Det næste stykke tid på vejen bruger Klara og Sebastian til, at smide skrald efter hinanden. Bilen er godt fyldt op med sammenkrøllet papir og dimser, så der er skyts nok.
Til sidst truer Benjamin med, at nægte at køre videre hvis han skal have mere sammenkrøllet papir i nakken.
Det får de to små til at kigge på hinanden, himle med øjnene, acceptere og holde op.
Klara ruller sig sammen på bagsædet og lægger sig til at sove.
Til sidst truer Benjamin med, at nægte at køre videre hvis han skal have mere sammenkrøllet papir i nakken.
Det får de to små til at kigge på hinanden, himle med øjnene, acceptere og holde op.
Klara ruller sig sammen på bagsædet og lægger sig til at sove.
Nu er der kun rumlen fra bilens hjul og motor og Klaras sagte snorken.
Sebastian skæver over imod Benjamin.
”Benjamin?”
”Mmm, hvad er der?”
”Tror du vi klarer den?”
Benjamin spænder i kæberne og ser stift ud af forruden.
”Tror du Benjamin, hva?”
Benjamin tager øjnene fra vejen og kigger over på sin bror. Først lyser hans øjne af bekymring, men så blinker han og lyser op i et smil.
”Selvfølgelig gør vi det, din lille tosse”. Han rækker over og rusker op i Sebastians hår, der kvitterer med at slå ud efter Benjamin.
”Benjamin?”
”Mmm, hvad er der?”
”Tror du vi klarer den?”
Benjamin spænder i kæberne og ser stift ud af forruden.
”Tror du Benjamin, hva?”
Benjamin tager øjnene fra vejen og kigger over på sin bror. Først lyser hans øjne af bekymring, men så blinker han og lyser op i et smil.
”Selvfølgelig gør vi det, din lille tosse”. Han rækker over og rusker op i Sebastians hår, der kvitterer med at slå ud efter Benjamin.
Rumlen fra bilen og Sebastian der tegner i skidtet på sin rude.
Bilen er lige ved at ryge af vejen da skriget skærer sig ind i drengenes ører. Benjamin står på bremsen, river bilen ind til siden og vender sig straks om imod Klara på bagsædet.
Hun ruller frem og tilbage på sædet, sveder og fagter ud i luften med armene mens hun skriger.
Drengene løsner deres seler og hopper om til deres lillesøster.
”I må ikke” skriger hun mens tårene løber ud fra de lukkede øjne.
Benjamin forsøger at fange Klaras arme men får nogle gevaldige slag i hovedet i stedet.
Sebastian sidder fast i en bevægelse midt mellem forsæderne og bagsæderne og glor lamslået på de to der slås.
”Så hjælp mig dog” hvisler Benjamin til Sebastian sammenbidt mens han får et slag mere lige på øret der får det til at ringe af smerte i hans hoved.
De to drenge får fanget arme og ben ind på Klara og langsomt får de talt hende vågen.
Hun hulker og hikser mens hun kigger med store øjne på sine brødre. Tårene har lavet hvide striber på hendes buttede kinder.
”De ville tage jer væk fra mig. De var så onde! Og jeg var så bange. Der var så mange af dem. Og jeg kunne ikke nå….”. Klara krymper sig sammen imellem sine brødre. ”I må ikke gå fra mig, lover I det?”
Drengene forsikrer hende i kor om, at de aldrig vil forlade hende.
De sidder længe og krammer alle tre og lader roen falde over deres kroppe. Udenfor bliver skyggerne lange og himlen orange.
”Det er snart nat” konstaterer Klara og gnider sig i øjnene.
”Ja” siger Benjamin ”Vi må hellere komme videre. Vi kan ikke holde her midt i ingenting”.
Bilen er lige ved at ryge af vejen da skriget skærer sig ind i drengenes ører. Benjamin står på bremsen, river bilen ind til siden og vender sig straks om imod Klara på bagsædet.
Hun ruller frem og tilbage på sædet, sveder og fagter ud i luften med armene mens hun skriger.
Drengene løsner deres seler og hopper om til deres lillesøster.
”I må ikke” skriger hun mens tårene løber ud fra de lukkede øjne.
Benjamin forsøger at fange Klaras arme men får nogle gevaldige slag i hovedet i stedet.
Sebastian sidder fast i en bevægelse midt mellem forsæderne og bagsæderne og glor lamslået på de to der slås.
”Så hjælp mig dog” hvisler Benjamin til Sebastian sammenbidt mens han får et slag mere lige på øret der får det til at ringe af smerte i hans hoved.
De to drenge får fanget arme og ben ind på Klara og langsomt får de talt hende vågen.
Hun hulker og hikser mens hun kigger med store øjne på sine brødre. Tårene har lavet hvide striber på hendes buttede kinder.
”De ville tage jer væk fra mig. De var så onde! Og jeg var så bange. Der var så mange af dem. Og jeg kunne ikke nå….”. Klara krymper sig sammen imellem sine brødre. ”I må ikke gå fra mig, lover I det?”
Drengene forsikrer hende i kor om, at de aldrig vil forlade hende.
De sidder længe og krammer alle tre og lader roen falde over deres kroppe. Udenfor bliver skyggerne lange og himlen orange.
”Det er snart nat” konstaterer Klara og gnider sig i øjnene.
”Ja” siger Benjamin ”Vi må hellere komme videre. Vi kan ikke holde her midt i ingenting”.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar