Paddehattestole - nem DIY.

Ikea møbler i hobetal. Ganske ok, men der må ske noget.

Så jeg fandt et rødt lagen i en genbrugsbutik. Ledte mine stofbunker igennem og fandt noget hvid fleece.
Lagde stolen på hovedet og klippede rundt om. Havde ca. 8 cm fra kanten af stolen ud til der hvor jeg klippede rundt.
Fandt en passende størrelse rund "dims" i mit køkken som jeg brugte som skabelon til den hvide fleece.
Jojo, det ser lovende ud.

Kunsten for mig er, at sætte de hvide prikker ud så de ikke er ens. Jeg legede lidt med det og satte så prikkerne fast med nåle. Tog hver enkelt stykke med over til symaskinen og gav fleecen en syning hele vejen rundt om hver enkelt.

Billedet herover insisterer på, at ligge ned. Måske det er blevet træt? Men vi må leve med det, for jeg aner ikke hvordan jeg retter det.
Men men, jeg har ikke nogen overlocker (jatak, univers iøvrigt), så det hele fik en zig-zag rundt i kanten.
Herefter bukkede jeg kanten ind på syede med lige-ud sting rundt så der var plads til en elastik. Bare sådan ca.

TIP: Sæt to nåle der hvor hullet skal være. Jeg kan godt glemme at stoppe i tide når jeg sidder der og syer rundt og rundt, men nålene er gode til at huske mig på det.

Elastikken målte jeg ud ved at tage den rundt om benene på stolen lige under sædet og klippe af i passende længder.
En sikkerhedsnål i elastikken og igennem den løbegang du lige har lavet. Sy elastikken sammen og sæt på stolen.

Ahhhh, meget bedre og så uendelig nemt.

Øjeblikket der skal gribes og huskes.

EDIT: Ai ok, det var da jævnt belastende at have Lise Rønnes stemme gjaldende ud i 

mine højtalere hver gang jeg går ind på bloggen. Hvis du vil høre sangen så klik her.

Kilde

I starten hørte jeg den i trods! Igen og igen mens jeg gik rundt og blødte indeni.
Vidste dog, at jeg en dag ville føle det, helt ægte. Den skulle bare høres nok gange.

Så kom der en tid hvor jeg glemte den lidt. Havde travlt med at fortælle mig selv andre ting.

I dag ramte solstrålen mig, lige her i min stille stue, og jeg kom til at tænke på sangen igen.
Smilede og sad helt stille lidt og mærkede efter.

Jeg bløder ikke mere.
Jeg er, hel igen.

En god genbrugsdag.

Dette er et vaskeægte "Se hvilke skatte jeg har fundet og nu skal du blive misundelig".
*stirrer stift på dig*
Er du misundelig endnu?
Skal du lige have lidt tid til at finde den rette misundelsesstemning frem?
Ok, mærk du lige efter.

Er du klar?

Tadaaaaa....

Lækkersmækker stoffer, fede bøger og så noget i kun lige kan skimte der hænger for enden af sengen. Men det er en hemmelighed. Jeg har fået en ide. Vender tilbage med dén ide snarest.
Men sengen .... ooh sengen.

Helt inde bagerst hos Kirkens Korshær. Midt i en bunke så man knap kunne se den.
Og nu er den miiiiin, eller rettere, som erstatning for tremmesengen til Kamille.
Den skal males og sættes i stand.
Ifølge den meget oplysningsvenlige dame i butikken har den tilhørt Præsten der nu er flyttet. Se er det ikke en hyggelig lille historie at få med?
Snart kan min egen lille engel sove sødt i den.

Huskede du at være misundelig heeele vejen igennem?
Tænkte det nok.

Tiden der smelter og render ud mellem fingrene.

Ord der løber over hinanden. Ord der flyder sammen.
Tanker der danser som regndråber på en vandpyt. Uden mål og retning laver de en smuk dans af forvirring og reflekterer farverne fra omgivelserne.

Et hoved der er fyldt med en nyligt opstået fantasirejse for tre små børn.
Et hoved der er fyldt med en meget virkelig rejse for tre andre børn, der minder utroligt meget om dem på rejse i bil et ukendt sted.
Et hoved der er fyldt med spørgsmål.

En krop der gør ondt.
En krop der er træt.
En krop der indeholder flere følelser end det føles den er skabt til at indeholde uden at sprække.


Et sind der finder stor glæde ved at se sætningerne bøje sig og lege, ind og ud mellem hinanden, efter bud fra Den Store Grå Herre.


Stemning, følelser, sindstilstand ... og ord, nu på række.

Håndelag

Malte har spurgt flere gang om han ikke må lære "det der med pindene".
Jeg sidder jo, så ofte jeg kan komme til det, med håndarbejde i hånden. Det smitter vist,
Først tog vi lige forskellen mellem hækling og strik.
"Jeg vil gerne lære det der med to pinde" besluttede Malte sig for.

I går havde vi et par par timer for os selv, bare ham og mig, så der skulle strikkes skulle der.
Det styrede han faktisk ret godt!
Jeg slog masker op og viste ham vejen, men lynhurtigt tog han over.

Storebror, der vendte træt hjem fra fødselsdag, blev misundelig. Så han måtte også igang.

Mine drenge. 6 og 8 år, nu med strik mellem hænderne *stolt*.

De vandrer ind i mit sind... Del IV

Børnene finder et afsides sted hvor de kan holde ind for natten.
Sæderne bliver slået ned, et par tæpper fundet frem fra rodet i bagagerummet og lidt efter lidt forsvinder de alle tre ind i søvnen, godt krøllet ind i hinanden under tæpperne.

Nattens mørke får verden til at gå langsomt.
En ræv kommer luntende forbi. Stopper op og snuser til den nye genstand på dens område. Løfter det ene ben, strinter lidt op af det ene dæk og lunter tilfreds videre ud i natten.
I et træ i nærheden lander en rovfugl. De gule øjne lyser mens den holder øje.

Da morgenens første solstråler reflekteres i bilens stål er både ræv og fugl væk igen og nattens puslerier er afløst af et ensomt fuglefløjt fra tid til anden.
Klara begynder at bevæge sig lidt. Klør sig på næsen. Skubber Benjamins arm af sig og sætter sig op.
Giver et hvin fra sig og råber ”Seeee, se hvad der står derude. See, se, se, se, se…”. Hun rusker begge drenge, der under stor brok åbner øjnene, ser i retning af Klaras finger og gør store øjne.
Alle er pludselig et hvirvar af kropsdele der forsøger at komme fri af tæpper og hinanden. Får åbnet sidedøren og Benjamin kaster sig frem for at komme først. Han lander dog så lang han er på jorden, da hans ene fod sidder fast i en fold i tæppet.
Klara og Sebastian klasker sammen af grin inde i bilen, mens Benjamin kigger op fra sit fald og glor direkte ind i et par store brune øjne. En blanding af sejt snot og varm luft får hans hår til at blæse bagud da dyret puster på ham.
”Hej ko” siger Benjamin og smiler. Kommer på benene og klapper det store dyr på hovedet. ”Kommer du med morgenmad?”
Koen glor bare, tygger lidt og tager sig sammen til et stort muuuuh.
Klara fniser ”Den er flabet”
Benjamin sukker dybt ”Klara, det her har vi diskuteret. Man kan ikke forstå hvad dyr siger”
”Johoooo jeg kan” svarer Klara
”Nej du kan ikke. Basta!”
”Jo jeg KAN!” Klara kravler ud af bilen og går over til koen der kigger ned på hende og slikker hende på hele den ene side af ansigtet. Klara griner og tørrer ansigtet af i ærmet ”Ai altså, addd ko. Jaja, jeg ved det godt. Jeg synes også det er hyggeligt, men det er også ret vådt”.
Benjamin himler med øjnene og søger hjælp hos sin bror ved at kigge over på ham. Koen kigger også over på Sebastian og brøler endnu engang.
Sebastian trækker på smilebåndet og kigger på sin storebror ”Den spørger om du ikke skal i gang med at malke eller hvad. Den har faktisk steder den skal være”.
”Nu også dig!!” Benjamin bliver helt rød i hovedet og knytter næverne. ”Dyr.kan.ikke.tale – basta! Og dyr kan ikke forstå hvad vi siger. Det er en ko for pokker. Den går rundt og æder græs og laver mælk. Det er det. Den har ikke aftaler og den KAN IKKE TALE!”. Benjamin trækker vejret hurtigt og kigger frem og tilbage mellem koen og sine søskende.
Klara klapper bare koen på hovedet og siger, henvendt til den, ”Det skal du ikke være ked af. Der er så meget storebrødre ikke forstår.”

Benjamin sparker en sten op i en stor bue og går hen imod bilen ”Hvis I er så skide kloge at I kan tale med dyr, så kan I også selv malke den”. Bildøren smækker og Benjamin sætter sig til at glo stift ud af forruden.

En halv times tid senere banker det på ruden ind til Benjamin. Han hopper engang for han var forsvundet i egne tanker og blev forskrækket af den pludselige lyd. Udenfor står Klara og Benjamin og smiler stort. De har lagt det ene af tæpperne ud på jorden og ved siden af står en stor kande med mælk. På tæppet ligger også lidt brød.
”Så er der mad, kommer du?” spørger Sebastian.
”Hvor er koen?”. Benjamin glor på kanden med frisk mælk.
”Ey det har vi jo sagt. Den havde en aftale” griner Sebastian.
Benjamin opgiver at få hoved og hale på det, ryster på hovedet og hopper ud af bilen for at få noget mad sammen med de andre. 

Maverne er fyldte og humøret er højt da bilen sprutter og sætter i gang. Børnene synger og smiler mens bilen æder sig vej ud af den lange lige vej.

...

Du kan læse de foregående afsnit ved at klikke lige her.

De vandrer ind i mit sind... Del III

Det næste stykke tid på vejen bruger Klara og Sebastian til, at smide skrald efter hinanden. Bilen er godt fyldt op med sammenkrøllet papir og dimser, så der er skyts nok.
Til sidst truer Benjamin med, at nægte at køre videre hvis han skal have mere sammenkrøllet papir i nakken.
Det får de to små til at kigge på hinanden, himle med øjnene, acceptere og holde op.
Klara ruller sig sammen på bagsædet og lægger sig til at sove.

Nu er der kun rumlen fra bilens hjul og motor og Klaras sagte snorken.

Sebastian skæver over imod Benjamin.
”Benjamin?”
”Mmm, hvad er der?”
”Tror du vi klarer den?”
Benjamin spænder i kæberne og ser stift ud af forruden.
”Tror du Benjamin, hva?”
Benjamin tager øjnene fra vejen og kigger over på sin bror. Først lyser hans øjne af bekymring, men så blinker han og lyser op i et smil.
”Selvfølgelig gør vi det, din lille tosse”. Han rækker over og rusker op i Sebastians hår, der kvitterer med at slå ud efter Benjamin.

Rumlen fra bilen og Sebastian der tegner i skidtet på sin rude.

Bilen er lige ved at ryge af vejen da skriget skærer sig ind i drengenes ører. Benjamin står på bremsen, river bilen ind til siden og vender sig straks om imod Klara på bagsædet.
Hun ruller frem og tilbage på sædet, sveder og fagter ud i luften med armene mens hun skriger.
Drengene løsner deres seler og hopper om til deres lillesøster.

”I må ikke” skriger hun mens tårene løber ud fra de lukkede øjne.
Benjamin forsøger at fange Klaras arme men får nogle gevaldige slag i hovedet i stedet.
Sebastian sidder fast i en bevægelse midt mellem forsæderne og bagsæderne og glor lamslået på de to der slås.
”Så hjælp mig dog” hvisler Benjamin til Sebastian sammenbidt mens han får et slag mere lige på øret der får det til at ringe af smerte i hans hoved.
De to drenge får fanget arme og ben ind på Klara og langsomt får de talt hende vågen.
Hun hulker og hikser mens hun kigger med store øjne på sine brødre. Tårene har lavet hvide striber på hendes buttede kinder.
”De ville tage jer væk fra mig. De var så onde! Og jeg var så bange. Der var så mange af dem. Og jeg kunne ikke nå….”. Klara krymper sig sammen imellem sine brødre. ”I må  ikke gå fra mig, lover I det?”
Drengene forsikrer hende i kor om, at de aldrig vil forlade hende.
De sidder længe og krammer alle tre og lader roen falde over deres kroppe. Udenfor bliver skyggerne lange og himlen orange.

”Det er snart nat” konstaterer Klara og gnider sig i øjnene.
”Ja” siger Benjamin ”Vi må hellere komme videre. Vi kan ikke holde her midt i ingenting”.

...

Del 1 finder du her.
Del 2 finder du her.

Auv i mit hækletøj!!

For ca. 7 år siden pådrog jeg mig et piskesmæld og blev erklæret 5% invalid af systemet.
I starten var det uudholdeligt at være nogen steder, men med god hjælp fra bl.a. en fantastisk osteopat har mit liv været tæt på symptomfrit. Faktisk har jeg ikke haft en sygedag der har haft relation til mit handicap i omkring 5 år.

Jeg har cyklet rigtig mange kilometer den sidste uge og sovet i en fremmed kroseng.
I de sidste nætter hjemme har der været alt for mange børn i sengen, og det ved mange af jer jo hvordan er. Man vågner radbrækket og stiv.
Jeg har siddet i lang tid, alt for forkert og alt for lavt, og malet møbler i Dagdrømmerens have til legehuset.
Og..
I går var jeg til familiehavefest hvor jeg sad på en træstol i mange timer og hæklede på mit nye sliktæppe (farverne minder mig om slik). Den kombination var åbenbart ikke noget min krop kunne lide, for på vejen hjem ramte smerten, kvalmen, svimmelheden, lysfølsomheden og sartheden overfor støj sig. Jernringen pressede omkring mit hoved og min nakke spændte op.
Hold da op jeg troede aldrig jeg skulle komme til enden af den motorvej!

Hjemme stod jeg på hovedet i medicinskabet som en anden junkie, på jagt efter en eller anden medicinsk knytnæve jeg kunne slå smerterne ud med. Glæden var stor da jeg fandt et glas kodeiner *suk*.
Godt stablet op med puder, dope i kroppen og afslapning hjalp så jeg til sidst faldt i søvn.

I dag går jeg forsigtigt rundt. Meget forsigtigt. Og har sygedag.
Kvalmen og svimmelheden ligger og lurer lige under overfladen og jeg skuler til glasset med kodeiner. Jeg kán ikke lide dem, men de hjælper så dejligt.

Og mit tæppe, eller hvilket som helst andet håndarbejde, må jo så ligge og passe sig selv. Jeg HADER begrænsninger!

Øv!

Kh,
Negative-Narkoman-Synne

De vandrer ind i mit sind... Del II

Tankpasseren kigger ned på drengen. Spytter en gang og sætter i doven bevægelse.

Kort efter er bilen på vejen igen og efterlader tankpasseren der er tilbage i sin henslængte stilling, men nu gnaskende på sine nye piber.

Den store dreng bag rattet, den mellemste ved siden af og den lille pige der læner sig frem mellem sæderne.
”Klara sæt dig så tilbage og tag den sele på” formaner den store dreng. Men pigen glor bare trodsigt på ham og svarer ”Niks, for det er faktisk Sebastians tur til at sidde bagerst”.
Sebastian vender sig straks om på passagersædet og skal lige til at hidse sig op, da Benjamin bag rattet pludselig hugger bremsen i. Klara holder krampagtigt fast i sæderne og Sebastian hænger i selen.
”Undskyld” mumler Benjamin men kigger bare lige frem.
Foran dem skiller vejen sig i 3 dele. I midten står en gammel lygtepæl og hænger. Der er banket et par skilte fast under den smadrede pære. Sebastian hakker sig igennem bogstaverne på skiltene indtil Benjamin mister tålmodigheden og læser højt.
”Syd, Vest eller Nord”
De sidder lidt og kigger i stilhed. Alle vejene går ud i intet så langt øjet rækker.
Klara bryder stilheden ”Han sagde vi skulle kigge op, kan I huske det? Det sagde han altså. Op er Nord. Det har far selv sagt engang.”
”Tja, det er jo lige så godt som de andre veje. Ok, vi drejer til højre og kører mod nord”. Benjamin roder med gearstangen og trykker på speederen. Motoren skurrer og hoster indtil han finder det rette gear.
Blinker  til højre og sætter i gang.

Tilbage på tanken står tankpasseren og ser efter det mærkværdige selskab. Et lille smil breder sig tilfreds da han ser vognen dreje til højre.

.....