Jeg tager mørket på som en dyne. Jeg både hader og elsker de mørke timer.
De mørke timer hvor der er ro over verden. Verden sover. Tiden går i stå.
Mine øjne er fyldt med grus og jeg gnider dem, men jeg er vågen.
I disse sene nattetimer går jeg runden i huset. Kigger, lytter, dufter.
De sover i deres senge.
Jeg putter dynen omkring dem. Hvor ville jeg dog godt være med på deres natlige rejse.
De er her så kort.
Til låns, har nogle kloge sagt.
Jeg må hellere nyde dem mens jeg kan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar