Endnu en engel er fløjet afsted.

Jeg ville have skrevet et indlæg om regnvejrssnitter og indekuller.
Jeg ville have brokket mig over den indekuller og understimulering der får voksne og børn til at råbe vredt af hinanden.
Jeg ville have haft skrevet det med et glimt i øjet.
Men lige nu er glimtet i mit øje forsvundet.

Jeg er endnu engang blevet mindet om hvor skrøbeligt livet er.
Hvor stærke mennesker der findes derude, som gennemlever det værste af alle mareridt; at se kræften flytte ind i sit barn. Se barnet blive uhelbredelig syg og sygne hen indtil døden kommer og puster sjælen ud af den lille krop.
En krop der var for lille til nogensinde rigtig at forstå sygdommen.

Til sidst er der kun tilbage at bære den lille kiste ud af kirken og sænke den ned i jorden.
Aldrig mere, at kunne kramme det lille væsen.
Aldrig mere sidde og kigge hengivent på det sovende barn, hvis brystkasse hæver og sænker sig stille.
Brystkassen bevæger sig ikke mere.
Latteren er forstummet.

Tilbage er kun sorg og det evige spørgsmål, der bliver råbt i afgrundsdyb vrede og forvirring: Hvorfor?!

I dag vil jeg ikke råbe.

Flyv engel.
Flyv sikkert til et bedre sted end her.