For 5 år siden gik vi spændt og ventede. Der var en tæve der var gravid, og vi skulle have en af hvalpene.
Vi kørte op i det nordligste af Danmark, en blæsende, solrig sensommerdag og hentede den blødeste lille hvalp med hjem.
Jeg læste til sygeplejerske på fjernstudie, så dagene blev brugt enten oppe på mit skød eller på tæppet mellem mine fødder.
Nogle gange var der også udfordringer for det lille væsen, her i det nye liv.
Et hundeliv med mange mennesker omkring sig.
Aldrig har hun været aggressiv overfor børn selvom de har hevet hende i pelsen. Altid har hun holdt styr på familien når vi var ude allesammen.
Hvis vi var på havnen og spise is kiggede hun altid op på mig og de små sorte øjne lyste af: "Skal vi bare sidde her?!".
Altid gang i den for hende.
Min hjertenskær. Min evige dårlige samvittighed. Min morgenhårs-hund, når hun kom krybende ud af nattens bunke puder.
Men basen er delt i to, og jeg er flyttet væk til en lejlighed der ikke må indholde dyr. Desuden har jeg et arbejde hvor jeg er væk hele døgn ad gangen. Det går ikke.
Hundelivet er blevet kedeligt, for "mor" kommer kun på besøg en gang imellem.
Det er ikke godt for en uldtot at leve sådan, så hun skal også flytte nu. Det er også en del af det ansvar det er at have et dyr, også selvom det, rent egoistisk, gør ondt!
Vi har fundet en fantastisk familie der kan give hende lige præcis det hun mangler.
Min hjerte knækker en lille smule i to dele, samtidig med at jeg er sprudlende glad over at vide, at hun får det godt.
Om 5 timer starter bilen op på vej imod Tildes nye liv. Børnene skal med ind og se deres hundevens nye hjem, og jeg skal have en gevaldig pose selvkontrol med, for at være den stærke når vi skal gå igen, uden uldtot.
Om 5 timer siger vi "Vi ses", for et farvel er så endeligt. Også selvom "Vi ses" nok bare er noget vi leger.
