret.
Hvis det nederste bagepapir krøller for meget, kan man vende hele molevitten om og trække det nederste bagepapir af, rette det ud og rulle igen.
Man kan "flytte" rundt på noget af dejen, så det udrullede bliver helt firkantet.
Dejen ridses med en skarp kniv i firkantede stykker.
Træk dejen med papir over på en bageplade.
Mens den første plade bages, rulles den næste ud.
Pladen med dejen placeres i den nederste 1/3 af ovnen.
Bages i alt i 15 minutter.
OBS: Bagepladen tages ud og vendes 180 grader efter de første 7 minutter for at få en jævn bagning af hele pladen.
Afkøles på en rist - hvor bagpapiret er fjernet og smidt ud.
Brækkes i firkanter og opbevares i en dåse så de ikke bliver bløde.
Velbekommen og god weekend :).
Abonner på:
Opslag (Atom)

















