[Asynkron udvikling= At være foran intelligensmæssigt men bagud i modenhed og følelsesmæssigt. En term ofte brugt i forklaringen af den mentale udvikling hos højt begavede børn.]
Jeg tog hul på emnet høj begavelse for noget tid siden. Herefter har jeg gået rundt som katten om den varme grød. Jeg vil så gerne skrive noget mere.
Fortælle om min verden.
Men jeg kan mærke, at jeg er nervøs. Bange for, at blive stemplet som arrogant. Bange for, at smide for meget af mig selv ud til offentlig skue.
Bange for, at nogen siger til mig, at det da ikke ér noget, når det netop lige er hvad det er for mig - noget. Og det noget fylder. Nogle dage rigtig meget, andre dage ikke så meget, men det er der, hver dag.
De dage det fylder meget kan være rigtig svære dage.
Jeg lærer ved at se på min store søn og jeg må indrømme, at jeg lærer mig selv bedre at kende ved at se på ham og høre min mand reflektere over hvordan min søn minder så meget om mig på nogle punkter.
Et af de ting der for nylig er gået op mig er, at jeg selv kan være lige så ekstrem i mit humør som min søn, at jeg er lige så asynkron som ham.
Verdens BEDSTE dag eller verdens VÆRSTE dag.
Min pandelap er dog så udviklet, at jeg ofte formår at sætte fornuften ind og bremse. At tænke videre. At distancere mig fra følelserne. Tage dem ud og kigge på dem og se hvad det egentlig er de vil, de der følelser.
Men hvis jeg er nedslidt, træt og stresset så mister jeg overblikket.
Jeg bliver 12 år i mine følelser og verden er bare det mest uretfærdige sted at være.
ALLE er bare mugglere der ikke forstår.
Det er rigtig svært for mig, at beskrive hvordan mit hoved fungerer på det intellektuelle plan. At beskrive min regression følelsesmæssigt er ok, for jeg har min voksne pandelap til at hjælpe mig med at se ud over min affekt (når jeg ikke er i den), men at beskrive den anden ende? Der hvor jeg ser verden en smule anderledes er rigtig svær.
Hvordan kan fisken nogensinde beskrive havet, eller sommerinsektet beskrive is?
Hvordan skal jeg kunne mønstre intellekt nok til at løfte mig ud af min verden og formå at beskrive den, set udefra, med nok viden om mine medmennesker til at vide hvád jeg skal sige for at andre forstår?
Min verden er meget intens. Jeg føler og optager alt omkring mig. Nogen kalder dette for at være sensitiv, andre, at jeg er sart.
Denne sensitivitet gør, at jeg ikke altid kan mærke mig selv, fordi jeg mærker alle andre så meget. Derfor har jeg haft rigtig svært ved at sætte grænser igennem årene for hvor ér mine grænser?
Det kan også gøre, at jeg ikke får lært det jeg skal i undervisningssammenhæng, fordi jeg bruger alt min energi på at være opmærksom på alle de andre.
Jeg er ekstremt informationssøgende hele tiden. Jeg er perfektionist og utrolig selvkritisk. Når jeg er vred bliver jeg rasende og når jeg er glad bliver jeg nærmest ekstatisk.
Jeg har talent for mange ting og udvikler disse talenter uden at behøve at arbejde særlig hårdt for det. Jeg skifter interesser hurtigt og emnerne er vidtstrakte, for når indlæringskurven flader ud mister jeg interessen.
Det gør også, at jeg nok aldrig bliver rigtig ekspert til noget men kan en masse ting udelukkende på "dygtig"-niveau (forstå mig ret).
Og overspringshandlinger? Det er et helt kapitel for sig selv. Jeg har netop erfaret at det også kan hedde "at prokrastinere". Tina Refning Larsen (Grundlægger af Foreningen for Gifted Children) har beskrevet dette meget bedre end jeg kan, så derfor vil jeg slutte med at overlade ordet til hende.
Tak fordi du lyttede. Lad mig endelig vide hvad du tænker.
Arrogant at være ærlig?
SvarSlet- hvis nogen skulle mene det, så lad dem dog;o)
Personligt finder jeg det meget lærerigt, at læse om dine betragtninger omkring emnet - så jeg håber at du forsætter:-)
Meget interessant læsning.
SvarSletArrogant næppe. Ærlig ja.
Livet er fyldt med udfordringer uanset hvilket menneske vi er. Vi prøver vel alle især at få det bedste ud af det og tackle dets forhindringer bedst muligt.
Dejligt indlæg.
Godt og spændende indlæg!
SvarSletOg jeg bliver (Endnu engang) slået af, hvor meget jeg genkender mig selv i dig, på trods af de forskellige årsager. Det ER bare helt vildt!
Så jeg har ingen problemer med, at forstå hvad du mener...
Modpolerne, den anderledes måde at se og opfatte tingene på, følelsernes tinder og dale, og den ekstremt svære opgave det er, at sætte andre ind i éns verden, er så genkendelig at det næsten gør ondt ;-)
Og så er jeg enig med de andre i, at du ikke er arrogant. Du kan nogen gange formulerer dig anderledes end så mange andre ville gøre, fordi du jo tænker og føler andlerledes, og det kan da sagtens give misforståelser.
Men bliv endelig ved med, at skrive om dit liv! Jeg tror at frygten bliver mindre med tiden, når man oplever at få positiv respons. Det er i hvert fald blevet lidt lettere for mig ;-)
Knus
Fortæl mere, og hold op med at undskylde :)
SvarSletDu er okay.
Du var også en sød, hjælpsom og inspirerende person FØR du blev rumvæsen, og du er det stadig, der skal mere en en indramningsegnet erklæring til at ændre på det, ing.
/krams
Kære kære Synne....
SvarSletNår man knækker en del af koden til sit barn så fylder det bare meget. Både pga de nye øjne man får på barnet men også på sig selv og ens egen opvækts. Accepter det og undskyld ikke. Det svare jo til hvor mange timer man kan tale amning, fødsel, 1. tand osv. når man har fået barnet - og ja nogen der ikke har små børn kan godt blive trætte af det - men det gør vel ikke emnet forkert?
Jeg vil lige være lidt fræk og rode lidt rundt i din begrebsafklaring om asynkronitet - der jo helt forenklet bare betyder "skæv" eller "ikke-synkroniseret". Som jeg ser det er det ikke et spørgsmål om at være intelligensmæssigt forud men intellektsmæssigt - altså måden man bearbejder tankerne på. og skævheden kan være, men er det ikke nødevendigvis, social og emotionel. Man kan sagtens have et barn det er intellektsmæssigt og følelsesmæssigt forud men ude af sync. socialt. Nu har du jo selv fortalt mig at du er et naturvidenskabligt menneske og i den tankegang er det naturligt at se tingene lineært... Ud fra den betragtning vil man måle i "aldersmæssig udvikling" og dermed vil man sætte alder på de forskellige udviklingstrin... men man kan også se de forskellige områder som aspekter der ikke udvikles in-sync. Altså bare skævt - et barn med et stort intellektuelt potentiale - men med et lille socialtpotentiale. Det er ikke sikkert at det sociale potentiale udvikles i samme omfang som det intellektuelle uanset alder, træning, forventning osv. og dermed kan man ikke nødvendigvis tale om at være bagud - men bare anderledes eller asynkron (skæv) i sin udvikling. Man kunne sige det samme om barnet der har et stort socialt potentiale men et modsvarende lavt intellektuelt potentiale. Et sådant barn vil også være asynkron. Se det ikke som en rettelse men en tilføjelse af vinkel. :o)
Knus
Bine
@Sandra - Mange tak :). Jeg skal nok fortsætte.
SvarSlet@Jeanett - Helt sikkert. Vi har alle vores egne udfordringer at slås med. Tak for rosen :).
@June - *møs* :)
@Annie - Undskylder jeg? Det er jeg ikke selv klar over.
Jeg har jo altid været et rumvæsen, nu er jeg bare blevet klar over det ;). Tak for dine søde ord.
@Bine - Åh jamen som altid har du jo ret :). Tak for uddybningen. Altid godt at få flere oplysninger med.
Og igen, undskylder jeg?
Tak for jeres kommentarer. Det er rigtig dejligt at læse jeres tanker.
Kære Synne.De mennesker der kender dig og kan lide dig - ændre jo ikke syn på dig fordi du har fået en ny dimension på dit liv. De mennesker der ikke kan rumme den - mon ikke de var irriterede på dig i forvejen og nu har fået en grund ;O) Jeg er jo erklæret ikke-sturen sprogligt så jeg siger "Fuck det".
SvarSletJeg kalder det at du undskylder men i vitrkeligheden så er det måske fordi du forsøger at sige "jeg tror altså ikke jeg er bedre end andre blot anderledes"... Selv har jeg lidt en hårdere holdning der hedder "Hvis jeg har rent mel i posen behøver jeg ikke at skrive det på et banner for at legitimere det". Det gælder alt fra "Jeg er ikke racist" til "Jeg er anderledes end gennemsnittet" - giver det mening? Og ja nogen vil måske føle sig provokeret - men hvorfor skal du tage det ansvar? Du kan tage ansvar for at være dig, sød, rar og med de bedste intensioner... Men om folk vil rumme dig som du er... Tjah nogen vil og andre vil ikke - men derfor kan du jo sagtens være en berigelelse for de der holder af dig og dem hvis nysgerrighed du vækker.
Måske skulle du kigge lidt på "imposter-syndrome"... Det giver ihvertfald god mening for mig :o)
Du er igang med en personlig proces - en udvikling - en rutchebanetur... Dét er da vidunderligt... udvikling er da fantastisk "the meaning of life"... Op med panden og mød verden med åbne øjne og et direkte blik. Man kan ikke være elsket af alle men mon ikke det også er derfor man kan sætte så stor pris på dem der virkelig ser :o)
Jeg har aldrig oplevet at folk der virkelig lærte mig at kende, så mig som jeg reelt er - med alle mine skævheder og "elefant i glasbutik" har valgt mig fra... men jeg har oplevet mange der på baggrund af få ting har tolket mig ind i en kontekst og dermed har taget afstand... Det ser jeg ikke som et nederlag men deres valg.
Apropos "elefant i glasbutik" - så har jeg den holdning at jeg meget gerne vil tage ansvar for min skrumlen omkring i butikken men jeg KAN ikke tage ansvar for om det er statuer af sten der står på hylderne eller meget skrøbeligt porcelæn. Håber billedet giver mening :o)
I morgen tidligt kaster jeg mig ud i en ny oplevelse i mit liv. Jeg tager på Ø-lejr for første gang - sammen med Max og hans bedsteven... Og jeg glæææder mig :o)
Knus
Bine