For 5 år siden gik vi spændt og ventede. Der var en tæve der var gravid, og vi skulle have en af hvalpene.
Vi kørte op i det nordligste af Danmark, en blæsende, solrig sensommerdag og hentede den blødeste lille hvalp med hjem.
Jeg læste til sygeplejerske på fjernstudie, så dagene blev brugt enten oppe på mit skød eller på tæppet mellem mine fødder.
Nogle gange var der også udfordringer for det lille væsen, her i det nye liv.
Et hundeliv med mange mennesker omkring sig.
Aldrig har hun været aggressiv overfor børn selvom de har hevet hende i pelsen. Altid har hun holdt styr på familien når vi var ude allesammen.
Hvis vi var på havnen og spise is kiggede hun altid op på mig og de små sorte øjne lyste af: "Skal vi bare sidde her?!".
Altid gang i den for hende.
Min hjertenskær. Min evige dårlige samvittighed. Min morgenhårs-hund, når hun kom krybende ud af nattens bunke puder.
Men basen er delt i to, og jeg er flyttet væk til en lejlighed der ikke må indholde dyr. Desuden har jeg et arbejde hvor jeg er væk hele døgn ad gangen. Det går ikke.
Hundelivet er blevet kedeligt, for "mor" kommer kun på besøg en gang imellem.
Det er ikke godt for en uldtot at leve sådan, så hun skal også flytte nu. Det er også en del af det ansvar det er at have et dyr, også selvom det, rent egoistisk, gør ondt!
Vi har fundet en fantastisk familie der kan give hende lige præcis det hun mangler.
Min hjerte knækker en lille smule i to dele, samtidig med at jeg er sprudlende glad over at vide, at hun får det godt.
Om 5 timer starter bilen op på vej imod Tildes nye liv. Børnene skal med ind og se deres hundevens nye hjem, og jeg skal have en gevaldig pose selvkontrol med, for at være den stærke når vi skal gå igen, uden uldtot.
Om 5 timer siger vi "Vi ses", for et farvel er så endeligt. Også selvom "Vi ses" nok bare er noget vi leger.
Puha.. jeg får det sådan halv skidt og så alligevel ik.. Vi står med nøjagtigt det samme.. For 9 år siden fik vi en lille sød uldtot af en islandsk fårehunde hvalp, og i de første 4 år var han som vores barn.. men så flyttede vi i et lille hus og der kom et barn og der kom to børn, og pludseligt ser vi bare en familie med en hund, som næsten aldrig bliver talt og nusset med, som mangler gåture, som alt for tit er i vejen i stedet for til fornøjelse.. Han er den sødeste og mest tålmodige hund, men han ville virkeligt have det så meget bedre et andet sted, hvor der var tid, rum og plads til ham.. Vi er kun i snakke fasen endnu, for jeg kan næsten ikke overskue hvordan man finder det helt rigtige hjem til sin hund... Føler mig rigtigt dårlig tilpas, både over at beholde ham og over at give ham væk.. :(
SvarSletKunne ikke forlade siden uden at sætte et mærke. Synes det er en flot - og meget svær - beslutning I har truffet. Pyha - kan helt mærke det i maven selv, men altså - I gør jo det allerbedste for alle parter. Klem fra Dorte
SvarSletRakel - Ja det er en svær beslutning, men den rigtige for os. For mit hjerte holder heller ikke til at se på min lille uldskat der bare ligger i sin kurv og glor på mig når jeg kommer forbi.
SvarSletSå hellere tage smerten nu og vide at hun får alt det hun fortjener et andet sted. Og de nye ejere har lovet at sende en mail i ny og næ. Velsignede dem <3.
Vi har sendt besked ud til alle vi kendte, om de havde nogen der søgte efter en lille hund. Og så meldte et af vores vennepar tilbage. Vi havde så de potentielle nye ejere på besøg til kaffe en dag. Og Tilde var bare på skødet af dem med det samme. Hun er ellers en meget reserveret hund. Så det gjorde godt i maven at se det.
@House of Hesselberg - Mange tak. Ja den er både utrolig svær og pærelet. Utrolig svær på det egoistiske plan fordi jeg vil komme til at savne hende, og pærelet ved tanken om at min lille hund kan få det meget bedre et andet sted end hun har det her. Og det fortjener hun.
Tak for jeres ord <3.
Sidder med en klump i halsen.
SvarSletGod beslutning også selvom den bliver hård, især om små 5 timer.
Årh, jeg sidder her og tuder. Den eneste rigtige beslutning, men for pokker hvor jeg føler med dig.
SvarSletKram og tanker!
Fairy
Også våde øjne her. For godt et år siden, måtte vi af med vores kat, som vi havde haft i 9 år. Yngste sønnen som da var 5 år har skrantet en del som lille, raget alle infektioner til sig plus været indlagt 2 gange med astmatisk bronchitis. Flere har spurgt om det kunne være katten og jeg har slået det hen med aarh det kan være så meget. Men så fik vi ham tjekket og det var netop kat, han ikke kunne tåle og også lidt hund. Ja så var der ligesom ingen tvivl om, at vi burde skille os af med den. Datteren på 10 år dengang, ville for alt i verden ikke have, at den skulle aflives. Gud ske tak og lov, har jeg en kollega, som bor på landet og som tilbør at den kunne komme på "alderdomshjem" hos hende. Men vi tudede hele ugen op til den skulle hentes og det var skrækkeligt at skulle sige farvel til den, især fordi mine børn også græd og græd, både over katten men også over at jeg græd ( noget jeg åbenbart ikke gør så tit) Vi savner den stadig helt vildt. Datteren spurgte i december om jeg troede at hun var helt normal, for hun savnede stadig katten!!! Ja det er altså frygtelig hård. Men det eneste gode ved historien er, at sønnen ikke har været syg en eneste gang siden.
SvarSletKnus Charlotte
Det er hårdt at være ansvarlig dyreejer - især når man må skilles. Og selv om man ved, at det er det bedste, man kan gøre, så kan man alligevel blive frygteligt trist over, at man har været nødt til at tage den rigtige beslutning...
SvarSletHeld og lykke med din nye familie, Tilde.
Uha en beslutning at skulle tage, men som du selv siger så er det en del af det at være hundeejer - jeg er glad for at jeg i forbindelse med min skilsmisse har kunne beholde begge mine, men ved også at skulle det ske at jeg ikke længere havde overskud til dem, så skulle de videre til et sted hvor der var tid og plads til dem.
SvarSletJeg er bare så heldig af det sted allerede er fundet da mine forældre har sagt ja til at tage dem begge hvis det kom så langt.
Puha, jeg sidder tilbage med en klump i halsen og tåre presser på. Men samtidig er jeg også fuld af respekt for din beslutning.
SvarSletKærlige tanker til dig og dine.
Er virkelig ked af det på dine vegne <3
SvarSletOg en smule på egne....ikke flere somre med pasning af den kæreste lille uldtot :-(
Til dig med den islandske fårehund. Send mig en mail hvis du vil have hjælp til omplacering. Jeg er den meget lykkelige ejer af to islandske fårehunde - gamle damer - den ene blind, den anden døv, men verdens bedste følgesvende. Vores hjem tæller endnu to unge islandske fårehunde, da mine døtre begge har fået en hvalp i konfirmationsgave - den bedste gave! Når vi kommer ud med vores 4 hunde beundres de altid for deres dejlige bærnevenlige og glade sind. Så jeg kender MÅSKE nogen, der gerne ville aftage en ældre hund med ikke helt så mange spillopper som en ung een. Skriv til Anne@annefelding.dk hvis jeg skal forsøge.
SvarSletOg Synne - godt gået - det lyder super hårdt - men en rigtig beslutning - altfor mange hunde lever et trist og kummerligt liv. Jeg kan jo dog kun anbefale at have flere sammen, så keder de sig ikke - og det er en fantastisk følgesvend for børnene at vokse op med. Held og lykke til Tilde i hendes nye hjem. Mit hjerte bløder bare ved tanken om at skulle undvære mine uldtotter.
Hvor er det trist, men også super flot at i tænker på jeres lille Tilde og hvad der er bedst for hende! Vi har selv en lille malteser her hjemme, bomuldsracerne er virkelig skønne! :)
SvarSlet