Flow?

Man må gribe det mens det er der.
Efter et døgn uden meget andet end kaffe i lange baner, for at holde mig selv en smule oven vande, rejste jeg mig pludselig fra mit hi og åbnede køleskabet.
Salat? Tjoe, hvorfor ikke. Let i maven, noget at tygge på.
Så nu spiser jeg. Yay!

Dette er en tid for de store rutsjebaneture.
For 6 dage siden var jeg stærk. Jeg var sikker.
Dagene der fulgte var mærkelige. Som i en døs.
Uvirkelige.
I går faldt min verden sammen. Hvad havde jeg gjort?
Kørte alt for langsomt rundt på vejene og skreg min smerte ud.
Besøgte alle stederne. Lod mig opsluge af minderne og følelsen af tab.

I dag er huledag.
Jeg var oppe, var klar. Smilede lidt hysterisk til mig selv i spejlet da jeg tørrede duggen af efter mit bad. Parat til det der arbejde jeg så godt kan lide.
Så så jeg på kalenderen og mit selv faldt fra hinanden.
Kunne ikke være noget for nogen.
Måtte gemme mig.
Kyssede mine børn farvel, lukkede døren og søgte ind og ned.

Min krop lavede lyde jeg ikke vidste fandtes inden i mig..
Følelsen af en sorg så stor og sønderrivende at jeg undredes over, at jeg ikke fysisk faldt fra hinanden.
Krængede års smerte og underspillet liv ud på en gang.
Lige der på min sofa.

Og lige der på min sofa, da der ikke var mere stemme tilbage, løftede jeg blikket og så ud på solen der glimtrede igennem vinduet og blev rolig igen.
Forgrædt.
Svimmel.
Stille.
Let.

Jeg ved ikke hvad i morgen bringer. Jeg ved ikke engang hvad næste time bringer.
Intet, intet, bliver nogensinde det samme.
Men, på en eller anden skæv måde, er det faktisk en god ting.
I går var det eneste jeg ønskede mig, at få den blå pille igen. I dag er jeg taknemmelig for, at mit valg alligevel var den røde.