De vandrer ind i mit sind... del I

Stemningen i bilen er trykket. De har kørt langt, oplevet meget, blevet sultne og trætte.
Langt fremme spotter de et skilt. De er reddet. Benzinmåleren har vist faretruende lavt længe og motoren er begyndt at hoste så småt.

Bilen tager farten af og blinker til højre. Drejer af fra den uendeligt lange vej og standser med et hvin foran standeren i en støvsky.
Det der koblingspunkt og blød opbremsning er stadig en udfordring for bilens fører, der knap nok kan se hen over rattet.

Bilens døre åbner sig og ud vælter tre beskidte børn. Deres alder er svær at gennemskue fordi støvet sidder i tykt lag på deres hud. De har statur som børn, men bevæger sig som unge voksne.

Den ene render straks mod den nærmeste busk, hvor bukserne ryger ned om knæene og strålen af urin står i en bue ud fra det lille underliv. Håret er pjusket, tøjet er slidt, men det salige smil kruser i hans mundvige da tissetåren får frit løb og afslører små hvide tænder, hvor to fortænder mangler.
Den anden går i stå med fødderne på asfalten og hånden på indersiden af bildøren, nærmest klamrende til trygheden i det stål hun har lært at kende. De lyse krøller bølger om det solbrune lille pigeansigt. For lille til at være ude alene, men alligevel med dyb visdom gemt bag øjnene.
Den tredje stiger ud fra førersædet. Scanner området. Ved han er ansvarlig. Føreren.
Der er en opgave der skal opfyldes.
Han går målbevidst hen til tankpasseren, der står henslængt og ser på det mærkværdige selskab.
Han kigger op, misser med øjnene mod solen og siger kort ”For to lakridspiber benzin, tak”.

(fortsættes, selvfølgelig..)