torsdag den 14. juni 2012

Rabarber og noget om stress.

Jeg er hjemme i disse dage. Sygemeldt.
Jeg er løbet tør for overskud til den ydre verden.
Træt af kvalme.
Træt af ondt i maven.
Træt af et hjerte der banker derudaf, som om det skal nå at blive gammelt før tid.
Kan mærke mørket derude. Det der hvor lyset bliver opslugt og alt bliver gråt i gråt.
De kalder det vist stress!

Så jeg udvælger min energi og bruger den på det der gør mig glad.
Og sover. I guder hvor jeg sover. Står op ved 9 tiden og er helt færdig igen efter aftensmaden.
Vælger mig hver dag én ting jeg gerne vil, for ikke at blive opslugt af mørket.
I går gik jeg en lang tur i solskinnet.
I dag skal det handle om rabarber.

Jeg elsker dem i alle udgaver. Som bolcher, i smuldrekage, som muffins, saft, marmelade.
You name it...

Forleden da vi gik forbi grønthandleren på torvet ved Amagercenteret, tiggede børnene efter gode jordbær.
Vi endte med lækre danske jordbær, 2 store bundter rabarber og en buket pæoner til mig.


Ang. de lækre røde stænger (ikke mine, de er hvide. Rabarberne), så besluttede jeg mig for at lave noget lækker saft af dem, som dagens projekt. På lørdag er der nemlig sommerfest på skolen og hvad er mere lækkert end lidt hjemmelavet rabarbersaft i picnickurven.


Jeg tog:

1 kg rabarber i små stykker
1 l. vand
400 g mørkt rørsukker (lyst er sikkert også fint, jeg havde bare lige mørkt i skabet)
1 citron (jeg havde ikke en øko så jeg skar indmaden ud på den jeg havde og puttede i. Hvis jeg havde haft en øko citron, så ville jeg bare have skåret den i kvarte i smidt den hele i).
1 vanillestang som jeg flækkede, fjernede kornene  på og puttede både kornene og de to halve stænger i).

Det kogte i cirka en halv time.


Hele massen skal så op i enten et klæde eller en finmasket si. Alt efter om du vil være sikker på at din saft er "klar" eller om der godt må komme små fibre med.


Pulpen hældte jeg i et skoldet glas.
Jeg har dog endnu ikke helt besluttet hvad den skal bruges til.
På ostemadder? Måske jeg skulle bage et par muffins? Eller måske noget helt trejde?
Har I nogen gode ideer?

Saften har jeg hældt i en tom Dansk Vand flaske (efter det havde kølet godt ned i en kande i køleskabet).
På lørdag kunne jeg godt finde på at spæde saften op med dansk vand, da jeg synes der er nok smag i saften til den kan holde til at blive fortyndet en smule og dermed få bobler i.
Mums!


2 kommentarer:

  1. Pas på dig!
    Det ser lækkert ud - mon ikke jeg skulle gøre kunsten efter.. ;o)

    SvarSlet
  2. Dejligt skriv! Jeg er glad for, at du passer på dig selv, og at du laver gode ting for og med dig selv! Det hjælper. Jeg ved det!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails