At grave sig ned igennem julekasserne i år var en mærkelig blanding af glæde og sug i maven.
Tingene fra det hjem der nu er væk, var små skatte jeg ærbødigt bar op af dybet.
En lille nisse af trylledej havde tabt hovedet og den ene arm. Han blev lagt ned i sit silkepapir og venter på at forsigtige fingre limer ham sammen igen.
De fine glaskugler blev også lagt ned igen. De skal hænges på træet når tiden kommer.
Vi skal for første gang holde jul hjemme i vores eget hus.
Denne gang er det os der skal åbne døren juleaften og invitere ind i varmen.
For første, men ikke sidste gang.
Jeg ser for mig, at årene går. Som en film bliver døren åbnet gang på gang.
Mit eget ansigt er det samme, men håret bliver mere gråt for hver gang .
De små ansigter der gemte sig genert bag min kjole de første gange døren åbnede, står nu pludselig uden for døren.
Ansigterne er blevet voksne og måske har de selv små generte mennesker med.
Generationerne skifter og nye står klar til at tage traditionerne videre.
Det er tid til, at lave egne traditioner og finde vores helt egen jul.
Uhmm julestemningsbilleder.. :-)
SvarSletJeg bliver helt vemodig, når jeg tænker den slags tanker, som din lille "film" maner frem. Men minder mig selv om, at imellem alle disse klip gemmer sig en skattekiste af øjeblikke, der er værd at samle på, hverdage og festdage som perler på en snor, og masser af smil og knus.
SvarSletMen jeg synes ikke, det er rart at tænke på, at årene bare går og går, helt ubarmhjertigt...
Og hej, forresten ;o) Jeg har vist ikke kommenteret før - fulgte et link til din blog for måske en lille måned siden. Du har et af den slags steder, hvor man bare bliver hængende, fordi her er rart at være... :o)
SvarSlet