L'Chaim

D. 2. marts gik min elskede morfar bort. I dag ville han have været fyldt 81 år.
Samtidig i dag fylder min elskede far 57 år.

Det er en mærkelig modsætningsfyldt dag.
Savnet af min morfar blandet med glæden over, at han fik det han ønskede mest. At komme til at gense sin kone på den anden side.

Min mor og min morfar stod en dag og talte hjemme i min morfars hus mens de kiggede ud af vinduet. Min mor så at vimplen på min morfars flagstand var slidt og foreslog ham, at han kunne ønske sig en ny til sin 81 års fødselsdag. Han kiggede vantro på hende og fortalte at han dog bestemt ikke ønskede at blive 81. Næ, han havde altid ønsket at blive 80 og så måtte det være det.
Sorgen over hans kone havde slukket gnisten i øjnene på ham og han så ikke længere nogen mening med at blive hængende.
Resten af hans gnist slukkede pludselig en mandag morgen og jeg vælger at tro på at han nåede at opfatte, at vi var der omkring ham inden han gav helt slip på livet.

I mit liv har jeg stadig min far. En mand jeg deler et kringlet sind med.
En mand der læste Hobitten op for mig, da jeg var en lille pige og fik mig til at lede efter nissernes hjem når vi var på tur i skoven.
En mand der insisterede på, at jeg skulle sidde og se Monthy Python, lytte til Pink Floyd i stilhed, hoppe rundt til Steppeulvene og lære teksterne til Stevie Wonder.
En mand jeg alt for sjældent har ved siden af mig fysisk, men som jeg kan bruge lang tid på at tale i telefon med.

Min morfar var en meget kristen mand, min far kan næsten ikke være mindre troende.
To meget forskellige mænd, der fandt respekten for hinanden og ligheder ud over den, at de delte fødselsdag.

På trods af denne trosforskel vil jeg tage en helt tredje tro ind og vide med mig selv, at begge ville løfte deres glas med mig og uddele en skål på fødselsdage, på kærlighed, på sammenhold, på respekt,

på livet

L'Chaim