Jeg stirrer stift ud af forruden mens tårene fra tid til anden tager en ny tur ned af mine kinder.
Min fod presser speederen godt ned og nålen viser at min fart er højere oppe end jeg nogensinde før har kørt på motorvejen.
Musikken banker i mine ører i et åndsvagt forsøg på at overdøve sorgen der føles som grød i mine årer og lammer mit system.
Skynd dig ... skynd dig ....
Inde på Bispebjerg hospital går det stærkt ned af bakke og jeg skál nå at sige farvel.
Jeg når frem og hører knap nok sygeplejerskens ord om hjerneblødning og andre informationer på vejen.
Jeg må hen til hånden der famler i luften.
Jeg griber den og kommer til at lade en tåre falde i håret men jeg kysser på kinden.
Der er stilhed fra sengen. Kontakten er et svagt klem i hånden.
Et menneske der har haft ordet i sin magt er nu stille. Den tynde krop ser så lille ud under dynen.
Familien samles fra hele landet efterhånden som timerne går. Da de sidste er ankommet bliver ilt og drop fjernet. Døden er ønsket og længe ventet. Der er en ægtefælle der venter på den anden side.
Det har været lange 20 måneder uden hende.
Vi våger, drikker kaffe, aer og kysser.
Stemningen er fredelig. Sorgfyldt, men også med sporadisk latter da det er ok og godt at vi nu sidder her. Enden er nær. Hånden famler ikke mere i luften.
Der bliver givet morfin når uroen ankommer til kroppen i sengen.
Tiden går og hans tilstand er uforandret. Vi er mange der tager hjem for at sove lidt.
På vejen hjem på den tomme motorvej finder min sorg en vej ud. Det starter som sang til musikken og ender i et skrig der dør ud da der ikke er mere luft.
Det gør så ondt at jeg næsten ikke kan være i min krop. Jeg hyperventilerer og hulker.
Her til morgen er der liv endnu, derinde på stuen.
Denne ventetid er som et uudholdeligt vakuum. Der er ikke død men heller ikke liv. Kun venten og en sorg der ikke har en hylde at slå sig til ro på endnu.
Jeg håber sådan at der snart er ro for altid. Et dejligt og indholdsrigt liv er levet, ordene er sagt og nu er det tid til stilhed. Det er godt.... men det gør stadig så forbandet ondt på os der skal blive tilbage.
Hvor er det smukt skrevet!
SvarSletRandi
Det goer mig ondt!
SvarSletDu beskriver det saa fantastisk godt.. Jeg sad selv med taarer i oejnene, og mindedes da vi skulle tage afsked med min kaere stedfar for mange aar siden.
Jeg haaber der snart er fred i din familie.
Kaerlig hilsen Lone
Du vækker så mange følelser...du skriver så nærværende....smukt! Du rør mig!
SvarSletJeg håber dagen må brige fred og være med dig.
kh anne.dorte@mail.dk
Du skriver med følelser - så det kan mærkes. Jeg håber der snart findes ro og hvile.
SvarSletDu skriver så det mærkes helt ned i tæerne.
SvarSletDu skriver så smukt og ægte at det rammer mig lige i hjertet.
Jeg håber der snart bliver fred både for det liv der er levet, men også i jer efterladtes hjerter. Sender dig et kram.
Mange tak allesammen <3.
SvarSletJeg sidder dybt bevæget med tårer på kinderne og genkender hvert ord og følelserne i din beskrivelse.
SvarSletJeg sender dig min inderlige medfølelse og tak fordi du har skrevet så smukt om oplevelser, som gør ondt i sjælen, men på mærkværdig vis også gør os rigere, fordi de får os til at mindes de gode timer og dage med vore kære.
kh. Evi