Et særligt sted i hjertet

Heroppe i min lejlighed fik en jeg drøm opfyldt. Jeg gav mig selv et arbejdsbord.
I årevis har jeg siddet ved spisebordet og syet, hvilket resulterede i, at vi enten spiste oven i mine projekter og fik tråd i maden (og pletter på mit stof), eller også brugte jeg det meste af min krea-tid på, at flytte rundt på mine ting.
Men ikke mere. Jeg kan bare lade mine projekter ligge imellem jeg har tid til symaskinen. Og jeg elsker det.
Det er lige før jeg kæler lidt for mit arbejdsbord en gang imellem, så glad er jeg for det.

Jeg har fyldt hylderne op med ting der betyder meget for mig. Bag de røde svampe er en af talerne fra mit bachelor-party sat ind i Wordle, AB´s tegning, sparegrisen fra min bedsteforældres hus, et par af mine tegninger på væggen, og meget mere.
Hyldernes indhold ændrer sig hele tiden, alt efter mit humør og hvad der lige er helt fremme af kreative sysler.

Nu vi taler om kreative sysler, så har jeg et par nye dukker igang. Det er fantastisk at være igang igen.
Jeg har ikke lavet det mindste kreative med mine hænder i månedsvis. Det er mit sundhedsbarometer.
Jo mindre jeg nørkler, jo mere skal alarmklokkerne ringe, for jo mere skidt står det til med mentalhygiejnen.
Men mine pølser vækkede noget der sad og sov tungt dybt indeni (TAK for skubbet!).
- Apropo mine pølser, så var det snegle til sanezonen på det der marked, I ve´.

Nå men, jeg giver liv til små mennesker lavet af uld og stof og jeg elsker det.
Når jeg bliver i tvivl om vigtigtheden af sådanne dukker, så kigger jeg op på min gamle bamse, der passer på mine højttalere (der skal musik og lydbøger til arbejdet). Den gamle bamse har tilhørt min far.
Det er ikke en bamse som børn får lov til at lege med mere, for Ninus er mør og skrøbelig. Men han betyder rigtig meget for mig, og jeg vil endda gerne indrømme at han og jeg har haft en samtale eller to gennem tiden. Også selvom jeg først fik ham da jeg var teenager - eller rettere, så flyttede han selv ind på mit værelse engang og krøb selv med i flyttekasserne da jeg skulle afprøve mine egne vinger. Ret beset har jeg vist aldrig rigtig nogensinde sådan helt fået ham overrakt. Men sådan er det med bamser og katte. De har det med selv, at vælge deres mennesker.
Hvis jeg vil have ham til at blive boende, så må jeg vist hellere gå ind og få ham viklet ud af de ledninger igen.
Stakkels Ninus, han har fået viklet sig helt ind.

Og bagefter må jeg videre med dukkemageriet. Imens jeg syer og ser personligheden dukke frem drømmer jeg om, at en af mine dukker engang bliver et barns bedste ven. Tænk engang en ære det ville være, at være den der har lavet sådan en ven.

P.s. I aften må dukker og bamser passe sig selv og hinanden, for der er jeg inviteret til fødselsdag. Dagdrømmeren har inviteret på pandekager. Hvis der er noget man aldrig bliver for gammel til, så er det pandekager, især ikke når man har fødselsdag.