torsdag den 14. juli 2011

Endnu en engel er fløjet afsted.

Jeg ville have skrevet et indlæg om regnvejrssnitter og indekuller.
Jeg ville have brokket mig over den indekuller og understimulering der får voksne og børn til at råbe vredt af hinanden.
Jeg ville have haft skrevet det med et glimt i øjet.
Men lige nu er glimtet i mit øje forsvundet.

Jeg er endnu engang blevet mindet om hvor skrøbeligt livet er.
Hvor stærke mennesker der findes derude, som gennemlever det værste af alle mareridt; at se kræften flytte ind i sit barn. Se barnet blive uhelbredelig syg og sygne hen indtil døden kommer og puster sjælen ud af den lille krop.
En krop der var for lille til nogensinde rigtig at forstå sygdommen.

Til sidst er der kun tilbage at bære den lille kiste ud af kirken og sænke den ned i jorden.
Aldrig mere, at kunne kramme det lille væsen.
Aldrig mere sidde og kigge hengivent på det sovende barn, hvis brystkasse hæver og sænker sig stille.
Brystkassen bevæger sig ikke mere.
Latteren er forstummet.

Tilbage er kun sorg og det evige spørgsmål, der bliver råbt i afgrundsdyb vrede og forvirring: Hvorfor?!

I dag vil jeg ikke råbe.

Flyv engel.
Flyv sikkert til et bedre sted end her.

6 kommentarer:

  1. Det giver stof til eftertanke. Livet er virkelig trist og uretfærdigt indimellem.

    Må man spørge hvad din relation til det lille barn er?

    SvarSlet
  2. uhhh enhver mors og naturligvis fars mareridt. Jeg sender gode tanker i din retning!

    SvarSlet
  3. åh det er jo sørgeligt. Tanker herfra!!

    SvarSlet
  4. Åh, sikke et srøgeligt indlæg. Hvem kan undgå, at sidde med våde øjne?!

    Som andre spørger om- din relation til barnet?

    Kærlige tanker fra
    Christina

    SvarSlet
  5. Jeg har ikke nogen direkte relation til barnet. Jeg har en utrolig dejlig kvinde i mit liv der dog ser disse ting på allernærmeste hold, og jeg mærker hendes smerte som min egen. Hendes historier påvirker mig dybt.
    Jeg har afgrundsdyb respekt for både hende i de andre der har deres gang på Blegdamsvej, børnecancerafdelingen.

    Jeg har dog skulle ind som sygeplejerske og give den kedelige nyhed omkring tal der går den forkerte vej, til bekymrede forældre.
    Og det blik de sender en når man kommer med den besked, selvom det ikke er i nærheden af alvorsgraden af kræft, så er det et blik man ikke lige glemmer.

    Syge børn er ngoet nær det værste der findes. Øv!

    SvarSlet
  6. Pyha... HULK! Kan ikke sige noget!

    SvarSlet

LinkWithin

Related Posts with Thumbnails